Israel-boykottere: Israelsk corona-vaccine er undtagelsen

Israel melder om fremskridt i udviklingen af en vaccine mod covid-19, og det skaber et dilemma for organisationer, der af politiske årsager vil boykotte varer fra Israel. Men man bør ikke afholde sig fra at blive vaccineret, selvom vaccinen måtte komme fra Israel, siger danske og internationale kritikere

Mange kritikere af staten Israel mener, at man bør boykotte landet, som disse demonstranter uden for Jyske Bank Boxen i Herning sidste år. Forud for Melodi Grand Prix demonstrerede de mod, at vinderen skulle sendes videre til Eurovision i Israel.
Mange kritikere af staten Israel mener, at man bør boykotte landet, som disse demonstranter uden for Jyske Bank Boxen i Herning sidste år. Forud for Melodi Grand Prix demonstrerede de mod, at vinderen skulle sendes videre til Eurovision i Israel. Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix.

Kritikere af staten Israel har i mange år agiteret for boykot af israleske varer. Ved at afstå fra at købe israelske produkter og fra at samarbejde med virksomheder med bånd til Israel kan man lægge pres på landet, lyder det fra kritikere af Israels bosættelser på Vestbredden og behandling af palæstinensere.

Men hvor principfast skal man være, hvis ens principper kan ende med at koste tusinder af menneskeliv? Det spørgsmål er blevet aktuelt i den nuværende coronakrise, hvor netop staten Israel ser ud til at være forrest i arbejdet med at udvikle en vaccine mod sygdommen covid-19.

Og det korte svar er, at der må være grænser for principfastheden. Det sagde Omar Barghouti forleden ifølge The Jerusalem Post i et såkaldt webinar om coronakrisen. Han er grundlægger af den indflydelsesrige græsrodsbevægelse Boycott, Divestment, Sanctions (BDS), der arbejder for boykot af israelske varer og kulturel boykot af landet.

På det arabisksprogede webinar på Facebook sagde han ifølge The Jerusalem Post, at Israel-boykottere gerne må lade sig vaccinere, også selvom vaccinen skulle stamme fra Israel.

"Hvis Israel udvikler en kur mod kræft eller mod en hvilken som helst anden virus, er der ikke noget problem i at samarbejde med Israel om at redde millioner af liv," sagde han ifølge The Jerusalem Post og tilføjede:

"Indtil nu har vi ikke været i en situation, hvor vi akut har haft brug for Israel, og hvor ingen andre end Israel har kunnet redde os. Hvis det skulle ske, så er det vigtigste af alt at redde liv."

Den danske organisation Boykot Israel arbejder tæt sammen med BDS, men hører ikke under bevægelsen. Også her lyder det, at en eventuel israelsk vaccine mod covid-19 ikke bør boykottes. Men det er indtil videre en teoretisk diskussion, mener foreningens talsperson Irene Clausen.

"Vi ser det hovedsageligt som et propagandafremstød, når staten Israel melder ud, at man gør store fremskridt med en corona-vaccine. Vores palæstinensiske venner, som er godt organiseret og følger meget med, siger, at der ingen dokumentation er, for at Israel skulle være længere fremme end andre lande."

Israel beskrives som værende blandt de førende lande inden for bioteknologi. Nyheden om deres fremskridt med at udvikle en vaccine kommer fra troværdige medier som eksempelvis nyhedsbureauet Reuters. Hvorfor ser I det som propaganda?

"Jeg kan kun forholde mig til mine palæstinensiske venner, der siger, at der ikke er dokumentation for det. Israel er meget dygtige til at markedsføre sig som dygtige til high-tech. Det er de også, men mange gange er det blot propaganda."

Men når det er sagt, ville Irene Clausen aldrig anbefale nogen at boykotte en vaccine.

"Selvom vi boykotter alt fra Besættelsen, vil vi selvfølgelig ikke stå i vejen for, at en effektiv vaccine skulle nå frem til palæstinenserne, så vi kunne redde liv. Uanset hvilket land i verden, der måtte udvikle sådan en, går vi selvfølgelig ind for at redde liv. Også selvom det måtte være en pr-sejr for et af de værste lande i verden," siger Irene Clausen.

Det er det statslige forskningsinstitut Israel Institute for Biological Research, der efter sigende har gjort store fremskridt i udviklingen af en vaccine mod covid-19. Sidste uge lød det fra nyhedsbureauet Reuters, at instituttet er begyndt at teste vaccinen på dyr.

Ifølge flere eksperter skal man dog ikke forvente en vaccine inden for den nærmeste fremtid. Sundhedsorganisationen WHO vurderer blandt andre, at der vil gå halvandet år, før en vaccine kommer på markedet.