Prøv avisen
Læserbrev

Læserbrev: Ja, måske mente Grundtvig faktisk, at skoven ”flammer”

Bøgeskov i efterårsfarver. Foto: John Hansen / Ritzau Scanpix

Skal man tro, hvad jeg i mine ungdomsår som elev på Askov Højskole hørte i et foredrag, så skyldtes det med ”falmer”, at Grundtvig havde en ret ulæselig håndskrift

På bagsiden mandag undrer Johs. Nørregaard Frandsen sig over, at N.F.S. Grundtvig i høstsalmen ”Nu falmer skoven trindt om land” mente, at skoven falmer. Det gjorde han måske heller ikke. Grundtvig kunne selvfølgelig se, at skoven flammer med sine efterårsfarver. Og sådan skrev han det. Måske.

For skal man tro, hvad jeg i mine ungdomsår som elev på Askov Højskole hørte i et foredrag, så skyldtes det med falmer, at Grundtvig havde en ret ulæselig håndskrift. Så bogtrykkeren læste ordet flammer som falmer. Sådan blev det trykt – og er siden blevet det.

Når jeg ved efterårstide har holdt foredrag, og mødelederen har bedt forsamlingen slå op i Højskolesangbogen på den sang, har jeg i mange år fortalt den lille historie og bedt forsamlingen synge flammer i stedet for falmer. Det har de oftest nikket bejaende til.

Måske skulle vi bede Højskolesangbogsudvalget, som i disse måneder redigerer 19. udgave af Højskolesangbogen til udgivelse om et år, kigge nærmere på sagen – og måske få det lille ord rettet?

Læserbrevet er skrevet af Aksel Hundslev, journalist