Prøv avisen

Jesus er selv født som hjemløs

"Kirken er en gevaldig støtte for os, og det er dejligt, at vi kan komme her," siger hjemløse Kasper Johnsen. Foto: .

Hjemløse Kasper Johnsen er en af de sultne, Jesus identificerer sig med

I juleevangeliet er Josef og Maria på en lang rejse uden et fast sted at bo, og Jesus bliver født i en stald. 52-årige Kasper Johnsen har ikke svært ved at se parallellen til sit eget liv.

Selvom jeg lever på gaden, er jeg ikke alene. Jesus er selv født som hjemløs i en stald. Når jeg sidder i mørket og fryser, får jeg styrke af at tænke på Jesus, siger han.

LÆS OGSÅ: 10 kristne forbilleder for afholdenhed og selvvalgt fattigdom

Kasper Johnsen er grønlænder og har boet godt fire år i Danmark. Han lever på gaden, og uden et hjem har kirkerne i København fået stor betydning for ham. Derfor besøger han dem ofte.

Jeg er glad for stilheden i kirken. Her kan jeg tænke over mit liv og erkende mine nederlag. For eksempel at jeg er hjemløs, siger han.

Om søndagen kommer Kasper Johnsen af og til forbi missionshuset Bethesda i København. På initiativ af sognepræst Asser Skude serveres der mad til de københavnske hjemløse.

Da Kasper Johnsen tredje søndag i advent kommer til missionshuset, har han ikke fået mad i to dage. Forlegenheden kan også spores, da han ser ned ad sig selv og konstaterer, at han har to forskellige par sko på.

Men jeg skal ikke klage de holder mig varme, konstaterer han.

Når Kasper Johnsen præsenteres for følgende passage fra Bibelen, fortæller han glad om det, kirken gør for ham og de andre hjemløse. Jesus siger, at det, der bliver gjort mod et andet menneske, også bliver gjort mod ham.

For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. () Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Kirken er en gevaldig støtte for os, og det er dejligt, at vi kan komme her, siger Kasper Johnsen, mens han spiser varm suppe.

Det er som en hel julefrokost.