Jaleh Tavakoli: Jeg byder reformvillige muslimer velkommen

Der mangler reformvillige muslimer i den offentlige debat, mener den dansk-iranske debattør og forfatter Jaleh Tavakoli. Den 10. oktober udkommer hendes bog ”Islams offentlige hemmeligheder” om Vestens akutte behov for den kritiske og ærlige samtale om islam

Der er behov for en åben, kritisk diskussion om islam. Men muslimerne skal selv tage bolden, mener dansk-iransk debattør og forfatter Jaleh Tavakoli.

Hun vil ikke kalde sig muslimsk debattør. Og så alligevel, for den 36-årige dansk-iranske debattør og forfatter Jaleh Tavakoli har en masse at sige om den religion, som har rundet hende, og som hun på mange måder har gjort til sit professionelle virke.

Som debattør og blogger er pennen ofte hvæsset og kritikken af både islams teologi og personer direkte. I Jaleh Tavakolis nye bog ”Islams offentlige hemmeligheder,” som udkommer den 10. oktober på FN-dagen for dødsstraf, fortæller hun om sine egne erfaringer med muslimsk kultur. Islam har et problem med demokrati og fredelig sameksistens, er hendes pointe med bogen, som handler om det, hun med et eget begreb kalder ”mainstreamislam” – en fællesbetegnelse for islamisme og jihadisme.

Hun føler sig som det lille barn i kejserens nye klæder, forklarer hun, ”når hun cirka 1400 år efter islams tilblivelse kan fortælle noget nyt om en religion, der stadig ikke er blevet moderniseret.”

Pigen fra Iran

Først må vi skrue tiden tilbage til 1982. Jaleh Tavakoli kommer til verden kun tre et halvt år efter den iranske kulturrevolution. Hendes forældre var kommunister og havde været aktiv i modstanden mod shahen, Irans monark. Shahen blev afsat ved revolutionen i 1979, og i stedet blev magten taget af ayatollah Khomeini, der lovede demokrati og reformer.

Men reformer fik det iranske folk ikke, fortæller Jaleh Tavakoli. I stedet indførte ayatollah Khomeini sharialov og islamisk demokrati. Præsterne havde narret opposition og folket, som egentlig var sekulært indstillede.

Det kom som et chok for Jaleh Tavakolis forældres generation, da det demokrati, man var blevet lovet, blev et fuldstændig teokratisk regime, fortæller hun.

”Tørklædet blev påbudt til alle kvinder. Og iranerne forstod ikke, hvad der skete. Jeg voksede op i et land, hvor der blev udsendt meget islamistisk propaganda. Hvis man var ikke-religiøs, blev man diskrimineret, hvor man til gengæld fik en masse goder, hvis man var religiøs. Sådan var det også som barn: Hvis man lærte en masse koranvers udenad, fik man gaver i skolen.”

Det nye præstestyre betød, at Jaleh Tavakolis far, som var aktiv kommunist, måtte gå under jorden, da hun var to år gammel. Et par år senere forlod han landet og søgte ly i Afghanistan. Jaleh Tavakoli kendte gennem sin barndom kun sin fader fra billeder og fortællinger.

Da det flere år senere lykkedes faderen at blive kvoteflygtning og komme til Danmark, fik han mulighed for at blive familiesammenført, og Jaleh Tavakoli kom som ni-årig til Danmark med sin mor og sin bror.

Islam i danske rammer

Forældrene blev skilt kort efter, at moderen kom til Danmark, for de havde været fra hinanden det meste af deres ægteskab og kunne ikke fungere som et par. Jaleh Tavakolis mor var hverken udøvende muslim eller gjorde et nummer ud af at oplære børnene i den islamiske tro. Men alligevel fik troen sin egen plads i den unge Jaleh Tavakolis liv.

”Da jeg mødte islam i danske rammer, var jeg overrasket over, hvor meget det lignede den islam, som præstestyret står for. Der var nogle af de samme kulturelle begrænsninger.”

Eksempelvis var hendes tidligste minde bevidstheden om, at hendes fader var flygtet, fordi ayatollah Khomeini ikke kunne lide ham. Det kombineret med det offentlige krav om, at piger skulle tildække sig, havde hun et problem med. Det havde mange iranske kvinder, fortæller hun, for de havde jo aldrig gjort det før præstestyret.

”Som barn i Danmark var jeg meget bevidst om den muslimske kønsdiskriminering, jeg havde oplevet i Iran. Derfor ville jeg ikke gå med tørklæde. Jeg har aldrig været troende muslim, men som barn har jeg tit tænkt over, om der fandtes en Gud. Når jeg kom i problemer, eller noget var galt, faldt det mig naturligt at tale med Gud, for jeg håber, at han eller hun var der og kunne hjælpe mig. Men det var ikke en bestemt muslimsk eller kristen Gud.”

I stedet kalder Jaleh Tavakoli sig kulturmuslim, for islam har fyldt meget i hendes liv. Hun kender traditionerne, selvom hun ikke følger dem, og bruger mange islamiske ord og talemåder. Blot identificerer hun sig ikke som muslim, men som afhopper.

Når muslimer i dag spørger hende, om hun frygter Gud, er hendes svar, at hun er et godt menneske, og at hvis Gud eksisterer, har hun intet at være bange for. Jaleh Tavakoli anser det for vigtigt at behandle andre mennesker og planeten ordentligt, og hun tænker over, hvad hun kan gøre for andre. Det er også derfor, hun blander sig i den offentlige debat.

Selvom hun vagtsomt advarer mod islams bagsider, er hende forhold til religion generelt blevet blødere med årene:

”Jo ældre jeg er blevet, jo mere kan jeg se, hvad religion kan give folk: en ro. Det er jo rart at tro på, at man møder dem, som man mister, igen, og at man er forbundet. Religiøsitet i det hele taget forstår jeg godt, for det giver et fællesskab og nogle livsrytmer. Selvom jeg ikke kan sætte mig ind i troen, så har jeg en masse til fælles med mine jødiske og kristne venner,” forklarer hun.

”Vi sameksisterer. Det gør jeg også med muslimer, men islam bliver ved med at have problemer med at lade muslimer sameksistere. Mainstream islam modarbejder integrationen.”

Reformislam søges

Jaleh Tavakoli mener bestemt, at islam kan have en plads og en berettigelse i dag. Men den skal reformeres for at nå dertil. Det går ikke at holde fast i den bogstavtro islam, som hun kalder mainstreamislam.

Hun er samtidig stærkt kritisk over for nogle af dem, som offentligt har stået frem som reformvillige muslimer. Det gælder blandt andet manden bag ”euroislam” (bevægelse, som opfordrer muslimer til at tænke islam ind i en europæisk sammenhæng, red.) Tariq Ramadan.

”Tariq Ramadan nægter at diskutere islams voldelige straffe. Han mener, at den dag vi opnår det perfekte samfund med den rigtige moral, da kan man indføre stening for utroskab. For så vil ingen være utro, og dermed vil straffen kun have en afskrækkende effekt. For mig er det helt klart en måde at tale udenom problemerne ved islam. Det er teologisk humbug i stedet for teologisk reform.”

Hun forklarer, at Tariq Ramadan kalder sine tanker om islamiske straffe for et ”moratorium for muslimer.” Det betyder, at sharialovgivningen er sat på pause, indtil man har det perfekte samfund for perfekte muslimer. Det er derfor ikke nødvendigt helt at afskaffe sharialovgivningen, for den er jo alligevel ikke i brug, lyder begrundelsen.

”Men begrebet moratorium er dybt problematisk, for han har det fra Iran, hvor man i 2002 indførte moratorium for retten til at stene. Det betyder, at straffeformen egentlig er sat på pause - men der har jo alligevel været gennemført masser af steninger i Iran. Da dem, som udførte steningerne, blev konfronteret med, at steningsretten var på pause og ikke afskaffet, affejede de det med, at loven om moratorium blot havde juridisk rådgivende status. Og det er ikke reform af islam,” siger hun.

”Der er også danske eksempler såsom Sherin Khankan, der ikke vil tage afstand fra sharia og drømmen om et islamisk kalifat. På sin hjemmeside for Kritiske Muslimer skriver hun i manifestet, at Koranen er Guds universelle, eviggyldige ord. Men der står meget i Koranen, som ikke kan være eviggyldigt og perfekt,” fortæller Jaleh Tavakoli.

Hun nævner et eksempel fra Tyskland, hvor en reformvillig tysk-tyrkisk kvindelig imam må leve med livvagter, blot fordi hun lader mænd og kvinder bede sammen og har som mål at reformere islam:

”Hvis Sherin Khakan var reformmuslim, tror jeg, at hun ville møde mere modstand, end hun gør.”

Så længe de reformvillige muslimer går stille med dørene, bliver der ikke nogen reform af islam, vurderer Jaleh Tavakoli. Hendes håb er derfor, at troende muslimer i højere grad vil deltage i en åben, kritisk debat og få en ærlig samtale. Men hun er godt klar over, at det ikke er hendes kamp som ikke-troende muslim at reformere islam, det må de troende selv gøre.

”I Danmark kender jeg nogle sufi- og alevi-muslimer, som mediterer, beder, faster og andet uproblematisk, men som afviser den politiske og ideologiske del af islam. Desværre deltager de ikke i den offentlige debat om deres trospraksis. De får så meget had for, hvem de er, at de ikke orker at gå ind i debatten. Men når det sker, vil jeg byde dem velkommen.”