Prøv avisen

Morten Østergaard om sit politiske forbillede: Jeg beundrer hans vilje til at tage ansvar

Han insisterede på at være med til at præge samfundet og på ikke blot at sidde og råbe ude på sidelinjen, siger Morten Østergaard om sit politiske forbillede Bertel Dahlgaard, der her ses sammen med Viggo Kampmann i 1957. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

De Radikales leder Morten Østergaard går i partiets historiebøger for at finde inspiration til at gå imod strømmen, når andre partier underlægger sig folkestemningen

Hvem er dit politiske forbillede?

Det er Bertel Dahlgaard, der er fra vores egne rækker, og som stod i spidsen for partiet i mange år. Han var minister under Thorvald Stauning, H.C. Hansen og Viggo Kampmann. Han står for mig for noget helt centralt radikalt, nemlig at man altid er villig til at tage ansvar. Han stod fast på de grundlæggende værdier; at man skal stå fast, at man skal tage vare på dem, der har det værre end en selv, og at man altid skal tænke på de næste generationer.

Jeg har en yndlingshistorie fra hans erindringer, jeg tit fortæller. Den handler om en lærer, han satte stor pris på, som var svampeekspert og gik ude i skoven en dag, da der kommer en flok drenge hen til ham med en kurv fyldt med giftige fluesvampe. Han siger: ”Stop drenge, de svampe må I ikke spise, de er giftige”. Og drengene svarer: ”Det ved vi godt, vi kunne ikke drømme om at spise dem, vi sælger dem bare”. Det mener jeg er en fantastisk analogi til politik i dag. Der bliver ført en masse politik, som bliver solgt velvidende, at for eksempel grænsekontrollen ikke virker, eller at burkaforbuddet ikke skaber ligestilling.

Hvilke egenskaber hos Bertel Dahlgaard ser du op til?

Først og fremmest at han altid var villig til at tage ansvar. Også i de perioder, hvor det var turbulent, eller hvor partiet ikke sad i regering. Han insisterede på at være med til at præge samfundet og på ikke blot at sidde og råbe ude på sidelinjen. Sommetider kan politik være et valg mellem pest og kolera, når man skal træffe svære beslutninger. Men han havde en grundlæggende opfattelse af, at det er mest hensigtsmæssigt selv at være med til at vælge mellem pest og kolera end at lade andre gøre det.

Jeg beundrer også hans vilje til at tage ansvar både under og efter Anden Verdenskrig, hvor han forsøgte at samle nationen efter Besættelsen. Vi står heldigvis ikke på randen af en verdenskrig, men når man kigger ud i verden, kan man godt blive bekymret for, hvor vi er på vej hen, og det bliver klart, at det er vigtigt, at der er nogle, som forsøger at samle i stedet for at splitte.

Hvordan forsøger du selv at efterleve de egenskaber i dit politiske liv?

Jeg bruger dem, når vi stiller os ud i stormen og siger, at tingene kan gøres anderledes, end de bliver gjort. Her er det en afstiver og et argument for, at vi i Radikale Venstre er nødt til at stille os derud for at sikre positiv forandring i det danske samfund. Den rolle har vi skullet spille ofte. De Radikales første mærkesag var, at kvinder skulle have stemmeret, hvilket de i sagens natur ikke selv kunne stemme sig til. Dengang måtte partiet også påtage sig den rolle, der ikke var nem, men det lykkedes som bekendt at få det igennem, selvom det tog 10 år.

Den rolle vi må påtage os i dag, hvor mange andre partier underlægger sig folkestemningen, passer med den rolle, Radikale Venstre historisk set har indtaget.