Journalist: Jeg fortryder, at jeg ikke brugte mere tid med mine bedsteforældre

Hos mine bedsteforældre var tid aldrig en mangelvare, og der var fyldt med gode fortællinger. Da jeg lod døren smække i for sidste gang, var min største fortrydelse i livet lige dér: at jeg ikke havde nydt besøgene mere

67 års kærlighed og fælles fortællinger er der ikke meget, der slår.
67 års kærlighed og fælles fortællinger er der ikke meget, der slår. Foto: Anna White/Millennium Images/Ritzau Scanpix.

Jeg kan huske husets lyde. Lyden af døren, der går, lyden af et gammelt messingur, der fylder stuen, lyden af fiskefileter, der steger på panden, lyden af min bedstefars nasale fortællerstemme og min bedstemors drevne vestjyske. Alt til et soundtrack af vestenvind og min bedstefars utallige kassettebånd med Fisker Thomas.

Lydene stammer fra mit andet barndomshjem hos mine bedsteforældre. Her var døren aldrig låst, og hvis den var, var det ind ad havelågen og ned ad kælderskakten for at finde den lille rustne nøgle, der havde betjent huset siden det stod færdigt i 1949. Op ad trappen og ind i stuen til bordet, hvor kryds og tværs tillægget fra Familie Journalen fik tiden til at gå, indtil min bedstemor kom ind ad døren med et: ”Er æ’ dæ’ Sessel?”.

Huset var en tidslomme, ikke meget ændrede sig med årene udover tapetet, og min morbror mente, at ejerne efter mine bedsteforældre ville få adskillige ekstra kvadratmeter til rådighed, hvis de skrællede alle lag væk af min bedstemors tapet-fetich.

Gennem hele min barndom stod møblerne stort set samme sted. Og én ting var urokkeligt: spisebordet.

Her drev min bedstemor folkekøkken, og kunne som en anden Babette trylle fem retter frem på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Der var altid mennesker og mad ved bordet, og så var der noget endnu bedre: gode historier.

De blev fortalt over en sild og en snaps, kogt pighvar, rulleål, en flæskesteg, hvis det var søndag, eller en af min bedstemors kyskager, der var berømte og berygtede fra Tórshavn til Vancouver, for ingen familiefest uden min bedstemors kager.

Sild og snaps, kunne min bedstemor berette, var grunden til, at hendes bedstefar var kommet til penge. Som Thyborøns første købmand havde han solgt salte sild og snaps til børsterne.

”Hvad er børsterne?”, ville jeg vide, og hun fortalte, hvordan de arbejdsmænd der var kommet fra hele landet for at arbejde med kystsikring i begyndelsen af 1900-tallet, blev kaldt børster.

Det var ikke uden omkostninger at sælge alkohol, og vreden hos de missionske i byen var stor. Det førte til, at bedstefar Poul donerede en stor del penge til en kirkegård. Ved indvielsen holdt han tale, og sagde – denne del var den bedste i historien, for min bedstemor kunne bibelverset udenad og med stor indlevelse: ”Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig.” Når hun citerede, var det på rigsdansk, men hendes efterfølgende pointe var altid på ægte thyborønsk: ”Der er æ’ nown, der skal tro, de er bajer end wos!”. Vi har aldrig samlet penge i vores familie. Vi har brugt dem eller givet dem til nogen, der manglede, understregede hun.

Hendes blik var stålsat. Ligesom hendes kirkegang og vane med altid at sætte sig på den bagerste bænk. Indimellem gik min bedstefar med. ”Hvorfor sidder I altid der?”, spurgte jeg. ”Lad de sidste blive de første, og de første blive de sidste,” svarede han med et glimt i øjet.

Humor var der masser af, og latteren var lige så fast en bestanddel ved spisebordet som maden og gæsterne.

De havde en yndlingshistorie, som de fortalte sammen. Den handlede om, hvordan min bedstefar tilfældigt var endt som eneste passager i et fly fra Esbjerg til England, og fordi han inden havde sagt: ”Jeg lejer selv et fly,” var min bedstemor overbevist om, at det var tilfældet.

Historien var forfinet gennem mange år, og særligt delen i den lille lufthavn, hvor min bedstemor, der vinker farvel, råber til min bedstefar, at han bare lige kan komme tilbage med de toldfri varer, så han ikke skal slæbe dem med hele vejen til England, var et af historiens klimakser.

De havde lige dele selvironi og respekt for hinanden. Derfor morede de sig også over dengang, min bedstemor havde taget min bedstefar på fersk gerning på vej ud fra slagteren i Lemvig med to ænder under armen, fordi jagtturen var blevet til en bytur.

Latteren forstummede indimellem ved bordet. Som den nat hvor de kom hjem fra sygehuset med beskeden om, at min far var død i en alder af 34 år. Da min bedstemor skreg som en grædekone, gav min anden morbror hende de beroligende piller, der var udskrevet til min mor. Alt det, der fulgte efter, en familie der ikke forstår hinanden i sorgen, blev der grædt mange tårer over ved bordet. Særligt da min søster døde to år senere – og mest af min bedstemor, mens min bedstefar altid forsøgte at gøre stemningen let.

Det var han god til, og det lærte mig, at humor er et af de bedste midler mod sorg og mørke stunder. Man må gerne grine, selv når livet gør ondt, måske endda særligt her, så længe humoren er med omtanke. Det var min bedstefars, og den bedste plads ved bordet var vinduespladsen lige ved siden af ham. Det var en plads, der var rift om.

Da min bedstemor døde, forstummede latteren igen, og sorgen og de misforståelser, ingen kunne navigere i, vendte tilbage som en voldsom kuling fra nordvest.

Huset skulle tømmes, og sorgen var lige så tung som spisebordet. Der var ikke længere rift om pladserne, for de to, der var bordets sjæl, var væk. Der var derfor heller ikke rift om bordet, der tomt og forladt mindede en om, hvordan tillægspladen var noget hjemmelavet makværk, og syret eg sikkert aldrig ville blive moderne igen.

Da jeg lod døren smække i for sidste gang til sidste velkendte lyd af den tunge dørhammer, var min største fortrydelse i livet lige dér: at jeg ikke havde nydt besøgene mere, maden mere, været der mere. Hørt flere historier eller blot siddet flere gange til ”mørkning” ved stuebordet med min bedstemor, imens min bedstefar puslede med et eller andet i kælderen.

Der er gået fire år, siden min mindste kærlighed, Ane på ét år, sad ved bordet, og delte et sidste måltid med min ældste kærlighed. Min bedstefar var ”stævnet ud” år forinden, og min Marie var nu ”rejseklar”, måske fordi hun ikke var i tvivl om, at Himlen og Kristian ventede på hende.

67 års kærlighed og fælles fortællinger er der ikke meget, der slår.

Hos mine bedsteforældre var tid aldrig en mangelvare, de skyndte sig langsomt, og gjorde sig umage med livet og med at skabe gode fortællinger i alt det sørgelige. De var konstanterne i min barndom, og måske netop derfor blev det mere uforståeligt, at de ikke skulle vare evigt.

Jeg tænker på dem hver dag og på det bord, jeg så inderligt har fortrudt, jeg ikke tog med, fordi det var et smukt symbol på alt det, der var.

Men en død ting giver ikke den største fortrydelse i livet, for mit eget spisebord kan rumme det samme: mad, mennesker og fortællinger i en verden, der begynder at åbne sig igen, så vi netop kan fortælle hinanden alle de gode historier, der binder os sammen.

Vi bliver mennesker i hinandens fortællinger.

Mennesker, latter og gode historier kan måske ikke kurere en pandemi, men det kan gøre hårde tider bedre, og de stunder fortryder man aldrig. Det har jeg lært ved bordet hos mine bedsteforældre.