Jeg svarede ham spidst og gik. Et par timer efter tog han sit eget liv

Vinderen af Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence, Susie Høegh Christensen, mistede sin mand for to år siden

Genrebillede.
Genrebillede. . Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Få uger forinden havde jeg hentet ham på psykiatrisk center i Ballerup. Han var der kun knap et døgn. Han virkede trist, men ville gerne hjem, fordi vi skulle flytte. Vi havde meget at pakke og meget at gøre. Vi skulle ud af den tjenestebolig, som havde været vores hjem i 11 år. Og det skulle vi, fordi han fem måneder forinden var blevet fyret.

Nu sad han der på badeværelsesgulvet i vores nye lejlighed, som vi lige var flyttet ind i døgnet forinden. Det var søndag aften den 24. november 2019. Han og vores søn havde lige været i badekar, og jeg gik og gjorde klar til børnenes skoledag: Pakkede tasker, smurte tre madpakker og forsøgte at finde tøj frem i alt vores flytterod. Vores søn kom op af badet og satte sig i stuen med et tæppe om sig, kranset af stablede flyttekasser.

Min ægtemand tog proppen op af badekarret, og der kom en hel del oversvømmelse på badeværelset. Han bad mig hente en lille skål. Det gjorde jeg, og han sad på hug ved badeværelsesristen og skovlede oversvømmende vand op fra risten og hældte det i toilettet. ”Hvad skal vi dog gøre?” spurgte han. ”Vi ringer til udlejeren i morgen,” sagde jeg og fortsatte: ”Vi er jo lige flyttet ind, det burde være i orden.”

Jeg genoptog mine gøremål. Jeg gik forbi den åbne badeværelsesdør igen, og han skovlede på livet løs. Jeg stod i døråbningen. Han kiggede op. Jeg kunne se på hans øjne, som jeg havde kendt i 20 år, at han var bange. Han sagde: ”Hende nedenunder får en skade i loftet. Og det er stuk. Og det er dyrt. Seriøst, hvad gør vi?” Han fortsatte: ”Jeg mener det, jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, jeg kan ikke overskue dagen i morgen.”

Jeg svarede ham spidst og gik. Jeg så ham aldrig igen. Det var vores sidste samtale. Et par timer efter tog han sit eget liv.

Få uger efter hans død sad jeg i en mental tåge og så en dokumentar om selvmord, hvori en mand, som overlevede et spring fra Golden Gate Bridge, fortalte, at han sekundet efter at være sprunget ud fortrød.

Den 13. april i år bragte Zetland en artikel skrevet af Nanna Schelde, hvori psykiateren Merete Nordentoft, som har forsket i selvmord, ligeledes bekræfter dette; at langt de fleste selvmordstruede er i tvivl. Det viser undersøgelser, som har fulgt mennesker, der har overlevet farlige selvmordsforsøg. Nordentoft forklarer også, at risikoen for selvmord er høj ugerne efter udskrivelse fra psykiatrisk hospital. Det betyder ikke nødvendigvis, at udskrivelsen er sket for tidligt. Men det er alt det, der sker efterfølgende, der er for tilfældigt. Nordentoft mener endvidere, at selvmordsraten kan nedbringes, og dér har vi alle, som kender nogen, der går med de tanker, en lille rolle at spille. Det er vigtigt med mennesker omkring den selvmordstruede. Hvis de bliver taget i hånden af et andet menneske, er der god mulighed for, at de kan finde livshåbet igen.

Det får mig til at tænke på dengang, jeg læste om teologen og filosoffen K.E. Løgstups begreb ”de spontane livsytringer”, der ifølge ham fremkaldes af mødet med et andet menneske, medmindre livsytringerne på den ene eller anden måde er blevet brudt. En af livsytringerne kalder Løgstrup for tillid. Den opstår, når ens samtalepartner giver sig til at tale, for så forlanger den tale åbenhed, hvor opmærksomheden ledes væk fra os selv. Og vores opmærksomhed vender sig ud i tilværelsen mod andre mennesker – den anden. De spontane livsytringer finder derfor sted mellem mennesker. På den måde er vi afhængige af hinanden. Menneskesynet i dette kan ligeledes i sin enkelthed opsummeres i den læresætning, som Løgstrup nok er mest citeret for, nemlig at ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”.

Med Nordentoft og Løgstrup i baghovedet og med min egen vaklen og ambivalens tænker jeg på, hvor meget af min mands liv jeg havde i min hånd den aften, hvor han sad dér på badeværelsesgulvet, kun få uger efter sin udskrivelse. Dér, hvor han var så sårbar. Og bange. Dér, hvor han i tillid fortalte mig om alt det, han ikke kunne overskue. Dér, hvor jeg blot ignorerede ham. Dér, hvor mine livsytringer svigtede. Dér, hvor jeg svigtede ham?

Jeg fortryder, at jeg ikke tog strømperne af, gik ud på det våde gulv, satte mig på hug foran ham, tog skålen ud af hans hånd, og gav ham et stort og langt klem.

Jeg vil heller ikke give mig selv mere magt og indflydelse end tilfældet er, for i virkeligheden har jeg ikke ret meget af noget af det. Selvom jeg havde taget mine strømper af for ham og givet ham et klem, ville han muligvis stadig have taget sit eget liv. Det liv, som han måske også gjorde en ende på i fortrydelse, da det var for sent. Det liv, som var formet af mange forskellige ting, gener og begivenheder.

Et enkelt klem ville nok ikke have gjort den store forskel, og dog! Hvis ikke for ham, så ville det i hvert fald have gjort en stor forskel for mig, i mit liv, nu. Jeg forestiller mig af og til, at jeg står dér i døråbningen igen, og denne gang griber jeg øjeblikket. Jeg slipper tankerne om de daglige gøremål og pligter. Jeg responderer på hans tale, jeg tager strømperne af, jeg tager ham i hånden, og jeg griber muligheden i nuet for at give et knus til det menneske, jeg elsker.

Jeg er med på, at vi ikke kan leve vores liv perfekt. Og at vi højst sandsynligt kommer til at fortryde mere end én afgørende handling i vores liv. Jeg håber dog alligevel på, at jeg i fremtiden vil være mere opmærksom på at tage strømperne af for min næste.