Hvis jeg i dag så den pige, jeg var, da jeg gik i 4. klasse, ville jeg tænke: Hun er godt nok lidt stille, hende der. Men jeg ville nok ikke tænke, der var andet galt. Man kunne ikke se på mig i skolen, at jeg havde det svært. Det var om aftenen, når jeg lå og skulle falde i søvn, at tankerne kom.
Jeg er 13 år gammel og går i syvende klasse. På en helt almindelig dag står jeg op ved syvtiden, går i bad, laver min frokost. Så er jeg i skole, så kommer jeg hjem omkring klokken 15, og nogle gange er jeg sammen med mine veninder om eftermiddagen.
Jeg har gået til masser af ting: dans, basket og svømning, men i dag går jeg kun til håndbold. Jeg spiller håndbold to-tre gange om ugen, og så er der tit kampe i weekenderne. Hele min familie, undtagen min lillesøster, spiller håndbold. Min mor og far, mine mostre og fastre endda. Vi er en rigtig håndboldfamilie.
Jeg vil allerhelst spille back, undtagen, når jeg bliver sat i midten. Der er størst skudchancer fra back’en, og når man er i midten, er man dén, der har hele ansvaret for spillet. Jeg har fundet ud af, at jeg er mere egnet til at være back, ikke til at være dén, der skal styre det hele.
Palle alene i verden
For nogle år siden havde jeg en periode, hvor jeg havde det rigtig svært. Min mor og jeg kalder det ”bekymringstanker”, det jeg har. Det begyndte i 4. klasse, jeg var omkring 10-11 år. Jeg havde det ikke så godt i skolen på det tidspunkt. Der var nogle piger i min klasse, som var rigtigt stride, og særligt én frøs mig ude og sagde lede ting.
I skolen sagde jeg ikke noget. Der var ingen, der vidste noget om, hvordan jeg havde det. Men om aftenen, når jeg skulle sove, kunne jeg blive rigtig ked af det. Jeg fik en masse tanker om sygdom og død. Og så var der også en masse tanker om de større klasser. Hvad, hvis jeg ikke kunne klare det? Min mor lå med mig i flere timer hver aften.
Når jeg fik det sådan, var jeg overdrevet ked af det. Jeg begyndte at ryste og fik knuder i halsen, min mave snurrede sig helt sammen. Jeg tænkte: Hvad, hvis jeg har det sådan her hele livet? Hvis det skal være sådan her altid?
Hvis jeg vidste, at jeg for eksempel skulle sove ude, selv hvis det først var om nogle måneder, så kunne jeg gruble over det om aftenen. Jeg kunne slet ikke se klart i det. ”Hvad, hvis min mor og far bliver kidnappet”, tænkte jeg. Min mor og jeg har altid været meget tætte, men jeg kunne pludselig få sådan nogle tanker om: Hvad når hun ikke er her mere? Hvad hvis jeg pludselig er ’Palle alene i verden’? Hvad sker der, når jeg skal flytte hjemmefra? Selvom det er langt ude i fremtiden, kunne jeg have den slags tanker. Jeg var super ked af det.
Jeg begyndte i noget terapi, og det hjalp mig meget. Det kan jeg se nu, men dengang var det ikke så klart for mig, at det hjalp.
Terapien hjalp mig til at tænke: Ét skridt ad gangen. Alt det ude i fremtiden – det skal nok gå. Det løser sig. Hvis en tanke hænger fast, og jeg inderst inde godt ved, det ikke er noget, der er værd at tænke så meget på, så siger jeg til mig selv: Bare stol på din mor og far. Det, du tænker på, er først om lang tid. Du behøver ikke forstå det, det skal de nok gøre. Og de lytter til, hvordan du har det.
Det skal nok gå
I terapien fik jeg også at vide, at det er en god ting at snakke med sine venner om, hvordan man har det. Men det, syntes jeg, var svært. Jeg kunne jo godt sige til dem, at jeg havde det sådan om aftenen, men så sagde de: Ej, jeg tror altså ikke, du har angst. Og så var jeg sådan: ”Jeg ved godt selv, hvordan jeg har det!”
Hele vejen igennem har jeg spillet håndbold, og når jeg spiller håndbold, har jeg det altid godt. Så er jeg bare dér, og det er rart. Ingen dømmer mig. Vi har også fået det meget bedre i min klasse nu. Den pige, der var efter mig, stoppede. Men vi er i det hele taget bare blevet en bedre klasse. Vi har slet ikke problemer som dengang.
Mange af mine veninder er både på Instagram, TikTok og Snapchat, men jeg har slettet Instagram og TikTok fra min telefon. Jeg følte, det havde en negativ effekt. Jeg er nok lidt usikker på min krop, som andre unge piger. Og det gjorde det bare ikke bedre at se på alt det perfekte.
Et andet vendepunkt var, da én af min mormors venner masserede min krop. Hun fortalte mig, at min mor og jeg havde et bånd, der var stærkt. At vi havde kendt hinanden i et andet liv, og at vi aldrig ville miste hinanden, og at vores rejse aldrig ville være slut. Det beroligede mig meget.
Jeg tror på, at der er en mening med det hele. Det er nok også noget, jeg har lært af at være igennem det her. Ikke, at der nødvendigvis er en plan, men det skal nok blive godt.
Angsten – det kan vi godt kalde det – sidder i mig. Og den går aldrig helt væk. Men jeg ved også, at hvis jeg får det svært, så er det realistisk, at det løser sig: Da jeg gik i 4., var jeg bange for at gå i 7. Nu går jeg i 7., og jeg ved, at det hele nok skal gå.
Anna er et opdigtet navn. Kristeligt Dagblad er bekendt med Annas rigtige navn.
k.dk/serier/angsten-i-os