Kærlighedsbrevet kan minde om en bøn. Man håber på at være elsket, derfor skriver man. Forskellen er selvfølgelig, at man for bønnens vedkommende ikke er sikker på, hvem man henvender sig til. Troen er blind, men handler ligesom kærligheden om at føle sig set i den dybeste betydning af ordet. I begge tilfælde overgiver man sig uden betingelser.
Kærligheden er ikke blind. Talemåden om blind kærlighed er en myte. Man har set et andet menneske, somme tider ser man endda mere, end der er. De elskende har det med at se syner. Det er derfor, det kan gøre så ondt at elske, men betyder det, at den skuffede kærlighed var en illusion?
Den franske forfatter Stendhal var officer i Napoleons hær og opholdt sig i en periode i Norditalien, hvor han forelskede sig ulykkeligt i den ene adelskvinde efter den anden. Siden skrev han et langt essay om kærligheden. Det er elegant og illusionsløst, fyldt med psykologisk og social indsigt, ofte kynisk. Bitterhed sublimeret til livsvisdom.
Hvis man tager en pilekvist, skriver han, og sænker den ned i saltminen ved Salzburg og lader den blive dernede længe nok, vil der, når man trækker kvisten op igen, have dannet sig de fineste krystaller i dens forgreninger. Sænker man en hvilken som helst køn kvindes billede ned i en mands hjerte, vil der ske det samme, fortsætter han.
Stendhal foregriber kynismen hos Marcel Proust, hvor Swann om sin mangeårige og ulykkelige kærlighed til den letlevende Odette efterfølgende konkluderer, at hun i grunden slet ikke var hans type. Overalt i det lange romanværk beskrives desillusioneret, hvordan kærligheden hallucinerer og med den også jalousien. Grundløs eller ej, har den først kloen i én, kommer man for alvor til at elske, men hvordan?
På sporet af den tabte tid har som et af sine ledemotiver den ironiske indsigt, at kærligheden selv skaber sin genstand. ”Overføring” kalder psykologerne det, når man indlæser sine egne ønsker og forventninger i den anden.
Kærlighedstrangen skal nok finde nogen at elske. Enhver har prøvet at smile skeptisk eller forlegent, hvis en forelsket ven eller veninde gav sig til at opreklamere den udvalgtes vidunderlighed. Forelskelsen spiser nødigt brød til, og brevet er par excellence de forelskedes foretrukne genre.
Siddende alene med pen og papir kan man være i fred med sin kærlighed. Endda også i fred for den elskede, der på behørig afstand kun er så meget desto mere vidunderlig, gådefuld og tiltrækkende.
Søren Kierkegaard skriver til Regine Olsen, at han på en køretur har to ledsagere, erindringen om hende og længslen efter hende. I Fredensborg falder de imaginære rejsekammerater hinanden om halsen. Som det nu gik med deres forlovelse, undgår man ikke den tanke, at følelsernes genstand på det nærmeste var overflødig. Søren havde nok i skriften.
Kærligheden skaber, hvad den ser. Ordene skaber det, de benævner. Endnu en bibelsk parallel. ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Den mærkelige indledning til Johannesevangeliet betoner sproget som skabende kraft. Kan kærligheden da tales eller skrives frem? Hvis jeg skriver smukt og inderligt nok, kan du da lade være med at elske mig?
Jeg kan huske, hvordan jeg prøvede. Jeg var ikke som Kierkegaard i færd med at skrive en pige ud af mit liv, tværtimod forsøgte jeg at indskrive hende med alle mine ord. Jeg var ikke officer i nogen hær og blev heller ikke kyniker, men som ung sad jeg en hel sommer i Norditalien og skrev lange breve hjem til en pige, der ikke ville have mig.
Det virker eksotisk i dag. Luftpostpapiret på bordet foran udsigten over dalen, bussen ned fra bjerget, køen på posthuset. Den lange, ulidelige venten. Havde hun modtaget mit brev? Fik jeg svar? Hvad ville hun skrive?
Der er stort set ingen, der skriver breve mere, allermindst kærlighedsbreve. Et a med snabel har afløst de tynde kuverter stiplet langs kanten med Trikolorens farver. Air Mail blev til e-mail, og nu virker selv den kontaktform bedaget. De unge elskende når hinanden på Facetime og Snapchat.
Der er ikke længere grund til at nedfælde hverken begæret eller de finere fornemmelser. Man ville sikkert kunne gøre et helt kulturstudium i de emotionelle og eksistentielle konsekvenser af, at afstanden er elimineret. Det begyndte med, at man kunne ringe, men kærlighed over telefonen er som Pyramus og Thisbe, der måtte hviske til hinanden gennem en sprække i væggen.
Telefonsamtalerne var i det lange løb også en kostbar kontaktform. Kærligheden kan både have svært ved at fatte sig i korthed og svært ved overhovedet at få det sagt. Dér stod man i en telefonkiosk på et vindblæst gadehjørne og knugede sine sidste femogtyveører, mens man ventede på de forløsende ord. Der måtte suppleres med en skrivelse.
Brevet var betinget af afstanden. Hun er ikke i nærheden, jeg kan ikke løbe hen og omfavne hende, kaste mig på knæ eller stille mig til at vente over for hendes gadedør for at se, hvem hun får besøg af i mit fravær. Jeg er alene med mine følelser, derfor må de have afløb gennem pennen. Den flyder over med alt det, hjertet bugner af.
Brevet tilbagelægger en distance, lille eller stor, og ser ud derefter, når det er fremme. Sporene efter rejsen er lige så mange adelsmærker. Æseløret, bogstaverne, der flød lidt ud, da postbuddet cyklede ind i en byge, jordsmonnet, der bestænkede den elskedes navnetræk, da han tabte sin taske i grøften. Jo mere medtaget konvolutten er, desto renere står indholdet. Blødt og skært som en østers bag den tangklædte skal. Man slubrer ordene i sig, straks glubsk efter mere.
Først på afstand går den elskede op for én i sin ufattelige helhed. Et menneske, der har én i sin hule hånd.
Er det bare overføring? Er hun blot en tilfældig pilekvist, der har været en tur i længslernes saltgrube? Jeg tror, man skal være varsom med at forenkle dynamikken mellem ønskekvist og kærlighedsevne. Den bibelske parallel reflekterer tilbage. Ordet, der skaber.
Vi bliver os selv i sproget, og ikke nok med det. I den kærlighedsfulde henvendelse kalder ordene det bedste frem både i én selv og den anden. Det gælder jo i det hele taget, at mennesker bliver smukkere af, at man holder af dem. Det begynder måske med, at de nødigt vil skuffe én, men når fortsættelse følger, kommer det indefra, piblende frem fra en hidtil ubrugt ressource.
Set i det lys er ”forførelse” ikke kun et spørgsmål om at få det, som man vil, med en anden. Det er også at adressere den andens inderste jeg, tage det i hånden og føre det ud af hjertekulens ensomhed. Engang begyndte det med breve, skrevet og læst i enrum hinsides de sociale konventioner, der til en vis grad nok kunne diktere henvendelsens form, men som i det mindste mellem linjerne åbnede sig mod det allerpersonligste. Bønnen om at blive set. Modet til at sige: Jeg har set dig.
Vi bliver os selv i de ord, hvormed den anden finder udtryk for vores tilsynekomst i hans eller hendes liv. Så afhængige er vi, trods al autonomi. Dyret i os vil altid forblive ensomt, selv om det helst færdes i flok. Menneske bliver man i kærlighedens dybere fællesskab. Netop dig, netop mig.
Skønheden er derfor heller ikke, som kærlighedskynikeren vil hævde, en slags bemaling, hvormed vi forskønner en tilfældigt udvalgt anden. Kynikeren tror sig sikker, forskanset i bitter illusionsløshed, men han eller hun vakler hele tiden mellem selvovervurdering og mistillid. Alt afhænger ikke af blikket, der ser, eller sagt mere præcist: Det er en del af skønheden at have blik for den.
Kærlighedsbrevets fraværende modtager er ikke en blot og bar genstand for begærets egocentriske vilkårlighed, uanset hvor floromvunden eller naiv brevskriveren kan forekomme. I sproget er vi aldrig alene, allermindst når vi finder ord for ensomheden og længslen efter at bryde den.
Kort efter at jeg havde mødt min hustru, skulle jeg på et længe planlagt arbejdsophold i New York. Det er tyve år siden, og jeg havde ikke e-mail. Vi ringede sammen på tværs af oceanet og tidsforskellen, lange, kostbare samtaler, og vi skrev. Der var stadig noget, der hed telefax. Det er de sidste kærlighedsbreve, jeg har skrevet. De er henvendt til én, jeg endnu ikke kunne sige, at jeg kendte.
Hvordan kunne jeg vide, at hun var den, jeg skulle leve mit liv sammen med? Sandheden er selvfølgelig, at det kunne jeg ikke. Troen er blind, men kærligheden har øjne at se med. Den kan ikke nøjes med at projicere sine lysbilleder på et fremmed ansigt. Den er heller ikke en tjekliste, hvor man sætter flueben ved kandidatens fortrin og gode egenskaber.
Jeg indrømmer gerne, hvor usandsynligt det var, at min intuition skulle få ret, men det fik den. Stendhal og Proust fik uret. Hvad er det, man siger om held og lykke? Nogle gange må man bare springe. Jeg husker tydeligt, hvor udsat jeg følte mig, alene på Manhattan mellem et liv, jeg havde krøllet sammen, og et, der endnu ikke havde foldet sig ud. Jeg havde kun brevene at holde mig til.