Jes Fabricius Møller om Kristeligt Dagblads 125-årige historie: Den er ikke altid fortalt korrekt

Historiker Jes Fabricius Møller tager os med til Indre Missions højborg og Kristeligt Dagblads allerførste redaktionslokale, ud i en strid modvind - for endelig at lande, hvor avisen står i dag

Historiker Jes Fabricius Møller har skrevet Kristeligt Dagblads 125-årige historie. Han mener, at den ikke altid bliver fortalt på den måde, den skal.
Historiker Jes Fabricius Møller har skrevet Kristeligt Dagblads 125-årige historie. Han mener, at den ikke altid bliver fortalt på den måde, den skal. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Måske bemærker man det ved ankomsten. ”Bernina” står der i mosaikken på gulvet, inden man tager trappen op til det, som engang var Café Bernina. Fra 1881 og tre årtier frem var her schweizercafé for det københavnske borgerskab.

Når man i dag træder ind i den tidligere café, bliver man mødt af en tegning, som viser livet på caféen omkring år 1900. Her læses avis og drikkes kaffe. Tjenerne, der bar sort butterfly, er de eneste, som ikke er fordybet i et dagblad.

Sidste år overtog Kristeligt Dagblad lokalet, der engang husede Bernina, og Rasmus Christiansens gamle tegning blev forstørret og sat op som et vindue til avisernes guldalder. Nogle vil sige, at tegningen også vidner om et kristeligt mirakel. Af de mange danske aviser, man kan se på tegningen, er der bare tre, som stadig udkommer: Berlingske, Politiken og Kristeligt Dagblad. Sidstnævnte kan i dag, fredag den 1. oktober, fejre sit 125 årsjubilæum.

Tegningen af livet på Café Bernina i København er lavet til den første presseudstilling i Danmark, der blev afholdt i København i sommeren 1902. Der er i alt seks billeder i serien, som er skabt af illustratoren og maleren Rasmus Christiansen. På udstillingen var billederne sat op i en frise, som fortalte om dansk presses historie.
Tegningen af livet på Café Bernina i København er lavet til den første presseudstilling i Danmark, der blev afholdt i København i sommeren 1902. Der er i alt seks billeder i serien, som er skabt af illustratoren og maleren Rasmus Christiansen. På udstillingen var billederne sat op i en frise, som fortalte om dansk presses historie.

I dag udkommer ”Livtag med tidsånden, Kristeligt Dagblad gennem 125 år” på Kristeligt Dagblads Forlag. Bogen er skrevet af Jes Fabricius Møller, der er lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. For snart to år siden fik han en henvendelse fra Erik Bjerager, der er Kristeligt Dagblads direktør og chefredaktør. Han spurgte, om Jes Fabricius Møller ville skrive avisens historie i anledning af det kommende jubilæum. Historikeren blev lovet frie hænder, fuld adgang til avisens eget arkiv, og i et halvt år frikøbte avisen ham til arbejdet.

I Jes Fabricius Møllers arbejde med avisens historie skulle det vise sig, at nogle af de historier, avisen gennem årtier har yndet at fortælle om sig selv, har brug for korrektioner.

Missionens og avisernes guldalder

Jes Fabricius Møller kæmper med at finde en plads til sin cykel i det overfyldte cykelstativ ved Bethesda nær Nørreport i det indre København. Det var Indre Missions højborg og stedet, hvor Kristeligt Dagblads første redaktion holdt til i et kælderlokale.

Der hænger en lugt af termokandekaffe i lokalet, da Jes Fabricius Møller træder ind i det rum, hvor den første redaktion formodes at have arbejdet. Dengang var Bethesda et hus med et broget liv. I ét rum lavede man avis, i et andet samledes unge lærlinge og blev undervist i kristendom, og om natten kunne alkoholikere få en seng for natten i kælderen. Her var alt det liv, som knyttede sig til en driftig, diakonal bevægelse på tærsklen til det 20. århundrede.

Når Kristeligt Dagblad har fortalt avisens historie, har man ofte fortalt om de 50 fiskere, der mistede livet i en voldsom storm i november 1893 ved Harboøre i Vestjylland. Politikens stjernereportager Henrik Cavling (1858-1933) rejste til Harboøre og dækkede blandt andet begravelsen af 14 omkomne fiskere.

Den lokale sognepræst Christian Madsen fik bistand af præsten Carl Moe, som var en indremissionsk præst med fortid i sognet. Lemvig Folkeblad citerede Carl Moe for at sige, at ikke alle de døde havde omvendt sig i tide og derfor måtte se deres fortabelse i øjnene. I Politiken lavede Cavling en gengivelse, som var knap så nøgtern. Jes Fabricius Møller siger:

”Ulykken i november 1893 var et dobbelt chok. Den avislæsende offentlighed var chokeret over, hvad præsterne i Harboøre sagde, men for den del af folkekirken, som tilhørte Indre Mission, var reaktionen på Moes og Madsens forkyndelse et chok.”

For at forstå, hvad der siden skete, skal man vide, at katastrofen på vestkysten ramte i, hvad man kan kalde avisernes guldalder. De danske avisers guldalder var perioden fra 1880 til 1913, hvor antallet af aviser steg fra 108 til 147. Alle husstande havde avis, og hver 10. havde mere end en. Sideløbende med dagspressens guldalder var Indre Mission en vækkelsesbevægelse i fremgang. Indre Mission var en af de afgørende bevægelser i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Bevægelsens formand fra 1881 til 1901 hed Vilhelm Beck (1829-1901). Når Beck, der er blevet kaldt Danmarks største folkeprædikant af kirkehistorikeren Hal Koch, holdt friluftsmøder på Himmelbjerget i Midtjylland og i Ulvedalene nord for København, kom folk i tusinder. Deltagerrekorden var et sommermøde i Ulvedalene, hvor han prædikede for 10.000 mennesker.

Vækkelsesbevægelsen oprettede højskoler, opførte missionshoteller og grundlagde diakonale organisationer i løbet af 1890’erne, som var bevægelsens mest fremgangsrige periode. I 1893 begyndte man at holde møder for hjemløse mænd i Bethesda i København, og det blev senere til Mændenes Hjem, i 1894 fik Sømandsmissionen sin første ansatte, samme år oprettede man et plejehjem for spædbørn, og i 1896 opførte man det store Skovtoftehjem i Sorgenfri nord for København for prostituerede kvinder. Den driftige vækkelsesbevægelse udgav også et tidsskrift, og tanken om at udgive en avis blev drøftet. I Indre Mission ønskede man at føre danskerne til en såkaldt levende tro, og man var bekymret over både socialismen og det, man kaldte københavnsk fritænkeri, og som man så udtrykt særligt i Politikens spalter.

Det var på den baggrund, at idéen om at udgive Kristeligt Dagblad blev til. Det handlede ikke bare om en dækning af en katastrofe, men om en selvbevidst og stærk bevægelses ønske om at tage livtag med tidsånden, fastslår Jes Fabricius Møller og siger:

”Kristeligt Dagblads vigtigste samtalepartner har altid været Politiken, som blev grundlagt nøjagtigt 12 år tidligere.”

På kant med kongehuset

Vil man forstå, hvorfor Indre Mission ønskede sig et dagblad, kan man se på avisens rolle i den store sædelighedssag. I avisens arkiver har historikeren fundet afskriften af det brev, dronning Louises hofchef i juli 1908 lod sende til avisen, hvor hun opsagde sit abonnement. Det blev indledningen til en konflikt, som betød, at avisens chefredaktør Matthiesen kom tre måneder i fængsel.

Indre Missions støtter talte dengang en del fra samfundets øverste sociale lag. Da den svenske prinsesse Louise (1851-1926) i 1869 giftede sig med Frederik den 8., kom hun til Danmark med en optagethed af de pietistiske vækkelsesbevægelser i Sverige. I Danmark blev hun en markant støtte af Indre Mission.

Anledningen til dronning Louises opsigelse af Kristeligt Dagblad var et referat af et møde holdt i Indre Mission, der blev bragt i avisen. Taleren ved mødet, Thora Esche, havde rettet anklager om den moralske tilstand i Københavns garnisoner.

”På selve Amalienborg Slot blev mange unge Piger ødelagte af Kongens Livgarde,” sagde Thora Esche ifølge Kristeligt Dagblad, og historien blev taget op af andre aviser med Kristeligt Dagblad som kilde.

Nogle måneder tidligere var der blevet ført sag mod en række homoseksuelle mænd i København. Sagen var bedre kendt som ”Den store sædelighedssag”, for dengang blev homoseksualitet i loven kaldt ”omgængelse mod naturen” og straffedes med fængsel. Men samtidig var fortolkningen af loven i opbrud. Forfatteren Herman Bang (1857-1912) nærmest koketterede med sin homoseksualitet. Da Rigsdagen åbnede i 1908, holdt sognepræst Vilhelm Kold prædikenen ved åbningsgudstjenesten. Kold, der også var medlem af Kristeligt Dagblads bestyrelse, var forarget over udviklingen i tiden:

”Det er bevist, at den Synd, som bragte Guds Vredes Bæger til at flyde over mod Sodoma, at Mænd øvede Uterlighed med Mænd, trives frodig i København, ogsaa paa de højere Steder.”

Og på Kristeligt Dagblad slap man ikke dækningen af tematikken. Samme år var en kasserer i et vekselererfirma, Georg Petersen, stukket af til Sverige efter at have stjålet 600 kroner. Georg Petersen havde brugt et stort beløb på at forkæle en svensk mand, han var forelsket i. Der blev rejst sigtelse mod Petersen, der blev anklaget for bedrageri. I Kristeligt Dagblads spalter undrede man sig over, at Petersen ikke blev anklaget for ”omgængelse mod naturen”. Mange artikler fulgte, og på et tidspunkt skrev Ekstra Bladet, at Georg Petersen havde lånt penge af selveste prins Harald, som var søn af dronning Louise, som vel at mærke tidligere havde opsagt avisen.

I 1909 fik landet en ny regering med C.Th. Zahle som justitsminister. Kristeligt Dagblads chefredaktør slap ikke dækningen af sagen, skønt justitsminister Zahle havde fået Ritzaus Bureau til at udsende en pressemeddelelse, der skulle dementere avisens insinuationer. I foråret 1910 skrev Politiken, at Kristeligt Dagblad havde pudset en privatdetektiv på prins Harald. Chefredaktør Matthiesen indrømmede, at han havde hyret og betalt detektiver. Det udviklede sig til den såkaldte ”Detektiv-Affæren”. Chefredaktøren var overbevist om, at det handlede om en frygtløs kamp for lov og ret. I avisen skrev han blandt andet:

”At drage Smudset frem for Dagens Lys, ikke for Skandalens Skyld, men for at skaffe Udrensning.“

”Detektiv-Affæren” førte til, at der blev lavet undersøgelser, og Matthiesen blev anklaget for at have krænket prins Haralds ære. Chefredaktøren fik en dom på fire måneders fængsel, som blev nedsat til tre måneder ved Højesteret. Sagen vakte opsigt, og Kristeligt Dagblads chefredaktør mødte opbakning fra grundtvigianerne, hvilket Jes Fabricius Møller fandt ud af ved at se tilbage i Højskolebladet. Kristeligt Dagblads bestyrelse bakkede den fængslede chefredaktør op. Han havde frygtløst taget livtag med tidsånden og fulgt Guds vilje, mente de. I et brev til den fængslede chefredaktør skrev bestyrelsen:

”Tak, fordi De uden Frygt eller Vaklen stod saa fast paa det, som De ansaa for Ret og Sandhed, og ikke spurgte om, hvad Mennesker mente, men kun om, hvad der var Guds Villie.”

Den lange historie med Indre Mission

Nok opstod Kristeligt Dagblad i avisernes guldalder, men avisens grundlægger og første ejer, missionsmanden C.B. Kjær (1856-1919), indså i løbet af avisens første år, at han ikke havde økonomi til at drive avisen, så fra oktober 1897 var det et aktieselskab, som udgav avisen. Jes Fabricius Møller siger:

”Omstruktureringen gav i realiteten Indre Mission magten over avisen foruden det økonomiske ansvar.”

Aktieselskabet blev dannet med en ledelsesstruktur, som gav Foreningen for den Indre Mission (IM) afgørende indflydelse. Bevægelsen udpegede formand, næstformand og en såkaldt kassekontrollør, som dannede et forretningsudvalg, som kunne ansætte og afskedige. Den første formand efter rekonstruktionen blev IM’s formand Vilhelm Beck.

Frem til midten af 1930’erne havde Indre Mission magten over avisen. I 1930’erne var avisens oplag vigende, og Kristeligt Dagblad var et dyrt bekendtskab for Indre Mission, så man besluttede at lave en rekonstruktion, der blev gennemført i 1936. Her er vi fremme ved et af de punkter i avisens historieskrivning, hvor Jes Fabricius Møllers gennemgang viser, at der er brug for en korrektion. Formelt blev båndet til Indre Mission kappet i 1936, men reelt var avisen fortsat under afgørende indflydelse fra Indre Mission de følgende årtier, dokumenterer Jes Fabricius Møller i bogen. Han siger:

”I 1936 var tanken, at Kristeligt Dagblad skulle være en bred, kirkelig avis, men det er i virkeligheden først under Gunnar Rytgaard, som var chefredaktør op gennem 1970’erne og 1980’erne, at man bryder med Indre Mission.”

Gunnar Rytgaards brud med Indre Mission vender vi tilbage til, men hvad der skete i tiden efter rekonstruktionen i 1936, rokker ved en anden af Kristeligt Dagblads fortællinger om sig selv.

Da avisen formelt blev løsrevet fra Indre Mission i 1936, blev bestyrelsesformanden, præsten Christian Bartholdy (1889-1976), som var formand for Indre Mission fra 1934 til 1959. Han var, hvad man i dag vil kalde en mediepræst. Han havde en polemisk pen, som han flittigt brugte i landets dagblade, og han bestyrede desuden en radiobrevkasse i Danmarks Radio.

Bartholdy vurderede, at den rekonstruerede avis skulle have en ledelse med mere bladteknisk indsigt, og som redaktør ansatte han Gunnar Helweg-Larsen (1887-1947), der var en af tidens mest beundrede journalister. Jes Fabricius Møller fortæller, at man kan se af oplagstallene, hvordan det lykkedes redaktør Gunnar Helweg-Larsen at skabe oplagsfremgang fra knap 14.000 i 1938 til knap 18.000 i 1941.

Ridser i modstandsavisens omdømme

Gunnar Helweg-Larsens navn er central for fortællingen om Kristeligt Dagblad under Anden Verdenskrig. Også her mener Jes Fabricius Møller, at der er brug for korrektion. Efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev den danske presse rådet til at optræde ekstremt forsigtigt. Med Helweg-Larsen som redaktør havde Kristeligt Dagblad en af de mest dristige penne, og i 1941 blev Kristeligt Dagblad truet med såkaldt forcensur.

Den tyske presseattaché Gustav Meissner skrev til det danske udenrigsministerium, at man længe havde været opmærksomme på Kristeligt Dagblads journalistik og særligt redaktør Helweg-Larsen:

”Redaktør Helweg-Larsen bedrev det som en Sport at pleje negative Tendenser mod Tyskland,” hed det i Meissners henvendelse fra marts 1941.

Ved forhandlinger mellem repræsentanter for de københavnske chefredaktører og udenrigsministeren blev sagen drøftet, og Meissner foreslog, at man kunne lade Helweg-Larsen og Kristeligt Dagblad blive underlagt forcensur, hvilket redaktøren nølende gik med til. Men der gik ikke længe, inden Kristeligt Dagblads bestyrelse i maj 1941 kom med følgende meddelelse:

”Redaktør Gunnar Helweg-Larsen paa Grund af særlige Forhold i Dag fratræder som journalistisk Leder af Kristeligt Dagblad.”

Helweg-Larsen fortsatte på avisen som skribent frem til udgangen af 1941. Når man siden har fortalt historien om Kristeligt Dagblad under Besættelsen, var konklusionen, at Helweg-Larsen blev tvunget ud af besættelsesmagten, og man kunne efter krigen sige, at man ikke havde bøjet sig – underforstået at Helweg-Larsen havde forladt avisen på tyskernes foranledning. Men var man med ved Helweg-Larsens begravelse i 1947 i kapellet på Vester Kirkegård i København, fik man en anden historie, som Jes Fabricius Møller folder ud i bogen.

Da Bartholdy ansatte Helweg-Larsen, vidste han, at han var præstesøn og havde sympati for Oxfordbevægelsen, der var kommet til Danmark i 1930’erne. Men Helweg-Larsen havde ikke gjort, som man forventede af en Oxford-mand. Han var gået til et møde, hvor han havde fortalt om sin separation.

”Så var forventningen, at man omvendte sig og fandt tilbage i ægteskabet, men Helweg-Larsen blev i stedet klar over, at han måtte skilles,” siger Jes Fabricius Møller.

Sådan så det ud i Kristeligt Dagblads sætteri i 1950’erne i Frederiksborggade i det indre København, hvor blysatsen blev ombrudt til sider, som blev til næste dags avis.
Sådan så det ud i Kristeligt Dagblads sætteri i 1950’erne i Frederiksborggade i det indre København, hvor blysatsen blev ombrudt til sider, som blev til næste dags avis.

Ikke alene blev redaktøren skilt i 1939, men han giftede sig også igen, hvilket mødte modstand fra avisens bestyrelse. Ifølge Jes Fabricius Møller var det ikke alene tyskerne, som gerne ville af med Helweg-Larsen.

”Jeg er overbevist om, at Helweg-Larsen blev presset ud. På bestyrelsesmødet i november 1941 smed formanden, Kjærsgaard, en bombe. Han havde fundet et nyt redaktøremne, der var en indremissionsk præst uden erfaring med at lave avis.”

Vennen Hal Koch holdt talen ved Helweg-Larsens kiste i 1947, hvor det blev tydeligt, at Helweg-Larsen havde været bitter over den behandling, han have fået på avisen. Koch sagde blandt andet:

”For ham var der kun een Handel, der var ubetinget Alvor, Menneskets Handel med Gud. Men netop derfor kunde han ofte vende sig med en voldsom Bitterhed mod Kirken med al dens Uærlighed, dens Villen være noget den ikke er, dens Gaaen udenom. De private Erfaringer, han havde gjort under sin Redaktørtid ved Kristeligt Dagblad, havde vel bidraget deres til at skabe denne Bitterhed.”

Opbakning til kvindelige præster kom sent

I april 1948 fik Danmark de første kvindelige præster, hvilket var resultatet af en meget lang debat blandt andet i nærværende avis.

I januar 1925 fremsatte den socialdemokratiske kirkeminister Niels Dahl et lovforslag ”om Adgang for Kvinder til visse Præsteembeder”. Tanken var at åbne mulighed for, at kvindehjem, hospitaler og fængsler for kvinder kunne få kvindelig gejstlig betjening. I Kristeligt Dagblad blev forslaget afvist på lederplads, for man mente ikke, det var en lovgivning, som var efterspurgt i kirken.

Avisens opbakning til kvindelige præster kom langt senere, end man på avisen har troet, konkluderer Jes Fabricius Møller i den nye bog. Avisens mangeårige redaktør Bent A. Koch (1928-2010) nedskrev i 1987 nogle erindringsskitser om sin tid på Kristeligt Dagblad, hvor han blev ansat som kirkelig medarbejder i 1948. Om avisens holdning til kvindelige præster i 1948 skrev Koch:

”Kristeligt Dagblad sagde ja til kvindelige præster, uanset at Indre Missions officielle holdning dengang som nu er et nej.”

Jes Fabricius Møller viser, at Kristeligt Dagblads syn på kvindelige præster ændrede sig i takt med, at synet på kvindelige præster ændrede sig blandt menighedsrådsmedlemmer. Det var en sag afledt af synet på kvindelige præster, der førte til, at chefredaktør Gunnar Rytgaard brød avisens uofficielle bånd til Indre Mission.

Op gennem 1980’erne var avisen flere gange i konflikt med Indre Mission, for bevægelsen mente ikke, at man fik en fair behandling særligt i synet på kvindelige præster. Kulminationen kom i oktober 1991, hvor bevægelsens markante generalsekretær Poul Langagergaard udtalte, at han ikke følte, at hans synspunkter blev repræsenteret i avisen. Efter interviewet skrev Gunnar Rytgaard en leder, hvor han oplyste, at han havde modtaget flere breve fra Langagergaard, som forsøgte at få avisen til at rette ind efter Indre Missions linje. Rytgaard gengav tonen i Langagergaards breve i lederen.

”Gør I ikke, som vi vil, dør bladet snart. Sådan har tonen været,” lød det i lederen fra Rytgaard som en replik til Poul Langagergaard.

Jes Fabricius Møller siger:

”Selv om rekonstruktionen i 1936 skulle sætte avisen fri af Indre Mission, skete det først under Rytgaard. Avisen markerede sig som uafhængig, og det har kendetegnet udviklingen i journalistikken i de senere år.”

Kristeligt Dagblads uventede medvind

I 27 år har Kristeligt Dagblads direktør og chefredaktør heddet Erik Bjerager. Politiken omtalte Erik Bjerager som ”den unge løve”, da han i marts 1994 tiltrådte som chefredaktør, mens Gunnar Rygaard skulle fortsætte som administrerende direktør.

Erik Bjerager kom til en avis med et oplagstal på omkring 14.000 og en egenkapital, der nærmest var væk på grund af driftsunderskud og som følge af et kurstab på avisens obligationer. Tidligere havde avisen samlet ind blandt læserne, men i februar 1995 blev der åbnet op for en aktieudvidelse. Der blev købt aktier for 7,7 millioner kroner. Beløbet var højere end forventet. Erik Bjerager lovede aktionærerne, at de ville få deres udbytte i form af en god avis seks dage om ugen.

Under Erik Bjeragers ledelse har avisen skrevet sig ind i dansk mediehistorie for nærmest uafbrudt vækst. Det er af andre medier blevet kaldt et kristeligt mirakel.

På Kristeligt Dagblad har man forstørret tegneren Rasmus Christiansens gengivelse af livet på Café Bernina. Kun tre af aviserne på tegningen udkommer stadig. Jes Fabricius Møller ser en klar sammenhæng mellem intentionen i 1896 og den avis, som er udviklet under Erik Bjerager. Og så hæfter historikeren sig ved, at Erik Bjerager er af de få chefredaktører i avisens nu 125 år lange historie, som ikke har overvejet at ændre avisens navn. På en af bogens sidste sider skriver Jes Fabricius Møller:

”Bjerager ville ikke andet, end hvad der overhovedet lå bag grundlæggelsen af Kristeligt Dagblad til at begynde med, nemlig at skabe et organ, der nåede ud over menighedens kreds. Forskellen var, at danskerne i 1994 endelig var blevet parate til at læse et kristeligt dagblad, ikke fordi alle pludselig var blevet helt enormt kristne, men fordi paraderne var sænket i religionskampen.”

De sidste ti år har Kristeligt Dagblad boet på Vimmelskaftet 47 i det indre København. I et lyst lokale med udsigt til Københavns Domkirke har avisens digitale redaktion til huse sammen med redaktionssekretariatet, der anes i baggrunden på fotoet.
De sidste ti år har Kristeligt Dagblad boet på Vimmelskaftet 47 i det indre København. I et lyst lokale med udsigt til Københavns Domkirke har avisens digitale redaktion til huse sammen med redaktionssekretariatet, der anes i baggrunden på fotoet. Foto: Leif Tuxen