Jobmarked

Generalsekretær

Generalsekretær til Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD)

FFD’s generalsekretær gennem de seneste 12 år går på pension med udgangen af 2019, og bestyrelsen søger derfor nu hans afløser til at stå for den fortsatte udvikling af FFD i samarbejde med bestyrelsen. FFD’s sekretariat har 30 ansatte og holder til i Højskolernes Hus på Nytorv 7 i København.

Hvad er FFD?
FFD er en medlems- og interesseorganisation for folkehøjskoler i Danmark. Foreningens formål er at arbejde for folkehøjskolens idé og skabe gode og frie vilkår for skoleformens fortsatte udvikling. 
FFD fremstår i dag som en synlig forening med bred folkelig forankring og politisk bevågenhed. FFD’s opgave er at arbejde for højskolens idé, skabe økonomisk og politisk råderum for foreningens indsatsområder, samt understøtte højskolernes arbejde med kvalificeret kommunikation, rådgivning og uddannelse. 
Højskolerne i Danmark udfører i dag en række meget væsentlige opgaver. Vi har ikke bare store ambitioner for os selv og vores elever, men også for verden omkring os. Helt grundlæggende handler det om at styrke den demokratiske dannelse, livsoplysningen og den folkelige oplysning, og vores arbejdsområde breder sig over en lang række temaer lige fra bæredygtighed og internationalt samarbejde til integration og mangfoldige møder.
Højskolerne i Danmark har de seneste mere end 10 år oplevet en markant fremgang i både elevtal og anerkendelse. 

Hvem er du?
Vi søger en generalsekretær med en brændende interesse for folkelig oplysning og levende fællesskaber, som de findes – og udvikles – på højskolerne i Danmark. Generalsekretæren er leder af foreningens sekretariat, samarbejder med foreningens bestyrelse om koordinationen af det daglige virke og foretager i samarbejde med bestyrelsen politisk interessevaretagelse på vegne af 70 medlemsskoler.

Som leder af Højskolernes Hus er du som ”den fremmeste blandt ligemænd og -kvinder” med til at danne en kultur, der gør huset til en god og rummelig arbejdsplads. Højskolernes Hus er båret af en stærk og åben kultur, hvor der er morgensang hver morgen og højt til loftet. Der er mange fagligheder repræsenteret i sekretariatet, og det er vigtigt, at du kan vise dig i øjenhøjde med såvel store som små opgaver indenfor mange fagfelter. Vi vægter ordentlighed og gensidig respekt højt, da skoleformens tillids- og frihedskultur også gør sig gældende for arbejdet i Højskolernes Hus. Samtidig er den daglige praksis kendetegnet ved en munter og frimodig omgangstone, hvor medarbejdernes engagement og dedikation danner grundlaget for servicering og udvikling af tilbud til gavn for højskolernes fortsatte gode virke under hensyn til den tradition, de er rundet af.

Generalsekretæren er med til at tegne foreningen udadtil, og det er derfor vigtigt, at du har en tydelig profil og en stor integritet. Det er ikke afgørende, at du har erfaring fra en højskole, men vi søger et højskolemenneske, der gerne vil fællesskab, dannelse og livsoplysning. Du skal have et solidt udsyn til verden omkring os, samt indsigt i skoleformens egen praksis og værdi. Ved denne dobbelthed varetages foreningens folkelige mandat og legitimitet bedst.

Hvad er blandt dine opgaver?
Du vil i samarbejde med den politisk valgte bestyrelse skulle lede, administrere og løse de opgaver, der sættes for foreningens samlede arbejde. Dette gøres i højskolebevægelsen generelt, gennem tilbud og projekter i Højskolernes Hus samt gennem større strategiske samarbejder med øvrige foreninger og lignende. Ud over kerneopgaven med at tilbyde undervisning og samvær med fokus på livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, udgør højskolerne både hver især og samlet stærke kulturinstitutioner, der indgår i større værdifællesskaber både lokalt og nationalt omkring udviklingen af det danske folkestyre samt uddannelses-, samfunds- og kulturliv. Derfor er foreningen også kendetegnet ved, at den blander sig i den generelle debat med flere markante projekter.
Du skal kunne begå dig særdeles godt i arbejdet med politisk interessevaretagelse, hvor du skal kunne arbejde for højskolens idé og derved skabe gode og frie vilkår for skoleformens samlede udvikling. Skolernes drift og udviklingsmuligheder afhænger til dels af politisk forståelse og vilje, og en væsentlig opgave er således ad den vej at sikre de bedst mulige rammer for højskolernes virke.

Du kan se mere om FFD på www.ffd.dk

PERSONLIG PROFIL

  • Du er ordentlig, tillidsvækkende og udstråler en naturlig autoritet. 
  • Du lever for fællesskaber og har et godt netværk. 
  • Du er samfundsengageret og ser højskolen som en central medspiller i samfundsudviklingen.
  • Du er en god leder og sparringspartner for medarbejderne og samtidig en loyal samarbejdspartner for bestyrelsen.

FAGLIG PROFIL

  • Du er en stærk analytiker og strateg med politisk tæft og evne for samarbejde og forhandling.
  • Du er en kompetent leder, der evner at styre projekter og budgetter.
  • Du har ledelseserfaring på både strategisk og operationelt niveau.
  • Du skal være proaktiv og kunne agere ift. de politiske signaler, der har betydning for skoleformen.
  • Du har stærke formidlingsevner og er en dygtig kommunikator, mundtligt og skriftligt.

ANSÆTTELSESVILKÅR    

  • Generalsekretæren refererer til FFD’s bestyrelse, som har det overordnede ansvar for de langsigtede rammer og den økonomiske udvikling. 
  • Generalsekretæren har kontor i Højskolernes Hus, Nytorv 7 i København. 
  • Der må påregnes en del eksterne mødeaktiviteter og rejsedage.
  • Løn efter kvalifikationer og nærmere forhandling.

ANSØGNING
UnikRecruitment bistår bestyrelsen for FFD ved denne rekrutteringsopgave. Du er velkommen til at kontakte Michael Kjærgaard, partner hos UnikRecruitment, på 2222 4000 eller bestyrelsesformand for FFD, Lisbeth Trinskjær, på mail lisbeth@ubberup.dk

I mangfoldighedens navn opfordres alle til at søge uanset køn, alder, baggrund og etnisk oprindelse
Se mere og ansøg under ledige stillinger på www.unikrecruitment.dk

Første samtalerunde med ansættelsesudvalget og bestyrelsen er den 14. august 2019, og anden samtalerunde er den 21. august 2019. Begge samtaler afholdes i København. 

Ansøgningsfrist er senest onsdag den 31. juli 2019 kl. 12.