Jobmarked

Præst

Morsø Frimenighed søger ny præst pr. 1/9-2019

Morsø Frimenighed, beliggende i Øster Jølby, søger ny præst til en fuldtidsstilling pr. 1. september 2019 eller snarest derefter, da vores nuværende præst har fået en anden stilling.
Morsø Frimenighed er en grundtvigsk menighed med stolte traditioner. Menigheden blev grundlagt som valgmenighed i 1871 og omdannet til en frimenighed i 1883.
Vores kirke er fra 1871 og nyrestaureret for få år siden, så den i dag fremstår lys og imødekommende.

Vi tilbyder bolig i en tidssvarende præstegård med konfirmandstue. Derudover har vi et ca. fem år gammelt Fælleshus, som rummer kontorer og mødelokale.
Præsten, organisten og kirkesangere har et velfungerende samarbejde om at udvikle det musikalske område. Kirken er meget velegnet til sang og musik, vi har et ad hoc kor som deltager i gudstjenester nogle gange om året, og her afholdes også koncerter.

Morsø Frimenighed er en aktiv menighed som er en af landets største. Morsø Frimenighed ligger i et område med friskoler, efterskole, kommende højskole og idrætscenter. Der er lokale indkøbsmuligheder og der er busforbindelse til Thisted og Nykøbing M.

Vi ønsker et åbent og engageret menneske, der er vant til at arbejde selvstændigt

  • med stor frihed under ansvar og
  • med evne til formidling
  • med åbenhed og initiativ i forhold til menighedens liv og virke
  • med lyst til at engagere både unge og ældre
  • med lyst til at engagere sig i det kulturelle liv i området

Udover at virke som præst i Frimenigheden, indgår præsten i Morsø Provsti med en månedlig gudstjeneste på Ansgarshjemmet, der er et plejehjem oprettet af Morsø Frimenighed.

Vi ser helst, at du er uddannet teolog, men også andre ansøgere kan med de rette kvalifikationer komme i betragtning. 

Vi tilbyder løn i lønramme 31-34 efter anciennitet med rådigheds- og præstetillæg, jf. funktionærloven. Frimenigheden melder endvidere præsten ind i Pensionskassen af 1950 og betaler pensionsbidrag dertil.

Yderligere oplysninger om Morsø Frimenighed kan ses på vores hjemmeside
www.morsoefrimenighed.dk. Du er også velkommen til at kontakte
menighedsrådsformand Jens Riis på tlf. 25 40 48 25 eller 97 72 25 25
Ansøgningen bedes sendt pr mail til jr-musik@get2net.dk senest d. 20. august 2019