Jobmarked

Organist

Skævinge og Lille Lyngby Kirker søger ny organist på fuld tid.
Tiltrædelse 1. marts 2019 – eller snarest herefter.
 
Menighedsrådet søger en organist, der ser sin fremmeste rolle som kirkemusiker i kirkens gudtjenesteliv og som formår at udfolde orglets mange muligheder. Vi søger en organist, der i særdeleshed forstår at understøtte menighedens salmesang.
 
Skævinge og Lille Lyngby er to sogne med hver sin kirke.  Skævinge og Lille Lyngby sogne er to valgsogne med ét fælles menighedsråd og en præst. Vi har desuden etableret et godt samarbejde med vores nabosogne på flere områder. 

Som organist forventer vi, at du:

  • deltager i menighedens og kirkens liv og bidrager til arbejdsfællesskabet med kollegaer og menighedsråd.
  • er fagligt velfunderet med PO-uddannelse.
  • som korleder kan inspirere og udvikle vores pigekor og korskolen. 
  • kan arrangere, etablere og udvikle koncerter. 
  • besidder pædagogiske formidlingsevner i mødet med børn og unge.  
  • kan arbejde selvstændigt og målrettet med egne opgaver og tage ansvar for at nå fra idé til gennemførelse.

Kirkens babysalmesang har ind til nu været varetaget af organisten. Menighedsrådet ser om muligt gerne dette fortsat. 
Menighedsrådet overvejer for tiden også tiltag som ”børnesalmesang” og voksenkor.

Udover gudstjenester og kirkelige handlinger afholdes der også spaghettigudstjenester med smuk og velvalgt orgelmusik. Ved præstegårdsaftenener og andre aftenarrangementer, hvor organisten ledsager fællessangen, lægger menighedsrådet vægt på organistens sans for ”det folkelige”.  
 
Stillingen er omfattet af vores Geoflexsamarbejde, som er et samarbejdsprojekt mellem flere sogne, hvor organisterne gensidigt påtager sig tjenester efter behov i andre kirker i Hillerød Provsti jf. overenskomstens bestemmelser for rådighed m.v. Der er således pligt til at gøre tjeneste ved andre ansættelsesmyndigheder i Hillerød Provsti i overensstemmelse med de aftaler menighedsrådet indgår/har indgået med andre ansættelsesmyndigheder.
 
Ansættelse sker ved Skævinge-Ll. Lyngby Sogns menighedsråd.
 
Beskrivelse af vores orgler:
Skævinge kirkes orgel er bygget i 1976 af Carsten Lund; 14 stemmer fordelt på to manualer og pedal. Lille Lyngbys orgel er bygget i 1973 af Frederiksborg Orgelbyggeri. Det blev i 2000 udvidet til 15 stemmer; hovedværk, svelleværk og pedal. Den meget vellykkede ombygning af instrumentet blev foretaget af orgelbygger Gunnar Husted. 
Der findes el-klaver i begge kirker. 

Ansættelsen er omfattet af Overenskomst mellem Kirkeministeriet, CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Dansk Organist og Kantor Samfund (DOKS) for organister med tilhørende protokollater. Aftalen kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Årslønnen for ansøgere med Kirkemusiker med uddannelse i orgel- og korledelse (tidligere PO-organister) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 295.874,22 kr. årligt (nutidskroner) og basisløntrin 2 udgør kr. 310.863,63 kr. årligt (nutidskroner). Indplacering sker efter anciennitet og efter forhandling med Organistforeningen.
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 35.689,07 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 4 eller flere kirker.
Løn og rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.

Ansøgningsfrist: torsdag den 20. december 2018, kl. 20.00
Ansættelsessamtaler og prøvespil forventes afholdt medio januar 2019.

Spørgsmål om stillingen kan rettes til vores formand Annelise Pedersen, tlf. 21 65 86 32 eller til præst Michael Thomsen, tlf. 48 28 81 46 / 29 37 16 83.
Ved ansættelse er der tre måneders prøvetid og der indhentes børneattest. 
 
Ansøgning vedlagt kopier af eksamensbeviser, dokumentation for eventuel efteruddannelse og anbefalinger sendes via mail til: 7403fortrolig@sogn.dk