Organist og korleder

Alderslyst Menighedsråd
Ansøgningsfrist: 7.1.2022

Alderslyst Menighedsråd

Vores nyansatte organist og korleder i Alderslyst kirke blev headhuntet -

vi søger derfor en erfaren og alsidig afløser, der kan begå sig med klassisk orgelspil samt nyere, rytmiske salmer og sange. Du skal have lyst til indgå som en aktiv medspiller i samarbejdet om gudstjenester, kirkelige handlinger og øvrige aktiviteter. Du skal indgå i et team med vores anden organist om fordeling af tjenester, hvor I sammen aftaler fordelingen af jeres tjenester og øvrige aktiviteter. Stillingen er på 37 timer pr. uge med ansættelse pr. 1. marts 2022 eller snarest herefter. Hvis du ikke ønsker fuld tid, er du alligevel velkommen til at søge.

Du vil have en 5-dages arbejdsuge og have fast fri hver mandag.  Der er 2 friweekender pr. kvartal udover weekendfri i forbindelse med afholdelse af ferie.

Ansættelsen sker ved Alderslyst Menighedsråd, Tulipanvej 15, 8600 Silkeborg

Vi har ca. 60 højmesser årligt, ca. 180 kirkelige handlinger årligt, heraf nogle i kapellet ved Silkeborg Kirkegård. Herudover har vi en bred vifte af forskellige arrangementer, koncerter m.m., hvor vores organist medvirker og deltager i planlægningen. Vi lægger derfor vægt på, at du har mod på at byde ind med dine forslag til, hvordan vi kan udvikle vores aktiviteter, herunder at du deltager i relevante møder. Du bliver desuden ansvarlig for arbejdet med vores kirkekor.

Stillingen indeholder bl.a.

  • Ledsagelse af salmesang på orgel og direktion af kirkekoret ved gudstjenester og kirkelige handlinger.
  • Korledelse på flere niveauer inkl. prøver og koncerter 
  • Ledsagelse af fællessang inden for højskolerepertoiret o.l. i forskellige sammenhænge med og uden forberedelse (Prima vista)
  • Planlægning og afvikling af både store og små koncerter og forskellige musikalske arrangementer 
  • Udarbejdelse af PR materiale i forbindelse med aktiviteter, som du er ansvarlig for
  • Deltagelse i personalemøder og forskellige udviklings- og planlægningsfora

Din profil

  • Du har erfaring som organist
  • Du kender både til klassisk og rytmisk repertoire til kor på orgel/klaver
  • Du kan skrive korsatser, diskantstemmer og arrangementer til små besætninger
  • Du har erfaring med korledelse og arbejdet med unge sangere og har lyst til at iværksætte nye initiativer
  • Du er kreativ i tilrettelæggelsen af musikgudstjenester, koncerter etc. 
  • Måske har du lyst til selv at lave koncerter 
  • Du er en god kollega, engageret i opgaverne, har let ved at indgå i samarbejde med andre og kan fastholde og udvikle gode relationer til frivillige, kolleger og menighedsråd
  • Du er loyal over for folkekirken og kan indgå i det nære samarbejde med præsterne omkring tilrettelæggelse af gudstjenester og det øvrige kirkeliv

Vi tilbyder

  • Et sogn præget af stor aktivitet og med et ønske om at videreudvikle den musikalske ramme for et levende kirkeliv for flere generationer.
  • Et kirkekor (lige stemmer) og 1 kirkesanger
  • Et fagligt fællesskab med organistkollega samt samarbejde med andre engagerede kolleger
  • Et menighedsråd, som støtter op om de musikalske aktiviteter i og omkring kirken.
  • En bred palet af velbesøgte aktiviteter og arrangementer
  • En arbejdsplads hvor den enkeltes initiativ er værdsat, og hvor der er mulighed for at sætte sit eget præg på opgaverne 
  • Kontor i sognehuset, fælles med din organistkollega.

Orglet i Alderslyst Kirke er bygget af Th.Frobenius og Sønner 1977 og udvidet 1993, 21 stemmer.
Vi råder desuden over to flygeler (Schimmel og Kawai).

Ansættelsesvilkår
Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Organister indplaceres på baggrund af uddannelse på forskellige overenskomster:

Doks-organister:
Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn/AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 317.853 kr. – 387.311 kr. årligt (nutidskroner). Der ydes rådighedstillæg i stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 40.896 kr. – 63.517 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet.

KMOK/PO-organister
Årslønnen for ansøgere med eksamen i orgel- og korledelse, (KMOK - tidligere PO-organister) aftales med Organistforeningen i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 (1. og 2. år) udgør kr. 306.709 årligt (nutidskroner) og basisløntrin 2 (fra 3. år) udgør kr. 322.247 årligt (nutidskroner). Herudover kan der aftales kvalifikationstillæg.

Rådighedstillægget udgør årligt 23.847 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 1 kirke.

Kirkemusikere
Årslønnen for ansøgere, der ikke har en PO/KMOK-uddannelse eller Konservatorieuddannelse på kirkeorgel indplaceres på overenskomst for Kirkemusikere. Lønnen aftales indenfor intervallet 284.801 kr. – 416.247 kr. (nutidskroner). Fikspunktet (minimumslønnen) er 292.103 kr. (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 21.952 kr. (nutidskroner 1.10.21) OK-tillæg på 947 kr. (nutidskroner). OK-tillægget gives kun til kirkemusikere. Disse er omfattet af organisationsaftalen mellem Kirkeministeriet og CO10.
Aftale om lønindplacering for kirkemusikere indgås mellem menighedsrådet og Dansk Kirkemusiker Forening.

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk

Andre oplysninger
Der vil være tre måneders prøvetid, og der bliver indhentet referencer og børneattest.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til daglig leder Henrik Lund Sørensen tlf 2194 3454 eller kontaktperson Doris Birch Friis tlf 2946 0456 eller e-mail 8019fortrolig@sogn.dk

Ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest fredag 7. januar 2022 kl. 12.00.
Ansøgningen vedlagt CV, eksamensbevis og information om referencer sendes til 8019fortrolig@sogn.dk, mrk. ”Ansøgning organiststilling”.

Vi forventer at afholde samtaler og prøvespil i uge 3 2022 . Opgaverne vil være kendt og ukendt stof, med og uden forberedelse.