Jobmarked

Projektpræst

Projektpræst søges til Vigerslev Kirke

En stilling som overenskomstansat sognepræst (50%) i Vigerslev Kirke i Københavns Stift er ledig til besættelse snarest muligt.

Stillingen er finansieret af lokale ligningsmidler. Stillingen oprettes for en tidsbegrænset periode på 4 år, regnet fra stillingens besættelse.

Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten.

Der vil til lønnen kunne ydes en til kvoten svarende del af et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 på 43.000 kr. årligt.

Der ydes ligeledes en til kvoten svarende del af et særligt tillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 på kr. 11.100 årligt

Der er ikke knyttet tjenestebolig til stillingen.

For ikke-ordinerede ansøgere bedes kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet vedlagt.

Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.

Ansøgninger stiles til Kirkeministeriet, men sendes til Biskoppen over Københavns Stift, Nørregade 11, 1165 København K (kmkbh@km.dk) og skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdag kl. 15.00.

Opslået: 10. september 2019
Udløber: 30. september 2019

Vigerslev Sogn har ca. 8000 indbyggere, hvoraf ca. 52 % er medlemmer af Folkekirken. 

Stillingen oprettes med henblik på at opprioritere et opsøgende, dialogskabende og diakonalt arbejde i Vigerslev Sogn.

Menighedsrådet ønsker, at kirkens aktiviteter ikke kun foregår i kirkens hus, men også i et aktivt møde med beboere ude i sognet. Vi ønsker at møde mennesker med kirkens tidløse budskab om Guds frelse i Kristus og med et aktuelt nærvær, en konkret omsorg og adgang til sjælesorg. I god overensstemmelse med kirkens visionsformulering, som lyder: Fællesskab med Gud – fællesskab med hinanden.

I Vigerslev Sogn bor mange enlige, mange socialt og økonomisk udfordrede og mange med ikke-dansk baggrund. Mennesker, som potentielt kan føle sig udenfor. Sognet omfatter også Kulbanekvarteret, der er et område, hvor Københavns Kommune netop nu gennemfører en større områdefornyelse. 

Kirken har fra begyndelsen været aktivt med i Kulbaneprojektet, ligesom vi er medspiller i den lokale nabokulturfest og selv indbyder til diverse arrangementer og klubber for børn, unge og ældre i området. Vi har lang erfaring med tværkulturelt arbejde, idet det arabisktalende menighedsfællesskab Greater Love har base i Vigerslev Kirke, og kirken desuden er medlem af Tværkulturelt Center – et netværk for tværkulturelt kristent arbejde. 

Vi søger en præst, der passer ind i kirkens profil og har lyst og evne til (og gerne erfaring med) opsøgende, dialogskabende og diakonalt arbejde. Det vil være en fordel med erfaring fra tværkulturelt arbejde.

Du skal:
være udadvendt, begejstres ved at møde mennesker og møde dem fordomsfrit
være god til dialog og til at skabe kontakter, som ansatte og frivillige kan være med til at følge op på
kunne indgå i en vis sparring med områdefornyelsens aktører om behov og muligheder
være omstillingsparat, se muligheder og have flere bolde i luften
være initiativrig, organisere og stå for aktiviteter uden for kirkens hus, bl.a. i Kulbanekvarteret, men forankret i kirken 
kunne arbejde sammen og udveksle opgaver med kirkens øvrige præster, så de bærer med og bliver
kendte i det opsøgende arbejde
holde et antal søndagsgudstjenester i kirken, så menigheden bliver fortrolig og bærer med i det 
opsøgende arbejde

Du vil få mulighed for, i samarbejde med menighedsrådet, at udarbejde en mere specifik stillingsbeskrivelse i løbet af de første måneder af ansættelsen. Se i øvrigt kirkens hjemmeside www.vigerslevkirke.dk

Nærmere oplysninger om stillingens indhold kan fås ved henvendelse til sognepræst og medlem af styregruppen for Kulbaneprojektet Henrik Laursen tlf. 22480141, kontaktperson og daglig leder Inger Margrethe Kofod-Svendsen tlf. 40769696 eller formand for menighedsrådet Bent Lind tlf. 29649102.