Jobmarked

Studentermedhjælp

Et studenterjob, der klæder dig på til arbejdsmarkedet 

Vi søger en studentermedhjælp til alt andet end kaffebrygning

Kristeligt Dagblad er en af landets førende nicheaviser og i tider som disse, hvor aviser ellers har trange kår, oplever vi fremgang og rivende udvikling. Dét, der kan blive din nye arbejdsplads er kendetegnet ved digital innovation, kreative marketing-strategier og en eksperimentel tilgang til kommunikation. Her kommer du ind i billedet.

Som ansat bliver du en del af et tæt og initiativrigt marketing-team, hvor du får rig mulighed for at udvikle dig kreativt og skriftligt – og for at prøve dine gode ideer af i praksis. Du skal være med til at videreformidle, at Kristeligt Dagblad er noget særligt, og at vores journalistik er værd at bruge penge på.

Du skal udtænke gode ideer, finde de mest interessante historier, temaer og serier i avisen og skrive dem frem i lyset via sociale medier, nyhedsbreve, konkurrencer, video og andre kreative tiltag, som du finder på. Uanset hvem der modtager det, du laver, skal vedkommende først og fremmest se det som værdigivende indhold frem for marketing.

Dine arbejdsopgaver kommer blandt andet til at bestå af: 

  • Udarbejdelse af fængende tekster 
  • Oprettelse og opfølgning på annoncer på sociale medier (især Facebook)
  • Opbygning og idéudvikling af digitale kampagner
  • Kampagner til abonnenter
  • Opsætning af nyhedsbreve 
  • Kaffedrikning  

Vi forventer ikke, at du har en marketingbaggrund. Du behøver heller ikke kende avisen godt, blot du har forståelse for, at vi har en nichemålgruppe, som sætter pris på kvalitet – og som hader clickbait.

Til gengæld vil vi se det som en klar fordel, hvis du har indsigt i journalistik og kommunikation, hvis du formår at skrive inspirerende tekster, og hvis du er idérig. I bytte lover vi, at du går herfra med kompetencer, der matcher det, Mediedanmark efterspørger – det kan to af vores tidligere studentermedhjælpere, som i dag er redaktør for nyhedsbreve og sociale medier hos et førende mediehus samt journalist på et førende kultursite, begge skrive under på. 

Arbejdstid:
Vi forventer, at du kan arbejde 10-15 timer om ugen på vores kontor med en central beliggenhed i indre København. Du har 1-2 år tilbage på et videregående studie.

Ansættelse:
Du starter hurtigst muligt, men vi er fleksible – det regner vi med, at du også er.

Løn:
Timelønnen er 130 kr. i timen. 

Ansøgningsfrist:
22. juni 2018

Sådan søger du:
Ansøgningen sendes på e-mail til ansoegning@k.dk med emnet ”Studentermedhjælp i marketing” og stiles til marketingschef Sandra Sveinbjørnsson. 

Hvis du har nogen spørgsmål til stillingen, venligst kontakt Sandra Sveinbjørnsson på telefon 28 37 49 84 eller e-mail sveinbjoernsson@k.dk

Kristeligt Dagblad er et uafhængigt mediehus, der gennem kvalitetsjournalistik leverer nyheder, baggrund og perspektiv med særligt fokus på tro, etik og eksistens. Avisen har i en årrække haft stigende oplag og er dermed gået imod tendenserne i branchen. Dagligt læses avisen af omkring 100.000 læsere. Også digitalt har avisen stor gennemslagskraft. Månedligt besøger flere end 600.000 forskellige brugere Kristeligt Dagblads digitale univers, som udover k.dk bl.a. også omfatter tjenesterne etik.dk, kristendom.dk og religion.dk.