Nyt arabisk parti kan ryste magtbalancen i Israel

Sammenlægning af tre arabiske partier kan samle Israels arabiske mindretal ved parlamentsvalget i foråret. Det nye superparti kan takke en højreorienteret israelsk politiker for magten

Netop de arabiske mandater kan være den støtte, oppositionspartiet Arbejderpartiet og dets leder Yitzhak Herzog mangler for at vælte Netanyahu og højrefløjen. Foto af Yitzhak Herzog: Scanpix.
Netop de arabiske mandater kan være den støtte, oppositionspartiet Arbejderpartiet og dets leder Yitzhak Herzog mangler for at vælte Netanyahu og højrefløjen. Foto af Yitzhak Herzog: Scanpix.

En af de mere overraskende tendenser i den igangværende israelske valgkamp er, at et nyt arabisk ”superparti” bliver en mulig kommende magtfaktor efter parlamentsvalget til foråret.

Den direkte årsag til at partiet ”United Arab List” er opstået skal paradoksalt nok findes hos den nuværende israelske udenrigsminister, den højreorienterede Avigdor Lieberman fra partiet ”Israel mit hjem”. Avigdor Lieberman har været en af bannerførerne for den valglovsændring, som den netop opløste israelske regering fik gennemført i løbet af sine to år ved magten.

I mange år var den israelske spærregrænse for at komme ind i parlamentet ligesom i Danmark på 2 % af stemmerne. Det har betydet, at flere mindre partier har fået plads i parlamentet (kaldet Knesset), ofte med de minimale påkrævede to mandater.

Lieberman ville gerne dæmme op for alle disse småpartier – blandt andet fordi mange af dem var mindre arabiske lister. Lieberman mente, at man ved at sætte spærregrænsen op til 4 % kunne eliminere de mange små partier og styrke de store partiers gennemslagskraft og mulighed for at regere med større politisk flertal.

I dag er spærregrænse for at komme ind i det israelske parlament 3,25 % af stemmerne. Men denne let forhøjede spærregrænse ser ikke ud til at skulle mindske den arabiske indflydelse i parlamentet. Måske snarere tværtimod. Lieberman og andre havde ikke regnet med at de tre nuværende arabiske partier i det israelske parlament, for at undgå muligheden for elimination fra parlamentet, i stedet har valgt at slå sig sammen til ét stort parti.

De seneste meningsmålinger viser, at dette nye arabiske parti vil få op mod 12 mandater ved det kommende valg om en måned, hvilket vil gøre det til det fjerdestørste parti Israel. Kun Arbejderpartiet/Hatnua, Likud og Naftali Bennets nationalreligiøse parti, ”Mit Jødiske Hjem”, står til at få flere stemmer.

Lige siden staten Israels oprettelse i 1948 og det første parlamentsvalg i 1949 har arabiske partier stillet op til israelske parlamentsvalg. Som følge af krigen mellem Israel og de arabiske naboer og den fortsatte tilstedeværelse af en ny israelsk stat opstod der pludselig et stort arabisk mindretal i Israel, som hurtigt fik statsborgerskab og stemmeret. Efter krigen i 1967 fik de mange palæstinensere på Vestbredden derimod ikke stemmeret i Israel. Det samme gælder for mange arabere bosiddende i det østlige Jerusalem.

I 2013 ved det seneste israelske parlamentsvalg kom tre deciderede arabiske partier ind i parlamentet, ”Raam Ta’al”, ”Hadash” og ”Balad”. Raam Taal støtter en to-statsløsning på Israel/Palæstina-konflikten og henter fortrinsvis sine stemmer hos religiøse arabere og blandt mange beduiner i Israel. Partiet Hadash udgør resterne af kommunistpartiet i Israel og har både jødiske og arabiske medlemmer og går ind for en rømning af samtlige bosættelser. Balad støtter en to-statsløsning og kæmper for bedre rettigheder for arabere i Israel, Til sammen havde disse tre arabiske partier kun 10 mandater efter det seneste valg i 2013.

Med fare for at ryge ud af parlamentet efter den nye spærregrænse har de til alles forbløffelse valgt at slå sig sammen til ét stort parti. En blandet skare af kommunister, religiøse og nationalister skal nu prøve at finde fælles fodslag som en samlet enhed med op mod 12 mulige mandater.

Det ser dog ud til, at den megen ”hype” der er opstået om den samlede arabiske liste gør, at mange flere arabere vil bruge deres stemme ved det kommende valg i marts 2015. De arabiske partiet har traditionelt set aldrig villet indgå i en regering, men at sikre et politisk flertal kan igen komme på tale.

Det kan vise sig at det netop er de arabiske mandater, som oppositionspartiet Arbejderpartiet og dets nye søsterparti ”Hatnua” og dets nuværende ledere Yitzhak Herzog og Tzipi Livni mangler for at vælte Netanyahu og højrefløjen.

Og hvad med Avigdor Lieberman? Han kan meget vel ende med at blive ramt af sin egen forhøjede spærregrænse, da hans eget parti i meningsmålingerne kæmper med overhovedet at blive valgt denne gang. Han havde nok ikke regnet med at blive sat til vægs af et nyt arabisk superparti.

Se mere på: http://davidjano.dk/araberne-indtager-parlamentet-i-israel/#sthash.MsLeEMDR.dpuf