Den jødiske oplysningstid i Centraleuropa

Europas oplysningstid gjorde op med mange af de restriktioner, jøderne levede under og inspirerede en gruppe jødisk-intellektuelle til en fornyelse af jødedommen

Mendelssohn, den tyske filosof Lessing og den schweiziske præst Lavater i diskussion om religion ca. 1729-1781. Træsnit, 1860, efter et maleri af Moritz Oppenheim (1800-1862).
Mendelssohn, den tyske filosof Lessing og den schweiziske præst Lavater i diskussion om religion ca. 1729-1781. Træsnit, 1860, efter et maleri af Moritz Oppenheim (1800-1862).

I 1215 afholdte Pave Innocent III det fjerde laterankoncil, hvor det blandt andet blev vedtaget, at jøder skulle bære et gult mærke som et symbol på, at de er jøder.

I romanske lande blev mærket cirkelformet, og i de germanske lande var det oftest en særlig hat. I midten af 1500-tallet udstedte Pave Poul IV en bulle om, at jøder skulle bo i nogle bestemte distrikter - de såkaldte ghettoer.

Jøder blev generelt set som et uvelkomment folkefærd der, som en tålt minoritet, fik lov til at leve i et slags samfund i samfundet.

Religionsfrihed, tolerance og lighed
Oplysningstidens idéer førte kritiske rystelser med sig, når det gjaldt jødernes forhold. Nu skulle der være fokus på religionsfrihed, tolerance og lighed.

Der blev derfor løsnet op for restriktionerne, hvilket medførte at en række europæiske lande, med tiden, gav sine jødiske befolkningsgrupper lige borgerrettigheder - deriblandt Frankrig i 1790-1791, Holland i 1796, Danmark i 1814, Italien i 1870 og Tyskland i 1871.

Som følge af den europæiske oplysningstids tanker opstod der i slutningen af det 18. århundrede en tilsvarende, men dog jødisk, oplysningsbevægelse kaldet haskalah.

Reformering af de jødiske skoler
Haskalah var en social, kulturel og litterær bevægelse, der startede i Tyskland og især fik indflydelse i Central- og Østeuropa i det 18. og 19. århundrede. Dens fortalere, som kaldtes maskilim, var interesserede i at opløse ghettolivet og integrere jøderne ind i den europæiske kultur. Det skulle først og fremmest ske igennem en reformering af de jødiske skoler.

Der skulle nu være fokus på verdslige emner i stedet for alene på Talmud, for nu skulle børnene lære at begå sig uden for det jødiske miljø. Det var vigtigt at kunne tilpasse sig, når ghettoens rammer ville ophøre, og når trossamfundets selvstyrede domstole og skoler kom under det respektive lands statskontrol.

I Danmark stod jødiske Mendel Levin Nathanson (1780-1868) i spidsen for oplysningsbevægelsens tanker og idealer. Han spillede en nøglerolle i etableringen af de jødiske skoler, hvoraf kun Carolineskolen i København står tilbage. Eleverne skulle lære at klare sig uden for det jødiske miljø, sådan at de med et karakterblad fra den jødiske skole kunne tilegne sig adgang til en verdslig uddannelse.

Mendelssohns ikke-dogmatiske jødedom
Tyske Moses Mendelssohn (1729-1786) blev en slags åndelig leder for bevægelsen. Han repræsenterede en ikke-dogmatisk jødedom, som skulle gennemsyres af fornuft og være åben over for modernitet og forandring. Han var en stor fortaler for et sekulært-jødisk skolesystem og for en genkomst af det hebraiske sprog.

Derudover arbejdede han for en forbedring af jødernes retslige forhold og for det gode bånd mellem kristne og jøder.

Oplysningsbevægelsens repræsentanter var overbeviste om, at ligeberettigelsen som borger ville fjerne splittelsen mellem kristne og jøder og i stedet gøre dem til franskmænd, hollændere, danskere, italienere eller tyskere, men med en jødisk tro.

Det var vigtigt at kunne få del i- og blive optaget i den nationale kultur og identitet som egentlig statsborger, men samtidig uden at skulle give afkald på sin jødiske tro og identitet.

Menneske først, jøde så.