Helligdommen La Verna ligger på en af højen Monte Pennas stejle skrænter i Casentinodalen omgivet af fyrretræer og bøgeskov og med småbyerne Chiusi della Verna, Bibbiena, Pieve Santo Stefano og Caprese Michelangelo som nærmeste naboer.
Klokken 15 hver eneste dag året rundt bevæger en procession sig skridt for skridt igennem den omtrent 75 meter lange korridor fra Basilica Maggiore frem til Stigmatakapellet i La Verna. I spidsen for processionen går en gruppe syngende munke i de karakteristiske brungrå kutter, og allerforrest bærer en af munkene det enkle franciskanske trækors højt løftet.
Sangen ”Crucis Christi, Mons Alvernae recenset mysteria” leder et par hundrede pilgrimme frem forbi rækken af fresker på muren til højre. De fleste af de enogtyve fresker, der illustrerer Frans af Assisis liv med opholdet på La Verna som et af omdrejningspunkterne, er malet af Baccio Maria Bacci fra Firenze i henholdsvis 1929 og 1963. På korridorens venstre side indrammer treogtyve søjler de blyindfattede ruder, der tillader et let dæmpet lys at slippe igennem til freskerne og de højtideligt vandrende munke og pilgrimme.
Lige siden 1431 er munkene i La Verna gået i procession fra basilikaen til Stigmatakapellet, som fra slutningen af 1400-tallet har huset en altertavle med billedhuggeren og keramikeren Andrea della Robbias mesterværk af en afklaret blå og hvid terrakotta-korsfæstelse som den centrale del. Kristus på korset er omgivet af grædende engle og flankeret af solen og månen, og ved foden af korset knæler Frans af Assisi ved siden af Jomfru Maria. Franciskansk spiritualitet i enkel og virkningsfuld udgave.
Vi går sammen med en gruppe ældre nonner, et par af Clarisserordenens novicer fra Afrika og en håndfuld unge drenge og piger med blå bluser, der åbenbart tilhører en slags franciskansk spejderkorps. Flere italienske familier er på deres udflugtsture til hjemlandets kulturarv nået til Frans af Assisis La Verna, og det blandede selskab af passagerer fra et par af parkeringspladsens turistbusser er også med.
Langsomt bevæger processionen sig igennem korridoren og forbi freskerne: Frans af Assisi omfavner Kristus i skikkelse af en spedalsk. Kristus taler til Frans i kirken San Damiano. Frans modtager bjerget La Verna som gave. Fuglene byder Frans velkommen ved ankomsten til bjerget. Frans velsigner broder Leone osv. På den næstsidste af freskerne modtager Frans sine sårmærker, og herfra er der kun få skridt til processionens mål.
Fremme i Stigmatakapellet markerer en marmorheksagon i gulvet det sted, hvor Frans hævdes at have modtaget de stigmatasår, der er kulminationen i legenderne om helgenen, og som også Dante refererede til cirka hundrede år efter Frans’ død:
”og på den hårde klippe mellem Tiberen/ og Arno modtog han på sine lemmer/ det Kristi stempel som han bar i to år.”
At også Dante har hørt til Frans af Assisis og franciskanernes beundrere, fremgår klart nok af Den Guddommelige Komedie, hvor digteren fra Firenze taler om ”denne mand, hvis underfulde levned/ fortjener lovsang fra den ganske himmel”.
I år 1213 modtog Frans og hans disciple det 300 meter høje og ensomt beliggende bjerg som en gave fra den unge grev Orlando, der følte, som det hedder hos Johannes Jørgensen i Alvernerbjærget, ”sit hjerte rørt af Gud ved den hellige Frans’ underfulde prædiken”, og i august 1224 ankom Frans så for sjette og sidste gang til La Verna i selskab med brødrene Leone, Angelo, Masseo, Sylvester og Illuminato.
Sammen ville de fejre Marias himmelfart og derpå forberede sig til Sankt Mikaels fest den 29. september med 40 dages faste. Scenen var sat på Alvernerbjerget til det, Niels Christian Hvidt i sin bog Mirakler. Møder mellem Himmel og Jord, i et kapitel om ”fænomenet stigmatisering” beskriver med ordene: ”men den første veldokumenterede stigmatisering er den, Frans af Assisi oplevede kort inden sin død i 1226.”
I Stigmatakorridoren på La Verna mødes nutid og middelalder. Kulturturisten går ved siden af clarissersøsteren i den traditionelle ordensdragt. De tilrejsende fra meget forskellige hjørner af en moderne storby- og mediecivilisation møder legendernes og helgenbiografiernes verdensbillede.
Omtrent midtvejs i processionsgangen kan en dør åbnes ud til en betagende skovudsigt og til trappen, der fører ned til grotten med den sten, der kaldes Frans af Assisis seng. Her i den grotte, fortælles det, tilbragte helgenen timer i ensom bøn fulgt af korte hvil på den hårde sten. Og fra Processionskorridoren er der også adgang til Antonius af Padovas celle og Bonaventuras kapel. Antonius, der oftest fremstilles med et barn på armen, er efter Frans selv nok den populæreste af alle Franciskanerordenens helgener, og Bonaventura af Bagnoregio (cirka 1217-1274) var manden, der i 1260 af generalkapitlet blev valgt til at skrive Frans af Assisis autoriserede levnedsskildring. På La Verna samles mange af trådene i historien om den hellige Frans og Franciskanerordenen, og også i vores egen helgenbiograf Johannes Jørgensens forfatterskab spiller Alvernerbjerget, som det hedder hos ham, en helt central rolle.
Allerede i Trebrødrelegenden og på Frans af Assisis egen tid var La Verna et sted, hvor troen og tvivlen blev konfronteret, og den dag i dag er bjerget i Casentinodalen den spektakulære scene for møderne mellem den mest uforbeholdne tro og den skeptiske tvivl eller afvisning. For enden af processionskorridoren venter Stigmatakapellet med sin insisteren på den historie om stigmatiseringen på La Verna, som billedkunstnerne fra Giotto til El Greco har gentaget den. Stadigvæk er billederne af englen og den korsfæstede Kristus svævende i himlen oppe over bjerget eller af helgenen med sårmærkerne de store udfordringer i et nutidigt møde med Frans af Assisi.
Mange kommer tydeligt nok til La Verna med troen som den sikre vejviser, andre kommer drevet af det, den franske, protestantiske Frans af Assisi-kender og -forsker Paul Sabatier meget sigende har kaldt hjemveen efter hellighed, ”la nostalgie de la sainteté”. Nogle kommer for at få en tvivl udfordret, og en del kommer ganske enkelt med turistens nysgerrighed som drivkraft. Om man opsøger skikkelsen Frans på La Verna for at lægge rationalitetens krav om beviser og sandsynlighed til side, i hvert tilfælde for et øjeblik, eller om man opsøger mødet med en intensitet i følelserne, der for de fleste måske er uden for rækkevidde, er spørgsmålet. Både for de troende og de tvivlende fører vejen til Alvernerbjerget ind i et landskab, hvor det er ekstasen, intensiteten i troen, den uforbeholdne hengivelse, der er de egentlige pejlemærker og en del af udfordringen.
Som et direkte og meget sigende billede på den tvivl og de spørgsmål, beretningerne om stigmatiseringen på La Verna har udløst lige fra den første dag, viser en af Giottos fresker i San Francesco-basilikaen i Assisi den berømte læge og lærde mester Jesser eller ridder Hieronymus i færd med at undersøge Frans og sårmærkerne, mens han ligger død i Portiuncula. I Bonaventuras levnedsskildring, der lå færdig i 1262, har netop denne tvivlens scene fået en helt central plads.
”Mange af Assisis indbyggere fik lov til med deres egne øjne at se sårmærkerne og kysse dem med læberne. Men en af dem, en belæst og forstandig ridder ved navn Hieronymus, som var kendt og anset, tvivlede på de hellige tegn, vantro som han var ligesom Thomas. Mens alle brødre og byens borgere så på det, bevægede han kækt og ivrigt naglerne i den helliges hænder og fødder og rørte med sine hænder ved siden, for ved at røre ved Kristi sårmærker og at føle ægtheden af dem at hele enhver tvivlens sår i sit eget og i de andres hjerter. Derfor stod han senere, sammen med andre, frem som et sikkert vidne om denne sandhed, som han så tydeligt havde overbevist sig selv om, og han har bekræftet den med hånden på evangeliet.”
Hos Bonaventura, der havde været franciskanernes leder i tre år, da han i 1260 påtog sig opgaven med at skrive de allerede eksisterende Frans af Assisi-biografier sammen til en god og sammenhængende levnedsbeskrivelse, er der ikke plads til tvivlen. Som autoriseret talsmand for helgenen og Franciskanerordenen fejede han enhver form for skepsis til side, men på La Verna finder mødet mellem tro og tvivl dagligt sted.