Johnny Hansen fra Kandis har nærmest religiøs status for bandets dedikerede fans

Man sporer religiøse undertoner i det folkelige Danmark, når danseorkestret Kandis indtager det store lærred i filmen "Johnny er Gud"

Nogle fans af bandet Kandis mener, at forsangeren Johnny fra Hurup er gud. Det giver filmen ”Kandis for livet”, der har premiere i dag, et indblik i.
Nogle fans af bandet Kandis mener, at forsangeren Johnny fra Hurup er gud. Det giver filmen ”Kandis for livet”, der har premiere i dag, et indblik i. Foto: Stroud Rohde Pearce/Camera film.

”Johnny er gud!”, står der på en T-shirt, som en fan af Skandinaviens største og mest populære danseorkester, Kandis, har på. Det er jo set før, at populære popstjerner og sportsfolk får betegnelsen gud sat på sig. Engang var Bjarne Riis gud, og øl var gud for Monrad og Rislund. Gud med lille g, altså. Nu er Johnny Hansen, der er forsanger i Kandis, altså også gud. Johnny fra Hurup har for nogle fået særstatus.

Filminstruktøren Jesper Dalgaard har lavet en dokumentarfilm om en del af dansktopmusikkens underkendte verden. Der er vel ingen musik, der er så forkætret af kultureliten som dansktopmusikken. De mange bands, der underholder på markedspladser, ved halballer og i omrejsende tivolier, bliver ikke inviteret ind i det fine selskab. At ligge nummer 1 på Dansktoppen får ikke mange roser af musikanmeldere.

Kandis har i over 30 år turneret rundt i Danmark og Skandinavien. De har også spillet i Las Vegas og på Solkysten. De har solgt over 1,5 million album og fået hundreder af tusinder ud på dansegulvet til en glad aften gennem alle de år.

En fan fik tatoveret følgende indskrift på sin underarm: ”Kandis-rejsende i livsglæde”, og har man set orkesteret i aktion, så er det ingen ”løwn”, som de siger vestpå.

For nogle fans er Kandis-verdenen blevet mere end en glad aften. Det er nærmest blevet en religionserstatning. Nogle af disse fans følger man i filmen. Der er Anette, der er blevet enke. Hun har fået livsmodet tilbage gennem at arbejde med Kandis-fanklubben, der i øvrigt har over 3000 medlemmer. Der er Jonas, der fik en depression, da han mistede sin far, men gennem Kandis kom han igennem den. René er tidligere kriminel og stofmisbruger og ville tage sit liv, men sangen ”Hotel Himmel”, der bygger på en klar kristen himmelforståelse, fik ham tilbage til livet.

Der er Susan, som kun ser sit liv gennem kærligheden til Johnny. Der er Søren fra Poulstrup i Vendsyssel, der er alene efter at have levet sit liv med sin nu afdøde mor. Kandis er alt! Johnny er gud! Endelig er der Henning, som er den eneste, der besøger Johnny i Hurup, og som endda også besøger Johnnys afdøde kones grav, hvilket forsangeren ikke selv gør.

Johnny er nemlig vred på sin afdøde kone, fordi hun tog livet af sig og voldte ham og deres to piger stor sorg.

”Det var tarveligt,” siger han.

Vi kommer ikke rigtig ned i den sorg. Det er lidt ærgerligt, især da man også ser Johnny tale med en præst i folkekirken. Instruktøren Jesper Dalgaard har åbenbart valgt, at de to skulle tale om Kandis’ betydning for fansene og den (af)gudsdyrkelse, som nogle af fansene udfører. Man sidder med et ønske om, at nogen vil tage sympatiske Johnny med ind i, hvorfor konen gjorde, som hun gjorde. Livet er ikke så enkelt.

Desuden ville jeg ønske, at instruktøren havde turdet nærme sig spørgsmålet om religionserstatning. Hvorfor mener de, at Johnny er gud, når han nu ikke vil være det, og der nu er én, der med rette er det med stort G?

Det er ikke en film, hvor man hører ret meget Kandis-musik. Det er de skæve skæbner, der er i centrum. Mere i bredden end i dybden desværre.