Jomfruer over 40 år er en mangelvare i Vejle

En fond har ændret sit formål, fordi den ikke kan finde jomfruer nok

Bestyrelsen for jomfruklostret har haft til opgave at finde egnede jomfruer til at bo i ejendommen Frejasgade 5 i Vejle. Tiderne er dog skiftet, og jomfruerne blev så svære at finde, at ejendommen sidste år blev solgt. Legatets formål stod i vejen. Arkivfoto fra Vejle.
Bestyrelsen for jomfruklostret har haft til opgave at finde egnede jomfruer til at bo i ejendommen Frejasgade 5 i Vejle. Tiderne er dog skiftet, og jomfruerne blev så svære at finde, at ejendommen sidste år blev solgt. Legatets formål stod i vejen. Arkivfoto fra Vejle. . Foto: Bent Nielsen/ritzau.

Den tidligere borgmester i Vejle, Arne Sigtenbjerggaard har i en længere periode jagtet jomfruer, der er over 40 år gamle. Det skete, da han var formand for Linnemanns Jomfrukloster.

Bestyrelsen for jomfruklostret har nemlig haft til opgave at finde egnede jomfruer til at bo i ejendommen Frejasgade 5 i Vejle. Tiderne er dog skiftet, og jomfruerne blev så svære at finde, at ejendommen sidste år blev solgt. Legatets formål stod i vejen.

"Der står, at det er værdigt trængende jomfruer over 40 år. Det lå ikke mere i tiden at finde den slags kvinder," siger Arne Sigtenbjerggaard til DR Trekanten.

Da fonden var ny i 1856 var det nemmere at finde jomfruerne, som kunne have det virkelig svært.

"Hvis man var ugift og over 40 år, og heller ikke havde en arv fra sine forældre, så var der ingen til at samle én op," siger museumsinspektør på Vejle Museerne Lisbeth Aagaard Lykke til DR Trekanten.

Hun siger, at et af formålene med fonden også var, at familien Linnemann gerne ville huskes i eftertiden.

Fonden eksisterer da også stadig.

Pengene fra salget af ejendommen indgår nu i en fond, der uddeler huslejelegater. Pengene kan søges af enligt værdigt trængende kvinder over 40 år, men kravet om, at de skal være jomfruer, er slettet.

Den 70-årige Josée Linnemann sidder i bestyrelsen for jomfruklostret. Hun er tipoldebarn af stifteren Andreas Lindemann. Hun har det fint med, at jomfrukravet er fjernet.

"Der var ikke så mange jomfruer over 40 år i Danmark. Det var ikke, fordi de blev tjekket op lægeligt, men det var svært at opfylde fundatsens betingelser," siger hun til DR Trekanten.

Hun lægger vægt på, at kvinder kan få hjælp.

"Jeg er måske lidt feminist, og jeg synes, det er fantastisk, at man kan støtte de kvinder, der måske ikke har haft mulighed for at få en uddannelse eller et job," siger hun.

På mandag er det første gang, at Linnemanns Jomfrukloster deler sine huslejelegater uden jomfrukrav ud. Jomfruklostret har i alt modtaget 19 ansøgninger om legater.