Guide: Sådan kommer du godt igennem julen med dine irriterende familiemedlemmer

Duften af flæskesteg, rødkål og brunede kartofler får de fleste til at tænke på hygge, varme og tid med familien. Men somme tider kan tid med familien være en stor udfordring. Psykoterapeut Line Rodsten har ni råd til at få den bedst mulige jul sammen

Juletiden kan være svær for mange, men hvis man sørger for at tanke op før og efter, så har man forudsætningerne for at få en jul med glæde og overskud, lyder det fra psykoterapeut Line Rodsten.
Juletiden kan være svær for mange, men hvis man sørger for at tanke op før og efter, så har man forudsætningerne for at få en jul med glæde og overskud, lyder det fra psykoterapeut Line Rodsten. Foto: Scanpix/Iris.

En onkel, der drikker for meget, eller en tante, der påpeger, hvor ærgerligt det er, at du endnu ikke har mødt manden i dit liv. Det kan kræve energi og overskud at tackle de udfordringer, der kan opstå, når hele den udvidede familie er sammen.

Vær forberedt, lej et sommerhus og undgå alkohol, når du skal tilbringe juletiden med din udvidede familie. Sådan lyder nogle af rådene fra psykoterapeut og konfliktvejleder Line Rodsten.

1. Vær forberedt. Regn med, at du bliver spurgt ind til de ting, du frygter. Det kan for eksempel være onklen, der hele tiden påpeger, hvor ærgerligt det er, at du blev skilt for tre år siden eller din mor, der bliver ved med at spørge til, hvornår der kommer børnebørn.

Hvis du kan forudse disse kommentarer og spørgsmål, kan du også forberede dig på, hvad du vil svare. Du kan sagtens vælge at svare ”det har jeg ikke lyst til at tale om”, eller ”det taler jeg ikke om lige her”.

"Forbered dig på, hvor langt du vil gå, og hvor din grænse er. Du har nemlig retten til din egen information og din egen viden. Du skylder ikke nogen at fortælle noget - heller ikke din familie," siger Line Rodsten.

2. Lej et sommerhus. Hvis du som voksen holder jul hos dine forældre, kan det føles mærkeligt, hvis du flytter hjem i dit eget barndomshjem. Det kan sågar være, at du bor inde på dit barndomsværelse, selvom du har dine egne børn og mand med. Her kan det være svært at komme væk og få en pause.

Derfor kan det være en idé at leje et sommerhus i nærheden.

"Du kan sørge for at gøre det til en fælles beslutning ved at fortælle dine forældre, at det er for alles bedste, fordi I alligevel fylder så meget i huset. Så undgår du, at nogen bliver kede af det," siger Line Rodsten.

3. Hav en livline. En god ven, søskende, kæreste eller en, der kender dine grænser, er god at have i baghånden. Det kan være, du sidder og er ved at blive en smule indebrændt over, at din tante konstant udfritter dig om dit kærlighedsliv, eller din onkel drikker sig fuld og upassende. Med en livline har du mulighed for at ringe op og dele dine frustrationer med en, du er fortrolig med. Det, at du kan få lettet hjertet, gør, at det er lettere at bære over med de svære situationer med småirriterende familiemedlemmer.

4. Sørg for at blive tanket op – både før og efter. Underskud kendetegner juletiden, så det er vigtigt, at du er udhvilet, så du kan klare de udfordringer, der muligvis opstår. Når man på forhånd ved, hvornår man skal afsted på julebesøg, så bør man sætte tid af til at slappe af før og efter.

"Husk at give dig selv tid, hvor du tager et godt bad, ligger dig i fosterstilling og accepterer tingenes tilstand," lyder det fra psykoterapeuten.

5. Hold igen med alkoholen. Snaps, gløgg og vin er ofte en del af julefejringen, og det kan være fristende at dulme irritationerne med alkohol. Men alkoholens virkning gør, at du i endnu højere grad lader dig påvirke af de irriterende kommentarer, der måtte falde. Derfor er det en god idé at drikke med måde eller helt undvære at drikke.

Hvis du ikke vil undgå alkoholen helt, er det vigtigt, at du finder en god balance. Du skal kunne hygge dig, uden at du mister kontrollen.

6. Du har et valg. Når det handler om familie, glemmer vi ofte, at vi faktisk har mulighed for at vælge fra og til. Det helt store valg kan være at vælge familien fra i juletiden. Hvis du mærker befrielse og ro ved den tanke, er det måske noget, du skal overveje. Men hvis du mærker, at konsekvenserne af et fravalg er for ubehagelige, så kan det være, at du bedre kan rumme arrangementet, når du aktivt har valgt at deltage.

"Det, der irriterer dig ved dine familie, holder måske ikke op med at være irriterende, men valget i sig selv kan lette noget for dig. Det kan naturligvis også være små valg som at vælge en julefrokost fra eller ankomme lidt senere, så det passer dig og din familie lidt bedre," siger konfliktvejlederen.

7. Tag ejerskab over din egen rolle i familien. Vi er ofte castet til en bestemt rolle i familien. For eksempel den, der altid bliver stresset, den følsomme, eller hende, der altid forsøger at gøre alle tilfredse.

"Hvis man ikke er den rolle i andre sammenhænge, kan et være svært at bryde ud," siger Line Rodsten og fortsætter: "Men hvis rollen fører til, at du har det ubehageligt sammen med din familie, så er det på tide at tage ejerskab og vise, hvem du i virkeligheden er."

8. Der er ikke noget, der skal fikses i juletiden. Det kan være nærliggende at tænke, at nu hvor der er masser af tid, så kan I rigtigt få snakket om jeres problemer.

"Lad være. Diskussionen vil kun ende med, at stemningen bliver dårlig, og at julen bliver ødelagt. Indstil hellere dig selv på at tage snakken – hvis den skal tages – alle andre dage end i julen," siger Line Rodsten.

9. Tilgiv og bær over. En juleklassiker, men ikke desto mindre et vigtig pointe. Julen er hjerternes tid, og det er derfor oplagt, at du i juletiden tilgiver og bærer over med dine familiemedlemmer. Mange kan have en forestilling om, hvordan man ville ønske, ens familie var. Men du skal huske på, at de fleste familier har små eller store problemer, så prøv med mildhed at acceptere hinanden, som I er.