Sådan får du en fredelig jul med børnene

Smid nissemandskostumet ud, gem gaverne væk og drop kirken juleaftensdag. Sådan lyder nogle af rådene fra familierådgiver Lola Jensen, hvis du vil have en fredelig jul i familiens skød

Børnene får en god og rolig juleaften, hvis de voksne ikke lægger for mange planen på selve dagen og  ikke driller børnene ved at sige, at der ingen gaver er i år. Det gør nemlig børnene unødigt stressede, mener familierådgiver Lola Jensen. Foto: Iris
Børnene får en god og rolig juleaften, hvis de voksne ikke lægger for mange planen på selve dagen og ikke driller børnene ved at sige, at der ingen gaver er i år. Det gør nemlig børnene unødigt stressede, mener familierådgiver Lola Jensen. Foto: Iris.

Juleaften kan godt gå hen og blive en noget anstrengende affære, hvis børnene hyler og skriger, slås om gaverne og ikke vil spise noget af den dejlige julemad, som har taget timer at forberede.

Vil du undgå for mange konflikter, skal du skrue ned for overraskelserne, slikket og gaverne.

Det mener socialpædagog, familievejleder og foredragsholder Lola Jensen.

Hun fortæller, at de fleste danske børn har haft en meget pakket december måned, så når man kommer til juleaften, skal man skrue ned for indtrykkene og give børnene tid og ro, så de kan magte - og ikke mindst nyde - de hyggelige juledage i familiens skød. 

Her er hendes fem gode råd til en hyggelig og rolig jul. 

1. Start tidligt

Har man helt små børn, er det en rigtig god i dé at begynde på juleaftenens traditioner lidt tidligere end normalt.

Eller endnu bedre: Rokér rundt på den traditionelle juledag, så I begynder med juletræsdans og gaveoppakning tidligt på eftermiddagen og slutter af med julemiddagen ved en 17-tiden.

"Mange familier er først klar til at gå rundt om juletræet og pakke gaver op, når klokken har slået 20, og så er de fleste børn helt udmattede og kan ikke trække på flere veksler. Så er ens børn under 6-7 år, bør man rokere lidt rundt på juletraditionerne, så de ikke bliver helt udmattede," fortæller Lola Jensen og tilføjer, at de ældste i familien formentlig også vil synes, det er rart, at aftenen ikke bliver alt for lang.
 
"De små har langt lettere ved at kapere alle de spændende ting, der sker, om eftermiddagen, og de har brug for at være i seng klokken 19," siger hun og forklarer, at børnene også bedre kan koncentrere sig om den dejlige julemad, når spændingen omkring de mange gaver er blevet udløst tidligere på eftermiddagen.

2. Drop kirken

Fordi der er foregået så mange ting i børnenes hverdag frem mod jul, kan det være en god idé at skrue ned for antallet af aktivitetter og indtryk i juledagene.

Børnene skal i forvejen forholde sig til flere mennesker end normalt og flere overraskelser, end de er vant til - så er det muligt, er det en god idé at sørge for, at der sker så lidt som muligt på selve juleaftensdag.

Lola Jensen sammen med sit barnebarn.
Lola Jensen sammen med sit barnebarn. Foto: Copyright Photographer Kennet Havgaard, +4540533940, kennet@havgaard.com, www.havgaard.com

Derfor mener Lola Jensen også, at man for børnene skyld skal droppe julegudstjenesten juleaftensdag.

"Tidligere generationer havde mere overskud, når de nåede til juleaften, så der kunne man fint gå i kirke inden julemiddagen, men i dag er det gået helt i selvsving - og alle skal pakkes ind i kirken på én gang. Mit råd er, at man i stedet skal fordele aktiviterne ud over flere dage og for eksempel gå i kirke i dagene før eller efter jul, for der kan børnene bedre rumme oplevelsen," siger Lola Jensen, der understreger, at hun hverken er imod kirkegang, gaver eller julemænd - men udsætter man børnene for det hele på én og samme dag, presser man dem for meget.

"Børnene ender med at bryde ud i det, som nogle voksne kalder et hysterisk anfald, men det er egentlig ikke barnet, der er hysterisk, det er forældrene, der har presset dem for voldsomt. Og så er skrig og skrål det eneste sprog, børnene har tilbage, og det er et udtryk for en sund reaktion på det kaos, som de voksne har sat i værk i juledagene," siger hun.

Det er også en af grundene til, at nogle børn ikke sover godt i julen.

"De bliver så overstimulerede, at de til sidst ikke kan sove og vågner meget tidligt, fordi de er spændt til det yderste," siger Lola Jensen og anbefaler, at man også sørger for at give børnene ro ind imellem de mange julefrokoster, som ofte følger i kølvandet på juleaften.

Har dit barn allerede mødt julemanden nede i børnehaven, så bed ham om at blive væk juleaften. Der sker i forvejen så mange andre spændende ting, mener Lola Jensen. Foto: Iris
Har dit barn allerede mødt julemanden nede i børnehaven, så bed ham om at blive væk juleaften. Der sker i forvejen så mange andre spændende ting, mener Lola Jensen. Foto: Iris

3. Drop julemandskostumet

Generelt skal man holde sig fra at drille børnene for meget juleaften og lave alt for store overraskelser, mener Lola Jensen. 

"Som voksne skal man passe på med at lyve og snyde - også selvom det er for sjov. For børnene kan det være svært at takle ironi og snyderi oveni alt det andet, der foregår juleaften," siger Lola Jensen og fraråder de voksne at sige, at julen er aflyst i år - eller at give børnene snydepakker.

De kan ganske enkelt ikke rumme det. 

Af samme årsag bør man også gemme julemandskostumet væk - og skal nogen absolut klædes ud som julemænd, så lad det være børnene, siger hun:

"Så kan børnene være dem, der "snyder" de voksne, og man kan tale med dem om, at det da var mærkeligt, at de ikke var hjemme, da julemændene kom på besøg," siger hun og tilføjer:

"Jeg er ikke julemandsforskrækket, og hvis der er ro og fred, og man har kunnet tage hele dagen stille og roligt, så kan det godt fungere med et julemandsbesøg. Men igen: Lad være med at skrue forventningerne og presset for højt op." 

Gem gaverne væk og tag dem først frem, når der skal danses om juletræet, lyder Lola Jensens fjerde råd. Foto: Scanpix
Gem gaverne væk og tag dem først frem, når der skal danses om juletræet, lyder Lola Jensens fjerde råd. Foto: Scanpix Foto: Mikkel Østergaard

4. Gem gaverne væk

Lad gaverne blive ude i bilen eller inde i skabet og tag dem først frem, når der skal danses om juletræet, lyder Lola Jensens fjerde råd.

"Når børn er over syv år, kan de godt magte, at gaverne ligger og kigger på dem hele dagen. Men har man børn i familien, som er yngre, skal gaverne først frem til allersidst. Ellers kan de ikke rumme nysgerrigheden, og de vil gå over til gaverne hele tiden og undersøge dem - og det kan let føre til konflikter, når de ikke må pakke nogen af gaverne op," sigr Lola Jensen og fraråder også forældre at give deres børn gaver drypvis hele dagen.

"Det gør dem alt for forvirrede, og man risikerer, at de ikke kan spise, fordi spændingen tager al appetitten. Og så eskalerer konflikterne hurtigt," siger hun.

5. Sløjf slikket

I det hele taget skal man være opmærksom på, at børnene får noget mad i mavene i løbet af juleaftensdag, så de ikke går sukkerkolde - eller ender med kun at spise slik og kage.

Drop slikket, siger Lola Jensen. Skal man have knas i løbet af eftermiddagen, så server nødder, frugt og lidt dadler.
Drop slikket, siger Lola Jensen. Skal man have knas i løbet af eftermiddagen, så server nødder, frugt og lidt dadler. Foto: stock.xchng.

"Vi voksne glemmer let at give dem mad, fordi vi går selv går rundt i madosen og spiser små smagsprøver hele tiden. Men skal børnene have en god dag, er det vigtigt, at de får noget sundt at spise i løbet af dagen. Man kan for eksempel stille et fad frem med spegepølsemadder i stuen, så de kan tage en mad, når de har lyst," siger hun og anbefaler også, at man gemmer slikket til efter julemiddagen.

"Skal man have knas i løbet af eftermiddagen, så servér nødder, frugt og lidt dadler. Børnene er ligeglade med, hvad de får, det er mere os voksne, der synes, det er mest hyggeligt med slik - men for børnenes skyld bør man gemme det til senere, så de ikke bliver helt overgearede af alt det sukker."

Ifølge Lola Jensen er det vigtigste for, at børn får en god oplevelse juleaften, at deres forældre er glade og afslappede.

"Det er imponerende, hvad børn kan føle sig godt tilpas med, hvis bare forældrene har det godt - og har forældrene skruet ned for aktiviteterne og forventningerne, så får børnene også en god jul, hvor de kan nyde at være samme med deres familie og prøve alt det nye, spændende legetøj," siger Lola Jensen og tilføjer.

"Julen er noget særligt, og man skal absolut ikke gøre den til noget hverdagsagtigt, men man skal give sig tid og ikke kræve for meget af de små. Så bliver det en fredelig jul."