Skovsgaard: Julefred var da stilheden åbnede sig som et frø

Vi havde tændt juletræet for at nyde de sidste rester af julelysene. Min søster og jeg sad eller lå på gulvet og så på lysene. Og så var det, at øjeblikket pludselig blev fyldt med stilhed. Den kom over os og åbnede sig for os som et frø, fyldt med fred og juleglæde, fortæller tidligere biskop Steen Skovsgaard

Når freden sænker sig. Tidligere biskop Steen Skovsgaard beskriver to oplevelser, hvor fred og stilhed har indfundet sig - pludseligt, uanmeldt og upåtvunget.
Når freden sænker sig. Tidligere biskop Steen Skovsgaard beskriver to oplevelser, hvor fred og stilhed har indfundet sig - pludseligt, uanmeldt og upåtvunget. Foto: Finn Frandsen/ritzau.

To gange i mit liv har jeg oplevet en stilhed, der åbnede sig som et frø ligesom i Benny Andersens digt ”Lige før forår”. Hans digt lyder således:

Der står i den frysende morgen
en tone der snart vil tø.
Om lidt er stilheden moden
og åbner sig som et frø.

Stenen ved Hals Kirketomt

Den ene gang, stilheden åbnede sig på den måde for mig, var en efterårsdag i 1973 på Læsø. Sammen med et par venner var min kone og jeg taget derop for at opleve øen og cykle rundt et par dage.

En eftermiddag standsede vi op ved mindestenen for Hals Kirke. Det var det smukkeste vejr. Det var ikke bare vindstille, for da vi havde fået sat cyklerne, skramlet og snakket færdigt, opdagede vi, at der var helt stille. Ikke en bil, ikke en fugl, ikke en mus, ikke et blad, ikke den mindste summen af et lille insekt. Her var bare fuldstændig stille.

Og det samme blev vi. Vi turde næsten ikke trække vejret. Vi kunne kun høre vores egen krop, lidt susen i ørerne, hjertet, som slog. Og himmelrummet åbnede sig og blev større og større, og freden sænkede sig over os og lagde sig dybt i os.

Hvor længe vi stod eller sad dér ved Hals kirketomt, ved jeg ikke. Men det blev et uforglemmeligt øjeblik - fyldt med fred.

Stilhed i hjemmets skød

Den anden gang var en juledag i mit barndomshjem. Det var også en eftermiddag, sidst på dagen. Julens spænding og hektiske aktiviteter var udløst. Vi havde tændt juletræet for at nyde de sidste rester af julelysene. Min søster og jeg sad eller lå på gulvet og så på lysene. Min far og mor sad i sofaen.

Og så var det, at øjeblikket pludselig blev fyldt med stilhed. Den kom over os og åbnede sig for os som et frø, fyldt med fred og juleglæde.

Siden har jeg prøvet at indføre det som en af vore juletraditioner, når vi har haft mulighed for det. For at sidde stille sammen og nyde og se hvordan lysene brænder ud, er et dejligt, fredfyldt øjeblik.

Selvfølgelig har jeg oplevet mange andre øjeblikke med stilhed og fred; men alligevel er det disse to, som står mit hjerte nær, og som jeg husker bedst. Måske fordi begge øjeblikke kom uventet og utvunget. De meldte ikke deres ankomst. Det var heller ikke, fordi vi nu skulle eller havde besluttet os for at være stille og fredfyldte. Vi blev derimod stille og fredfyldte, fordi vi oplevede, at der var stille og fredfyldt, dér hvor vi var.

Sådan tænker jeg om den første jul og den juleglæde og julefred, som tændtes julenat. Stilheden åbnede sig som et frø. Den åbnede Marias moderliv. Den åbnede Josefs faderhjerte. Den åbnede for englesang og for hyrdernes sind og hjerte og for de vise mænds hænder.

Lad os ønske, at julefreden må sænke sig over os og åbne vore munde, så vi priser Gud og synger:

Fred kom til jord,
Himmelens fred med Guds Ord
Æren er Guds i det høje.

(Den Danske Salmebog nr. 100, v. 1)

Glædelig jul.

Steen Skovsgaard er cand.theol. og forhenværende biskop