I Chile, hvor jeg stammer fra, går man ikke så meget op i juleaften som her i Danmark. Navnlig ikke, fordi der som regel er 30 grader udenfor. Selvom den tyske tradition med juletræer også anvendes på disse breddegrader, er der ikke megen hygge over et lyserødt plastictræ med glas-kugler på. Julen kom først for alvor til at betyde noget for min familie i Danmark. Vi kom hertil som politiske flygtninge i 1974, og i de første tre år var jul en forholdsvis trist affære, langt væk fra familien og alle de mange gaver, vi børn kunne have fået.
Op til vores første danske jul havde de aften på aften siddet og bygget et fint dukkehus af rester fra stofprøver og emballage, som de havde samlet gennem året. Det var et utroligt smukt dukkehus, et imponerende stykke arbejde, og jeg legede lykkeligt med det i årevis.
Men der var kun os fire: Min søster, mine forældre og mig. Vi var her midlertidigt og ønskede kun at komme hjem til vores eget. En juledag blev denne længsel ændret til glæde. Efter tre år i Danmark havde min far endelig fået arbejde. Som helikopterpilot sprøjtede han marker for sjællandske landmænd. Igennem det arbejde kom vi i kontakt med en rigtig dansk landmandsfamilie på Gangergaarden i Vestsjælland. Og her ændrede billedet sig.
På Gangergaarden mødte vi en stor familie med sammenhold, traditioner og værdier, der afveg en del fra vores, men uden problemer kunne kombineres med det, vi kom med i vores åndelige bagage. Fra den dag kom vores liv og ophold i Danmark til at ændre sig. Kærlighed mellem mennesker opstod, og allerede den følgende jul var vi inviteret til familiefest på Gangergaarden. Det var her, jeg lærte, hvad det vil sige at holde dansk jul. Med levende lys på juletræet, med salmesang, kirkegang, sylte, sild og sammenklang.
Maden var meget anderledes, sproget ganske svært, men humoren og varmen var den samme. Vi blev optaget som en del af familien, og år efter år var vi en fast del af traditionerne og ritualerne. De bedste juleminder fra min barndom har jeg herfra.
Efter 17 år kom demokratiet tilbage til Chile, og vi gik alle hver til sit. Min søster flyttede til London, min mor i første omgang til Grønland med sin nye mand, efter at mine forældre var blevet skilt. Og min far tog tilbage til Chile.
Jeg blev, for jeg var næsten indfødt. Man kunne hverken se eller høre på mig, at jeg ikke var dansk. Men indeni var jeg splittet. Da det gik op for mig, at jeg var efterladt alene i et land, der dybest set var fremmed for mig, gik jeg helt ned. I mange år holdt jeg facaden oppe og var den glade, ambitiøse pige, men indeni var der ufred og strid. Julen gav mig et anker. Med min biologiske familie langt borte var det naturligt for mig at holde jul hos min danske familie på Gangergaarden, når det ikke lykkedes at samle min egen lille flok på tværs af afstandene.
En enkelt jul langt senere, da de gamle på gården var borte, og jeg følte mig helt fortabt, sendte jeg en vred mail til Kathrine Lilleør over noget, hun havde skrevet i den avis, jeg arbejdede for. Jeg husker ikke, hvad jeg skældte ud over. Men hun så lige igennem mig og inviterede mig til gudstjeneste i sin kirke. Jeg glemmer aldrig hendes ord: ”Glæden kom til Jorden i form af et lille barn, og det eneste, du skal gøre, er at tage imod.”
Det gav uendelig meget mening for mig. Væk var sorgen over at have mistet. I stedet mærkede jeg glæde og taknemmelighed over at have modtaget. Den jul blev indre ufred vendt til indre fred.