Baháí-troende: Jeg ville nyde at tage med i kirke juleaften

Christopher Jamil de Montgomery er en del af baháí-samfundet i Danmark, og fejrer ikke jul. Han sætter dog pris på de åndelige aspekter af julen, men føler sig teatralsk hvis han skal gå op i juletræet

Christopher Jamil de Montgomery er en del af bahá'í-samfundet i Danmark. Da han var barn holdt han jul fordi det havde betydning for bedsteforældrene, men han har ikke selv planer om at holde jul.
Christopher Jamil de Montgomery er en del af bahá'í-samfundet i Danmark. Da han var barn holdt han jul fordi det havde betydning for bedsteforældrene, men han har ikke selv planer om at holde jul. Foto: Privatfoto.

Når Christopher Jamil de Montgomery bevæger sig rundt i bybilledet i december måned, kan han godt sætte pris på den overdådige oppyntning. Men kun så længe den rent faktisk er æstetisk behagelig. Som medlem af bahá'í samfundet i Danmark fejrer han ikke jul, og han har svært ved at sætte pris på de elementer af julen, der blot opretholdes for traditionens skyld.

LÆS OGSÅ: Buddhist: Brug julen til at fokusere på glæden ved at give

Hvis man med tradition mener, at familien samles og hygger sig, så kan jeg godt lide det. Der, hvor jeg har det mest akavet, det er ved højtideligholdelsen af traditioner, som jeg ikke lever mig ind i. For eksempel føler jeg mig lidt teatralsk, hvis jeg skal lade som om, jeg går op i juletræet, når jeg ikke går op i juletræet, forklarer han.

Han ville dog nyde at tage med i kirke juleaften. Ikke som noget der har værdi for traditionens skyld, men som noget der kan give et åndeligt udbytte.

Jeg kan rigtig godt lide, når der en klar forbindelse til det åndelige aspekt i julen. Hvis præsten holder en dårlig prædiken, er det selvfølgelig ikke særlig spændende, men hvis han siger noget der er opløftende, er det jo fantastisk. Jeg er ikke så optaget af formen, men mere af indholdet, siger han.

Baháíerne anerkender ikke Jesus som Guds søn, som kristne gør. Men det betyder ikke, at han skal anskues som et almindeligt menneske. Man skal i stedet tænke på Jesus som et perfekt poleret spejl, der gengiver det guddommelige, uden dog selv at være guddommelig:

LÆS OGSÅ: Ateist: Vi tager julen meget afslappet

"Jesus anses som en budbringer på linje med Muhammed eller Buddha, som kommer med et budskab, der opløfter og uddanner mennesker. Profeterne er manifestationer af Gud, som åbenbarer Guds vilje, og Jesus er dermed en del af menneskehedens spirituelle arv. Men ligsom det lys vi ser i et spejl ikke kan begrænses til spejlet, så er Gud ophøjet over, hvad vi kan forstå, og det ville være forkert af os at begrænse det guddommelige til specifikke manifesteringer," forklarer han.

Men hver religion har sin tid, så baháíerne højtideligholder ikke de jødiske, muslimske eller kristne helligdage. Christopher Mongomery har dog alligevel et nærmere forhold til julen, end til eksempelvis ramadanen, i kraft af, at han er opvokset i Danmark:

Jeg holdt selv jul som barn, fordi det betød meget for min morfar. Da han døde som den sidste af mine bedsteforældre, fortsatte vi et eller to år, fordi vi var børn. Og i dag, hvor min søster er gift med en kristen, fejrer vi nogle gange jul med dem. Jeg tror dog ikke selv, at jeg vil gøre noget ud af julen med min fremtidige familie. Men det er der sikkert andre, der ville gøre alle må jo læse skrifterne og forholde sig til, hvordan de synes, det giver mening i forhold til deres liv, siger han og understreger, at han også gerne tager med til en julefest eller en julefrokost. Blot er det ikke for hans skyld, men fordi det betyder noget for andre.

LÆS OGSÅ: Billedserie: Bahai-religionens arkitektur

Når Christopher Montgomery bedre kan forholde sig til julen som en religiøs markering end julen som tradition, bunder det også i den centrale pointe i baháí-troen, at vi lever i en ny tid, hvori det er vigtigt at etablere nye traditioner.

Det mål er meget mere omfattende end bare julen. Det handler om, hvordan vi organiserer vores liv, hvordan politik fungerer og så videre. Hver gudsmanifestation kommer med et budskab, som på den ene side har en evig del, som er den grundlæggende sandhed om mennesket, og på den anden side en speciel del, som handler om udviklingen af samfundet, og som nødvendigvis må ændre sig i takt med, at samfundet ændrer sig, siger han som forklaring på, hvorfor traditioner ikke i sig selv kan have værdi.

Som et sidste råd til alle de danskere, der i år skal holde jul, opfordrer Christopher Montgomery til at fokusere på de åndelige aspekter ved julen:

Hold fokus på det, der er væsentligt i livet - også i julen. Se det som en lejlighed til at vise kærlighed til dem, I elsker, og ikke som en årsag til stress.