Juletræet på Rådhuspladsen
Mændene fra kommunen er ved at rejse det store juletræ på Rådhuspladsen. Lange, afknækkede grene ligger ligesom store fjer på pladsen rundt om træet. En pige er kravlet op i træet, i gang med at ordne noget.
”Er de knækket under transporten?”
”Ja. Det skal jo ned og ligge, jo. Så har vi bare lidt ståltråd, hvor vi syr et par grene på.”
”Nå ja. Jeg kan se, der er et par huller. Juletræs-reparatør … ha ha,” griner jeg.
”Ja, fornemt, ikke?” svarer manden fra kommunen. ”Og det er umuligt at finde et træ, der er pænt hele vejen rundt, jo. Men så har vi en filosofi, at dén side, man kan sige, der er rigtig flot, dén skal så vende ind mod Rådhuset.”
”Nå! Det vender dén vej?” peger jeg. Træet står med ryggen ud til Rådhuspladsen, og der er huller i ryggen. ”Skulle det ikke hellere vende ud mod os andre?”
”Jo, øhhh, det burde det måske.”
”Ud mod folket. Sådan ville jeg da vende det.”
”Ja. Det burde det jo sådan set. Men politikerne vil gerne have det vendt, og de har det sidste ord ... Nej ... Det er noget vi selv beslutter.”
”Det er jeres autoritetstro?”
”Ja. Lige nøjagtig! Så får vi ikke nogen ballade. Vi er tre granvoksne mænd, ha ha. Vi er jo også glade for vores arbejde, jo. Vi vil jo ikke ha’ nogen ballade, du ved. Så får vi det at vide ad bagvejen dagen efter. Nej, jeg ved sgu ikke, jo, du har da ret.”
”Det er da vigtigt, det vender flot ud til pladsen. Det er da her, vi ser det fra. Det er da også her, det fotograferes fra. Fordi bladhusene, de ligger da derovre!” peger jeg mod hjørnet, mod Nord-Øst. ”Hvor højt er træet?”
”Det skulle være 21 meter. Og det tændes hvert år 1. søndag i advent kl. 16. Der kommer en brandmand, du ved, det er jo nissefar, der kommer, ikke, og BUM så stikker han ild i det. Nogle år går det godt og andre år går det rigtigt godt ... Flere gange har de fået tændt det på vejen op. Nissefar står med en fakkel deroppe, og så tænder han stjernen ... Og så drypper lyset derfra ud i alle pærerne ... Men så et år ... så brandmanden ... der er elektrisk tænding på stjernen ... Men så snubler han på vej op ad stigen … Så trykker han på knappen, og så gik der fut i hele træet. Alle lamperne blev tændt, og så måtte borg- mesteren holde sin tale, da den var fem minutter i.” ”Neeejjjj!” hvisker jeg.
”Jo! Det var lidt uheldigt. Mange børn nåede slet ikke frem.”
”Hvor mange pærer er der?”
”800!”
”Det er vel energisparepærer?” griner jeg.
”Nej, det er det ikke. Og det kommer der heller ikke på, altså ... Det er gennemsigtige glødepærer.”
”Ja, for det skal stråle varmt som en åben favn.”
”Lige nøjagtig, og tænk. De er lavet i hånden ovre i Sønderjylland. De sidder med elektroderne, og så med pincetter trækker de glødetråden rundt. Og så derefter bliver kolben sat over og sat fast, og så bliver de suget tomme for luft. Det er lavet i hånden det hele.”
”Det er lige før, man kan se det,” smiler jeg.
”Det er så flot! Den måde de spejler sig i børnenes øjne. Og fugten på deres læber, mens de spiser en pølse. Ha ha, det er sgu flot.”
”Og skinner i pengekisten!”
”Ja, hvis de kan lade den være i fred! Det har vi også problemer med. Sidste år, jeg tror det var fire eller fem gange, den blev smadret.”
”Er det ikke panserglas?”
”Jo, men de gør alt, hvad de kan, for at smadre den alligevel.” ”Stjal de pengene?”
”Ja, og den står ikke engang ude om natten. Den bliver kørt ind kl. 23. Før i tiden stod den jo ude hele døgnet rundt. Men sidste år havde de smadret nissehuset og alt muligt, hele lortet.”
”Hvad er det dog, der sker?”
”Ja, det må du sgu nok spørge om. Men det klør jo i fingrene, hvis de kan se, der ligger 250.000 i kassen. Så vil de jo gerne ha’ dem med sig, jo.”
”Jeg tror det straffes i himlen, du!”
”Ja, ha ha ha, det tror jeg også.”
”Alle de børn, der skulle have haft glæde af pengene.” ”Ja,” sukker han.
”Glædelig jul.”
”Ja, tak skal du ha’!”