Han kunne næsten ikke få vejret, da han nåede frem efter 20 minutters cykeltur i høj fart. En læge forsøgte at måle hans blodtryk.

”Vi tager det igen, når du er faldet lidt ned. Lige nu er det unaturligt højt.”

De undersøgte hans overkrop og tog billeder af den, som de også havde gjort ved tidligere forundersøgelser. Mærkede på hudens elasticitet og markerede med tusch, hvor de ville lægge snittene under operationen.

Alt så fint ud.

”Vi ses mandag morgen klokken 7.”

Han var klar til operation.

Nevan Solagna, 29, tilhører den lille del af befolkningen, som aldrig har været tilpas med det køn, han blev født med. Siden han var barn, har han følt sig fremmedgjort og forkert, fordi andre så ham som en pige. Indeni følte han sig som en dreng uden at kunne sætte ord på hvorfor. ”Transkønnet” eller ”transperson” er de officielle betegnelser for personer, hvis køns­identitet ikke stemmer overens med det biologiske køn, de blev født med.

Netop det spørgsmål – hvorfor nogle ikke kan identificere sig med deres biologiske køn – kan videnskaben heller ikke svare ­fyldestgørende på. Trods utallige studier af hjernen, tvillingestudier og forskning i arv, miljø og identitet mangler de håndfaste videnskabelige forklaringer. Et nyt studie fra Belgien viser dog, at hjernen hos transkønnede i sin form ligner hjernen hos det køn, de identificerer sig med. Men ingen forskning har for alvor kunnet indhegne identiteten. Overlæger med speciale i kønsidentitet ser desuden, at forekomsten af angst og depression er højere hos transpersoner, men det kan netop skyldes, at man føler ubehag ved sit biologiske køn, understreger de. Hvad man ved med sikkerhed, er, at trans­personer findes i alle kulturer og samfund – rig som fattig.

Hvor mange mennesker der er trans­kønnede eller ikke passer ind i de to kasser, mand og kvinde, kan være svært at sætte præcise tal på. Internationale studier skønner, at det kan være en halv til en hel procent af en befolkning, der føler ubehag ved det køn, de er født med. I dansk målestok svarer det til 28.000-57.000 personer.

I Danmark tager Center for Kønsidentitet (CKI) på henholdsvis Rigshospitalet og på Aalborg Universitetshospital sig af borgere, der ønsker sundhedsfaglig hjælp i forbindelse med kønsidentitetsforhold. Det nye center skal koordinere behandlingen af transkønnede, der skal have sundheds­væsenets hjælp til ændringer i form af for eksempel hormonbehandling og/eller operationer. Begge centre har psykologer, psykiatere, gynækologer og plastikkirurger tilknyttet. Såkaldt nedre kirurgi kan dog kun laves på Rigshospitalet. Man skal være fyldt 18 år for at komme til samtale på CKI. På sigt er målet dog at åbne op for, at CKI også kan tage sig af forløb for børn og unge.

I hele den vestlige verden er tendensen, at søgningen mod de klinikker, der udreder transkønnede, er steget kraftigt de seneste år. På Rigshospitalet har man set en stigning fra under 20 patienter henvist årligt til hormonbehandling i 2013 til 230 i 2018. På Aalborg Universitetshospital var der i 2016 blot 19 transkønnede, der opsøgte klinikken, mod 357 i 2018. En del af forklaringen kan være mere opmærksomhed og synlighed fra trans­kønnede, og at der både i Danmark og internationalt har været en række kampagner for at skabe bedre forhold for transkønnede.

Siden det i 2014 blev muligt at foretage ­juridisk kønsskifte, har Økonomi- og Indenrigsministeriet modtaget 982 ansøgninger og meddelt nyt personnummer i 806 sager. Det gælder også Nevan, som i marts 2015 fik et nyt, mandligt cpr-nummer.

I begyndelsen af 1990’erne løb en lille italiener med store, viltre krøller og brune øjne rundt i en børnehave i Italien. I ­andres øjne en lille pige, der klatrede i træer og spillede fodbold, selvom nonnerne i ­børnehaven forsøgte at begrænse det. Den lille italiener var Nevan Solagna, som på det tidspunkt havde et pigenavn, men som allerede dengang følte sig anderledes – som én, der kom fra en anden planet.

Nevan blev født den 20. februar 1990. Han voksede op som pige i en lille landsby i det nordlige Italien i en katolsk, men ikke specielt religiøs familie. Hans far arbejdede på kontoret på en plasticfabrik, og hans mor var hjemmegående. I barndomshjemmet var han den ældste i en søskendeflok på tre med en lillesøster og en lillebror. Før børnehaven gjorde han sig ikke tanker om sit køn, men når han legede alene, var det altid drengerollerne, han valgte, og til fastelavn var han klædt ud som pirat.

I en pårørendesamtale med en psykolog på sexologisk klinik har hans mor siden fortalt, at Nevan allerede fra to-treårsalderen vægrede sig ved at gå i pigetøj, men at hun opfordrede ham til at gå piget klædt. Det har hun siden fortrudt. Forskningen viser, at det typisk er i fireårsalderen, man får en bevidsthed om sit eget køn og sin identitet.

Som ung teenager gjorde Nevan selv nogle forsøg på at passe ind ved at klæde sig mere piget, selvom han følte sig skamfuld over det. Da han fik sin første menstruation, græd han, og han fik sin mor til at købe en bh, da han udviklede bryster, fordi han skammede sig over den kvindekrop, han var i færd med at udvikle. Han ville helst købe tøj i drengeafdelingen, hvilket hans mor havde det svært med. I modsætning til sin to år yngre søster havde han heller ingen interesse for makeup og identificerede sig mere med sin yngre bror. Både fagligt og socialt klarede han sig godt i skolen.

Fra han var 14-15 år, begyndte triste perioder at dominere. Han havde selvmords­tanker, humørsvingninger, var depressiv og skar i sig selv. Han følte sig tiltrukket af ­piger og havde også en pigekæreste senere i teenageårene, som han præsenterede for sin familie, selvom det ikke var nemt at springe ud som homoseksuel i en konservativ, ­katolsk kultur. Noget andet var, at han heller ikke følte sig lesbisk. Som 17-årig stødte han tilfældigt på en transmand på Youtube, og det gik op for ham, at det var det, han måtte være. En person med mandlig køns­identitet, som var født med kvindeligt køn. En transmand.

Nevan lagde fra begyndelsen mærke til danske Andrea, som også var ­begyndt på kandidaten i Global ­Refugee Studies på Aalborg Universitet i ­København i januar 2013. Hun kunne give intelligent modspil, når de diskuterede i ­studiegruppen. Og så var hun smuk. Hun bemærkede også den spinkle og drengede italiener med det korte, sortkrøllede hår og den akademiske selvtillid. Kort efter blev de kærester.

Han var kommet til Danmark i 2011 for at studere og trivedes med det danske frisind. Det var lettere for ham at være sig selv i København. Dengang var hans fornavn stadig feminint, og han havde ikke fortalt nogen om sine inderste tanker.

Han og Andrea havde været sammen i et halvt års tid og var på besøg hos hans forældre i Italien. De sad på hans barndomsværelse, hvor der var så mange følelser, at han ikke længere kunne holde dem inde. Han begyndte at græde og betroede sig til hende.

Hun sagde, at hun støttede ham uanset hvad, og at det gjorde ondt på hende at se hans fortvivlelse. De måtte gøre, hvad der skulle til, for at han fik det bedre, sagde hun.

Da han senere fortalte det til sine forældre, blev de overraskede – men mindre overraskede, end da han præsenterede dem for sin første pigekæreste. Hans mor begyndte at græde, fordi Nevan græd, mens hans far blev helt stille. Efter et stykke tid sagde faderen:

”Vi er her for dig.”

”Jeg elsker dig. Vi elsker dig,” sagde hans mor.

Hans bedstemor tog også imod ham med åbne arme og sagde:

”Gud skabte dig sådan her, og så er det meningen, at det skal være sådan.”

Af hans journal fremgår familiens støtte også:

”Moderen er særligt optaget af patientens ve og vel, og at denne får det godt med sig selv. Der er derfor opbakning fra familiens side til patientens ønske om at skifte køn.”

Læser man andre vidnesbyrd om trans­personer, som er sprunget ud for familien, erfarer man, at nogle forældre føler, de ­mister den søn eller datter, som skifter køn. Men det er noget sludder, mener både ­Nevan Solagna og overlæger med fokus på kønsidentitet. Måske er det rent faktisk kønsskiftet, der redder dem på sigt, fordi de kan få lov at blive set som dem, de er.

Hjemme i Danmark kiggede Nevan og ­Andrea på nye navne. Han ville gerne beholde initialerne NS.

”Hvad med Nevin,” spurgte Andrea.

Selv elskede han navnet Evan.

”Jeg kunne hedde Nevan,” sagde han.

De så på hinanden og vidste, at det var det, han skulle hedde.

Nevan vidste også, at han ved semesterstart efter sommerferien måtte springe ud for alle, han kendte, hvis de ikke længere skulle opfatte ham som en kvinde.

Han var tutor og studievejleder på universitetet og skulle derfor give nogle officielle beskeder, da undervisningen gik i gang i september 2013. Stående på scenen foran 100 medstuderende og sin professor sagde han:

”Nogle af jer kender mig fra tidligere, og nogle af jer gør ikke. Men jeg vil gerne have, at I fremover siger ’han’ og ’ham’, når I taler om mig. Og fra nu af er mit navn Nevan.”

Klokken lidt i 7 om morgenen den 15. september 2015 mødte Nevan Solagna op på klinik for plastikkirurgi på Rigshospitalet. Han skulle have foretaget en ­bilateral mastektomi, som det hedder på fagsprog, når man fjerner begge brystkirtler. Den primære målgruppe til denne type operation er kvinder med brystkræft, som oftest begræder bortfjernelsen af brysterne.

For Nevan Solagna var det lige omvendt. Han var spændt på operationen, men ikke nervøs. Han glædede sig til at få fjernet den barm, der havde gjort ham dårligt tilpas ­siden teenageårene, og som han i flere år havde holdt inde med en såkaldt binder. En binder er simpelt forklaret en stram vest eller top, der gør ens bryster flade, så det fremstår som en mands brystkasse.

Lægerne hentede ham til tiden, og han fik hospitalstøj på og en hospitalsseng at ­ligge i. En portør trillede ham til operationsstuen, hvor han blev lagt i fuld narkose af en anæstesilæge.

Størstedelen af de transpersoner, som har kontakt til Center for Kønsidentitet i København og Aalborg, ønsker som Nevan at modtage hormonbehandling og blive opereret foroven.

På operationsbordet var Nevan ikke længere ved bevidsthed. Kirurgen åbnede et bryst ad gangen med et snit på cirka halv­anden centimeter og fjernede brystkirtlerne sammen med den overskydende hud. Her­efter syede han brystet sammen igen.

Cirka halvanden time senere kom Nevan til sig selv på en opvågningsstue på Rigs­hospitalet. Om brystet havde han en forbinding. Hans barm havde været lille og hans hud meget elastisk, så det havde været enkelt for kirurgen at operere og sy huden sammen. Han blev kørt op til sin stue, hvor han blev tilset hyppigt og smertedækket med Panodil hver tredje time.

Efter en uge kunne han cykle igen. Følelsen af frihed var overvældende, både når han ikke behøvede at trække gardinerne i lejligheden for, når han skiftede tøj, og når han mærkede følelsen af en bomulds-T-shirt mod sit nøgne bryst. Den allerbedste følelse var dog den første sommer efter operationen, da han stod i vandkanten og mærkede vinden blæse på sin bare overkrop. Det var magisk.

En mørk novemberaften i Italien i 2016 sad Nevan på passagersædet i en bil ført af en af Italiens fremmeste LGBTQ-advokater, Cathy La Torre. Efter de havde kørt i næsten tre timer mod syd, nåede de klokken 20 og efter 250 kilometer frem til ­deres destination – en psykolog i Bologna, der havde erfaring med transpersoners livsudfordringer. Efter en længere samtale med Nevan skrev psykologen en rapport, som advokaten skulle præsentere for en dommer.

Tidligere på dagen havde Nevan været for den selvsamme dommer i byen Belluno, ­fordi han også ønskede juridisk kønsskifte i sit hjemland. Som italiensk statsborger med italiensk pas figurerede han stadig som kvinde, og hvis han skulle ud at rejse, måtte han sætte flueben i ”kvinde” og skrive ”frøken” Solagna, når han bestilte flybilletter. Også selvom han nu så helt anderledes ud end den pige, der var billede af i passet.

Det gjorde ham utilpas, og både han og kæresten Andrea var nervøse for, om han ville blive holdt tilbage og stillet en masse spørgsmål, hver gang de skulle igennem paskontrollen i en lufthavn. Længe havde han haft to identiteter. I Danmark var han en mand, men i Italien og når han rejste rundt i verden, var han stadig en kvinde. Det skulle være slut nu.

Med sig fra Danmark havde han en række dokumenter med udtalelser fra psykologer, overlæger og psykiatere ved Sexologisk ­Klinik i København. Nevans forældre hjalp med at betale regningerne til advokaten og til oversættelsen af dokumenterne. At skifte køn kan også være et klassespørgsmål, hvor det kan være afgørende, at man både økonomisk og mentalt har ressourcerne til at kæmpe sin sag.

Dommeren afviste papirerne fra Sexologisk Klinik. De var ikke tilstrækkelige. De skulle være fra en italiensk psykolog, sagde han.

Dokumenterne var ikke det eneste problem. I Italien ville man kun kunne skifte juridisk køn fra kvinde til mand, hvis man lod sig operere og fik fjernet sin livmoder og æggestokke – fik foretaget en hysterektomi, på lægesprog, og dermed blev steril.

Nevan havde hidtil fravalgt sterilisering, fordi han ikke havde følt det nødvendigt i forhold til sin egen kønsidentitet. Nu ville han måske være tvunget til at blive opereret.

Med mindre altså at en tidligere retssag kunne danne præcedens. Forinden var det lykkedes én anden transkønnet person i ­Italien at skifte køn uden operation. Cathy La Torre troede på det.

”Vi kæmper,” sagde hun.

I marts 2017 efter flere måneders ventetid fik han endelig sit svar. Advokaten sendte en besked, da han var på arbejde.

”Vi gjorde det.”

Han blev så glad, at benene næsten ikke kunne bære ham ned ad trappen på vej ud for at ringe til Andrea og til sine forældre. Også i sit pas var han nu hr. Nevan Solagna, og han bestilte med det samme en flybillet til Los Angeles i USA.

Da han hentede sit ny pas hos det italienske konsulat i København, kyssede han det og holdt det ind mod sit hjerte.

Den stumpe lyd af træningsmaskiner og lugten af svedige kroppe åben­barer sig, da Nevan Solgana i januar 2019 åbner døren til sit træningscenter i ­København. Han lægger sin træningstaske og jakke i et skab i herreomklædningen. Bad tager han altid hjemme. Halvandet år efter, at han havde fået fjernet sine bryster, var han for alvor begyndt at træne. Body­building. Vægtløftning. Styrketræning. Hans ar efter operationen var helet så fint, at man kun kunne ane en rød streg på halvanden centimer under hver brystvorte.

Han går mod træningsmaskinerne, hvor der udelukkende står mænd med sammenbidte blikke og svulmende biceps. Træningen er blevet hans værn mod negative tanker. Hvis ikke han kommer afsted minimum tre gange om ugen, bliver han indebrændt og rastløs.

Han ser sig selv som en skulptør, der skaber den krop, han altid har ønsket sig. Hans hoftemål er krympet fra 99 til 82 centimeter, og hans overkrop har fået den klassiske V-form – tonet og trimmet som en Michel­angelo-statue. Nogle har anfægtet, at han nu ligner det kønsstereotype billede på en stærk mand. Men han træner, fordi det giver ham ro, og fordi det giver resultater.

Han gør klar til bænkpres og tager sit Everlast-bælte på. Han stryger sig langs ­kæben, hvor skægstubbene er spiret frem. Da han begyndte at træne, kunne han kun lige løfte vægtstangen. Nu kan han presse 90 kilo tre gange i streg.

: Inden den næste øvelse, chestflys, smider han T-shirten, så han kun er iført en tanktop, så man kan se en del af hans bryst. I spejlet følger han med øjnene, hvordan brystmusklerne hæver og sænker sig, og blodårerne springer frem. På det sociale ­billedmedie Instagram er han begyndt at dokumentere sin egen forvandling. Over 11.000 følger ham på profilen Q_Aesthetics, hvor han definerer sig som ”Self-made Man”, altså en hjemmelavet mand. Han forstår udmærket, at det er svært for at andre at sætte sig ind i, hvordan det er at være transkønnet. Han tilhører en minoritet, og han forventer ikke, at alle kan acceptere ham, men han vil have lov til at være en del af samfundet. Gennem billeder og ord fortæller han åbent om sin transition fra kvinde til mand. Der er billeder af ham som barn i Italien, som teenager og som nyopereret på Rigshospitalet i København. De fleste kommentarer på billederne er opmuntrende. Nogle få ikke. Til et af hans billeder har en bruger skrevet:

”Stupid trans” – dumme trans.

Nevan kommer halsende op ad trappen til sin praktiserende læge, der ligger i Nyhavn. Regnvåd og forpustet og med røde øjne lyner han den sorte vinterjakke ned og følger hjemmevant efter sygeplejersken Lotte ind i hendes konsultation. På vej derhen har han været på apoteket for på recept at købe Nebido – en injektions­væske, der indeholder 1000 milligram testosteron. En dosis koster cirka 1000 kroner.

”Du nåede det lige. Kom indenfor.”

Det er mandag den 4. marts 2019 og tre måneder siden, han senest har fået en sprøjte. Injektionerne skal han have resten af ­livet. Hvis ikke han får dem jævnligt, vil den fysiske udvikling, han har oplevet, gå til­bage. Hans kropsbehåring vil blive mindre, hans muskelmasse svinde ind, han vil formentlig få menstruation igen. Stemmen er det eneste, der er uigenkaldeligt forandret.

En gang om året går han til kontrol på Rigshospitalet, hvor de holder øje med hans testosteronniveau. Det må hverken være for højt eller for lavt, så dosen kan reguleres henad vejen.

Injektionerne har virket. I november kunne han for første gang gro et ”Movember”-overskæg, og på toilethylden hjemme i ­lejligheden på Nørrebro står barberkost og barberblade. At få skæg var noget af det, han havde set allermest frem til, da han begyndte på behandlingen.

”Jeg kommer direkte fra Rigshospitalet. Min hustru fødte i lørdags, det blev en lille dreng,” siger han forpustet.

”Tillykke, det er da fantastisk. Så er du blevet far. Er det gået godt?”

”Ja, det gik fint, men den lille har fået gulsot, så det er lidt hårdt, og vi har kun sovet få timer de seneste døgn.”

Lotte pakker væsken ud af æsken og suger de fire milliliter, der svarer til en dosis, op i kanylen. Injektionsvæsken er langt drøjere end eksempelvis en vaccine, og det tager længere tid at sprøjte den ind i kroppen. På grund af risiko for olieopløsning skal injektionen gives direkte i musklen og meget langsomt – og gerne af en fagperson.

Lotte giver kanylespidsen det velkendte knips med pegefingeren. Hun er klar.

”Nevan, hvilken side skal vi tage i dag?”

”Jeg plejer altid at få den i den her side.”

”Så vil jeg rigtig gerne have dig til den ­anden side, så du ikke danner for meget arvæv.”

Nevan trækker ned i de sorte træningsbukser, så Lotte kan komme til at stikke kanylen øverst i højre balle. Med pegefingeren trykker hun langsomt kanylen i bund. Han skærer ansigter.

Vi kan godt holde en lille pause, hvis du har brug for det.”

”Nej, det er ok. Når man har oplevet sin hustru føde, kan man ikke tillade sig nogensinde igen at klage over smerter.”

Døren til lejligheden på Nørrebro er pyntet med billeder af barnevogne og glimtende stjerner. Under deres navneskilt ”Nevan og Andrea” hænger en glad baby i pap. Naboerne i opgangen havde dekoreret døren som en overraskelse, mens de var på fødegangen.

Nevan åbner døren med den fri hånd. På hans anden arm ligger hans otte dage gamle søn i gråt uldtøj, mens hunden Frits vimser rundt.

”Her er min dreng,” siger Nevan og ser kærligt den lille ny.

Den velskabte dreng blev født lørdag den 2. marts 2019 klokken 2.51 på Rigshospitalet i København – på sine forældres ni måneders bryllupsdag. Nevan og Andrea blev gift i sommer. Først i København på rådhuset og siden udendørs på hans hjemegn i Italien.

Sønnen er fisk af stjernetegn, ligesom alle drengene i Nevans familie. Hans far, hans lillebror og Nevan selv.

”En fisk, det ved man, hvad er,” siger han med et grin.

Tilknytningen til sønnen er kommet med det samme, synes Nevan.

”Hvis jeg er ovre og træne, savner jeg ham efter en time og må se nogle billeder og små film på min telefon. Det er virkelig rigtigt, at man bliver forelsket i sin baby. Jeg har slet ikke lyst til at være væk fra ham.”

Sønnen er blevet til med hjælp fra en donor på Rigshospitalet. Donoren er åben, så hvis drengen senere i livet ønsker kontakt, er muligheden der. Selvom sønnen er ­kommet til verden med hjælp fra en donor, er det Nevan, der juridisk er far til barnet. Var de blevet forældre nogle år tidligere, var det derimod ikke givet.

I 2017 slog landsretten i en kendelse fast, at en mand, der havde fået foretaget juridisk kønsskifte, havde ret til at være far til sit barn. Manden havde først fået afvist sin ansøgning om faderskab til Statsforvaltningen med beskeden om, at han var ”medmor”, så længe han stadig havde livmoder og æggestokke. Det er ændret nu.

Sådan sker der løbende forandringer, som gør det nemmere at være transkønnet. ­Nevan Solagna var én af dem, der sammen med en række andre aktører i 2016 modtog Menneskerettighedsprisen for sit arbejde med at få fjernet transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiatriske diagnoser.

Lysten til at gøre verden til et bedre sted for transkønnede er også årsagen til, at ­Nevan har sagt ja til at dele sin fortælling med Kristeligt Dagblad. For at hjælpe og ­inspirere de små Nevaner, der sidder rundt omkring på teenageværelserne og måske ­føler ubehag ved deres biologiske køn. Han ved, at han bliver nødt til at fortsætte med at være åben om, hvem han er, for han vil have, at hans søn vokser op i en verden, hvor køn ikke bestemmer, hvem du er, hvad du kan, og hvordan du ser ud. Han vil opdrage sit barn med en forståelse og sensi­bilitet overfor, at der findes mere end to kasser, og alle kan være den, de er. Hverdagen skal ikke opdeles i mekanikere og prinsesser og i lyseblå og lyserød. Men det er svært, har han allerede erfaret. Forleden var han i en babybutik rundt om hjørnet.

”Kan jeg hjælpe dig,” spurgte ekspedienten.

”Jeg kigger efter tøj til min nyfødte,” sagde han.

”En dreng eller en pige?”

”Det er en dreng, men farverne betyder ikke noget. Pink er også fint. Det er en smuk farve.”

”Jamen ikke til en dreng,” sagde ekspe­dienten.

”Tak, og hav en god dag,” svarede Nevan og forlod butikken.

Når han ser tilbage på de seneste fem år af sit liv med de mange samtaler på Sexologisk Klinik, hormonbehandling, nyt navn, brystoperation, nyt cpr–nummer, juridisk kønsskifte i to lande, nyt pas, bryllup, bodybuilding, barn og hans helt nye rolle som far, så er han tilfreds med sit liv. Som 29-årig er han landet et godt sted og lever et helt ­ almindeligt liv med hustru, baby og hund. Han fik 12 for sit speciale på universitetet og har nu fuldtidsjob i Københavns Kommune.

”Jeg kan endelig leve som den person, jeg egentlig er, og bliver opfattet som en mand af omverdenen. Men jeg vil altid være på vagt og overveje, hvad jeg kan sige til hvem. Det vil altid være en kamp.”