Judith fra ”Mormor på mandejagt”: Dating er både spændende og et nødvendigt onde

Efter et langt liv er det vigtigt at finde kærligheden, før jeg dør, siger 70-årige Judith Rothenberg fra DR-programmet "Mormor på mandejagt". Her søger hun og andre på hendes alder kærligheden blandt andet på datingapp'er, og det bringer både skuffelser og udfordringer med sig

I en ny DR-dokumentar kan man møde Judith Rothenborg og tre andre ældre kvinder, der har alt andet end opgivet jagten på kærligheden.
I en ny DR-dokumentar kan man møde Judith Rothenborg og tre andre ældre kvinder, der har alt andet end opgivet jagten på kærligheden. Foto: Judith Rothenborg.

I en ny DR-dokumentarserie kan man opleve fire kvinder i deres livs efterår være på jagt efter kærligheden. "Mormor på mandejagt" hedder programmet, hvor man igennem fire afsnit følger de tre mormødre Judith, Susan, Mona og Bente, mens de forsøger at opsøge kærligheden og tosomheden.

I det første afsnit skildres datinglivets skuffelser og udfordringer, som ikke forsvinder, bare fordi man kommer op i årene.

Judith Rothenberg er en af programmets hovedpersoner. Hun har efter et langt skuespillerliv og flere kortere forhold, hvor det længste har varet syv år, besluttet sig for meget aktivt at opsøge kærligheden.

Fra sin lejlighed i midten af København bruger den 70-årige kvinde forskellige dating-app'er og -sider til at finde den rigtige mand. Judith Rothenberg fortæller her, hvordan dele af jagten på kærligheden ændrer sig med årene, men at både frustrationer og glæder på mange måder forbliver helt de samme.

Hvorfor er det vigtigt for dig at finde en mand?

"Jeg er et menneske, der holder meget af at kommunikere og dele. Jeg er et menneske, der gerne vil begejstres, og som rimeligt nemt bliver det. Jeg vil meget, meget gerne dele kunst og natur og tanker og tale.

Det har jeg selvfølgelig også venner til, men jeg synes, at det både er spændende og interessant at være i selskab med mænd, fordi de er så mærkelige og anderledes end mig selv. Jeg synes, at det er interessant at sidde og snakke med en mand og se, hvordan han opfører sig, og hvordan han er. Og så er jeg jo ikke holdt op med at synes, at erotik er både spændende og vidunderligt.

En anden ting vigtig ting for mig er, at jeg tror på, at der en cyklus i livet. At hvis man som mig har levet et langt liv, og også kommer fra en vanskelig barndom og baggrund, så er det vigtigt at finde kærligheden, før jeg dør."

Hvilket slags forhold er det, du drømmer om at finde?

"Det skal være et ligeværdigt forhold fyldt med respekt, gavmildhed og udveksling af forskelligheder. Jeg har nogle gange tænkt, at hvis han nu eksempelvis spillede golf, så ville jeg da gerne lære det. Og hvis han nu var en, der ikke interesserede sig for kunst, så ville jeg gerne være den, der viste ham den verden.

Da han jo skal være omkring min alder, så bliver han jo ikke helt ung. Det betyder jo, at der har været en hel masse liv, der er levet. Det er en spændende ting, det med at være sådan: 'Hvordan har dit liv været. Mit har været sådan her'. Og finde ud af, hvordan man kan supplere hinanden og tage de her sidste trin i livet sammen.

Selvfølgelig vil det være skønt at bo sammen med en. Men om det i vores alder kan lade sig gøre, eller om man skal mødes hver dag, hver anden dag eller en gang om ugen, det ved jeg ikke."

Judith Rothenborg bruger onlineredskaber som datingapps og -sider til at finde spændende mænd, som hun hun kan mødes med i sin jagt på en livspartner.
Judith Rothenborg bruger onlineredskaber som datingapps og -sider til at finde spændende mænd, som hun hun kan mødes med i sin jagt på en livspartner. Foto: Fra programmet Mormor på mandejagt / DR Presse


Hvad definerer en mand, som interesserer dig – og har det ændret sig gennem dit liv?"

"Da jeg var yngre, faldt jeg ofte for dem, der var lidt tossede og skæve. Og vilde. Den slags mænd er meget fascinerende, men kan være vanskelige at finde tryghed hos.

Jeg kan stadig godt blive meget fascineret af alt, der har at gøre med kultur, kunst og musik. Mennesker, der kan noget. Det kan ligeså godt være en håndværker. Det betyder ikke noget for mig, men mennesker, der kan noget, det bliver jeg meget fascineret af.

Jeg har levet et helt freelanceliv som skuespiller, og det har da helt sikker påvirket mig. Det mere borgelige tiltrækker mig ikke lige, selvom jeg ikke helt kan sætte ord på, hvad det præcist er.

Helt generelt bliver jeg tiltrukket af mennesker, der er gavmilde og har et åbent sind. Og som har let til latter. Det er meget vigtigt at kunne lytte til latter. Jeg vil som de fleste andre også gerne have en, der passer på mig."

Oplever du nogle fordele ved at være på mandejagt nu end tidligere i dit liv?

"Jeg er nok blevet mere sikker på, hvad jeg leder efter. Jeg er helt klart blevet mere selektiv, ja. Og endnu mere efter de seneste par år, hvor jeg har datet mere aktivt end tidligere, for jeg synes godt nok, at jeg har mødt mange tåbelige mænd.

Der er jo også dukket en sætning op, som jeg ikke tænkte tidligere. At jeg hver dag er tættere på døden, end jeg har været. Derfor er jeg mere opmærksom på, hvad jeg bruger min tid på. Hvis jeg ser nogle mænd, hvor jeg nok tidligere ville være sådan: ’Hvorfor ikke? Det er sikkert spændende’, så tænker jeg nu mere på, om det er spild af tid. At selvom det er spændende, så vil det ikke holde i længden."

Er det befrielse?

"Ja, men det er mest sådan, jeg håndterer det, når jeg ser det på afstand. Jeg har lagt mærke til, at når jeg bliver mere følelsesmæssigt involveret, går jeg mere på kompromis. Men når det gælder dating mere generelt, og jeg ser mere på det udefra, så er det lettere at tage de fornuftige beslutninger end tidligere.

Jeg vil dog også sige, at jeg skal tage mig lige så meget sammen før en første date, som jeg altid har skullet. Det har ikke ændret sig. Jeg kigger mig stadig i spejlet hele tiden og er i tvivl om, hvad jeg skal have på af tøj. Jeg er nok blevet bedre til at tale mig selv ned igen i de her situationer, end jeg var tidligere. Jeg går ikke ud på de dates og er møghamrende nervøs. Men det er de samme følelser, jeg går igennem, som det altid har været.

Hvad er de særlige udfordringer ved datinglivet i din alder?

"Altså først og fremmest falder jeg – i hvert fald når det gælder udseende – meget for mænd, der er 10-20 år yngre end mig. Det samme gør mange af mændene på min alder, har jeg jo også lagt mærke til. Der er jo ikke det samme bud efter en kvinde på 70 år, som der efter en 45- eller 50-årig. Jeg må sige, at jeg ofte har det med dem, som går efter mig, at det er meget 'tak, men nej tak'."

Fra sin tilværelse ved søerne i midten af Købehavn kan Judith gruble over tåbelige mænd og datingslivets udfordringer.
Fra sin tilværelse ved søerne i midten af Købehavn kan Judith gruble over tåbelige mænd og datingslivets udfordringer. Foto: Fra programmet Mormor på mandejagt / DR Presse

Hvordan går du til datingen?

"Jeg bruger datingapp'er som Tinder og så forskellige datingsider. Det kan helt klart godt nogle gange føre til stor træthed, når man har prøvet noget forskelligt og været igennem nogle tunge nogle.

Er datingen et nødvendigt onde for at finde kærligheden, eller er rejsen også sjov i sig selv?

"Begge dele vil jeg sige. Det er et nødvendigt onde, fordi jeg har taget beslutningen om, at jeg vil gøre en aktiv indsats for at finde kærligheden. Man kan ikke blive ved med at sukke efter kærligheden, hvis man ikke gør noget for det.

Der er andre tider, hvor jeg i den grad nyder rejsen. For det kan være utroligt hyggeligt og interessant med de mennesker, som man får muligheden for at møde, når man dater."

Hvad er en god date da for dig?

"Der har været oplevelser, hvor jeg har været utroligt glad for at høre om et andet menneskes liv. Og vi måske har grint rigtigt meget sammen. Selvom jeg ikke har villet fortsætte sammen med den her mand, så har det stadig været en rigtigt fin aften.

En aften, hvor jeg har moret mig sammen med vedkommende og mødt et nyt menneske, som jeg ellers ikke ville have haft muligheden for, fordi at den her type ikke findes i det miljø, som jeg kommer i. Så datingen har også sine sjove og spændende sider."

Oplever du nogle fordomme ved at være datende i en højere alder?

"I forbindelse med programmet har jeg ikke mødt andet end positive reaktioner. Jeg synes ikke, jeg har mødt fordomme endnu. Der har været en enkelt eller to, der bare har skrevet ’Skal du have noget sex’, men dem blokerer jeg jo bare. Jeg leder ikke bare efter en sengepartner. De forhold havde jeg, da jeg var yngre. I dag er det kærlighed, jeg er efter.

Jeg har da også oplevet, at nogen overraskes over, at intimitet, seksualitet og nærhed stadig er vigtigt. Der er nogle mennesker, der har en forventning om at disse ting bare falder i søvn med årene. At nu er der jo børnebørn, og så er det slut med det. Den holdning omgås jeg heldigvis ikke så meget."

Føler du, at den moderne teknologi gør det lettere eller sværere at finde en mand?

"Lettere, helt klart, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg kan måske nævne 10 i min familie eller omgangskreds, der har fundet deres kærester eller ægtemænd på nettet eller gennem app'er. Så det kan sagtens lade sig gøre.

Det kræver nok bare, at man skal kysse en masse frøer, før der kommer en prins i sidste ende. Og det kan da godt være lidt irriterende til tider, men det gælder også om at prøve at nyde turen."