Prøv avisen

Kampagner raser: "Er det godt eller skidt at drikke mælk?"

I en storstilet kampagne reklamerer Arla for ”mælk uden mælk, garanteret fri for næringsstoffer”. Foto: Dansk Veganerforening og Arla Foods

Drik meget, drik lidt eller drik slet ingenting. Debatten om danskernes mælkeforbrug raser igen, og anbefalingerne stritter i mange retninger. Ekspert i sundhed og ernæring forklarer her, hvad der er op og ned

Sundhedsdebatten er kørt af sporet, og det forvirrer forbrugerne. Det mener mælkeproducenten Arla i hvert fald. Med humor som våben er de gået til kamp mod kostråd, trends og myter om sundhed.

(Eksempel på en af Arlas kampagnevideoer)

Det har blandt andet mundet ud i en storstilet reklamekampagne, hvor Arla reklamerer for ”mælk uden mælk, garanteret fri for næringsstoffer”. Og i en række videoer på sociale medier, hvor det til tider absurde i sundhedsdebatten trækkes frem.

Men ikke alle trækker på smilebåndet over Arlas kampagne. For Dansk Veganerforening mener, at Arla selv er med til at fordreje sandheden.

Veganerforeningen har derfor lanceret sin egen modkampagne under sloganet ”mad med medfølelse”. Her argumenterer foreningen for, at der ernæringsmæssigt ikke er noget i mælk, som man ikke kan få fra andre kilder - og dermed kan man undgå at drive rovdrift på malkekvæget.

(Eksempel på Dansk Veganerforenings kampagne)

På den måde er linjerne trukket skarpt op. Tilbage sidder den almindelige forbruger med den umulige opgave at finde hoved og hale i en debat, hvor rigtigt og forkert afhænger af afsender.

Cand. scient. i human ernæring og adjunkt på Ernærings- og sundhedsuddannelsen på Københavns Professionshøjskole Sara Elisabeth Eriksen forklarer her, hvad der er op og ned i debatten, og hvorfor det er så svært at blive enige.

Er det fra et ernæringsmæssigt synspunkt sundt at drikke mælk?

"Jeg kan ikke sige noget, der er negativt omkring mælk. Det er en anden snak, hvorvidt vi har behov for at drikke mælk," siger Sara Elisabeth Eriksen.

Er mælk nødvendig for at have en sund og varieret kost?

"Ja. Men hvis du spiser sundt og varieret, får du mange af de næringsstoffer, som kommer fra mælken, og derfor behøver man kun at supplere med få mælkeprodukter."

Hvor meget mælk eller hvor mange mælkeprodukter bør man indtage om dagen?

"Der er ikke som sådan et maksimum. Kigger vi på de officielle anbefalinger, siger de, at det er gavnligt at drikke en halv liter mælk om dagen. Men hvis man spiser en sund og varieret kost med fuldkorn og mange grove grøntsager, kan man nøjes med en kvart liter mælk om dagen."

Er der nogen vitaminer, protein eller lignende, som man kun kan få fra mælk?

"Det er der ikke, og man skal også passe på med at klassificere nogen fødevarer som superfoods, som om det kun er dem, der indeholder en specifik gruppe næringsstoffer. Det gælder også mælk."

Der findes masser af steder verden over, hvor man kun drikker lidt eller slet ikke noget mælk. Hvordan får de dækket deres behov?

"De spiser tit en anden kost, og måske genetisk ikke har behov for mælk. Der er rigtig mange danskere, som forsøger at lægge deres kost om og for eksempel undgår mælk. Det kan man også sagtens, men så er det vigtigt at supplere med andre fødevarer. Kroppen har som sådan ikke behov for mælk. Men at undgå mælk fordi det er usundt, det er der ikke evidens for."

Dansk Veganerforening argumenterer for, at man kan få dækket sit behov for calcium, protein, B2 og K1 ved at spise grønkål. Er det rigtigt?

"Grønkål er en slags superfood. For det er en af de fødevarer, vi har i Danmark, som indeholder mange forskellige næringsstoffer. Men sammenligner man mælk med grønkål, kommer det an på, hvilket næringsstoffer vi kigger på. Man kan godt begynde at sammenligne de to fødevarer, når det kommer til indholdet af calcium, men når det kommer til protein, så kan de to ikke sammenlignes. De proteiner, som findes i mælk, er af bedre kvalitet end dem, man finder i grønkål. God proteinkvalitet betyder blandt andet, at de proteiner og aminosyrer, man finder i mælk, er nogle, som kroppen ikke selv kan lave."

Du nævnte, at man skal drikke ¼ til ½ liter mælk for at få dækket sit behov. Men hvor meget grønkål ville man i så fald skulle spise?

"Lad os holde os til calcium, for det er der, hvor de to er sammenlignelige. En almindelig voksen dansker skal indtage seks til otte hundrede milligram calcium om dagen. Det svarer til, at man skal spise cirka 320 gram grønkål om dagen."

Det er ikke første gang, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om det er sundt at drikke mælk. Bliver det nogensinde muligt at sætte et endegyldigt punktum i debatten om mælks sundhed?

"Fordi vi har et individualiseret syn på kost og fødevarer, så er svaret nej. Men mælk er ikke usundt, og danskerne får dækket 41 procent af deres calciumbehov igennem mælkeprodukter. Vi skal have calcium igennem kosten for at styrke vores knogler og muskler, og der er mælk en super god kilde. Men for børn kan for meget protein være uhensigtsmæssigt, og derfor er det ikke altid så lige til. Jeg vil derfor sige, at der skal være en balance i alt - også mælkeindtaget," lyder det fra Sara Elisabeth Eriksen.