I Warszawa står der en statue af USA’s 40. præsident, Ronald Reagan, til minde om dennes indsats for fagforeningen Solidaritet, der i 1980’erne var den drivende kraft i Polens frigørelse fra det sovjetiske imperium. I dag må man spørge sig, om USA’s nuværende præsident, Joe Biden, kan få sin egen statue i Minsk, hovedstaden i Belarus, inden for en årrække, for den belarusiske opposition ønsker samme opbakning fra USA, som Solidaritet og dets leder, Lech Walesa, fik op til jerntæppets fald.
Den eksilerede belarusiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja, som, mange hævder, vandt præsidentvalget i Belarus for et år siden, har i juli turneret rundt i USA og mødtes i denne uge med Biden. Der er mange paralleller til Walesas historie, så man kunne tro på en historisk gentagelse. Men der er også forskelle.
Både Reagan i sin tid og Biden i dag slår retorisk på en offensiv demokratidagsorden. Joe Biden italesætter vor tids største udfordring som konfrontationen mellem demokrati og autokrati, hvor Reagan omtalte Sovjetunionen som ”ondskabens imperium”.
Belarus’ diktator, Aleksandr Lukasjenko, er på mange måder i en situation, som Polen stod i for 40 år siden. Efter at han i august sidste år hævdede at have vundet det omstridte præsidentvalg, blev han mødt af en bred og folkelig protest med månedlange masseprotester. Siden har Lukasjenko ageret med en repression af sine modstandere, som vi troede, Europa havde lagt i graven i forrige århundrede.
General Wojciech Jaruzelski overtog i 1981 tøjlerne i det kommunistiske Polen og indførte efter kort tid militær undtagelsestilstand i et land, der var præget af et folkeligt oprør anført af Solidaritet og voldsomme økonomiske og sociale problemer. Walesa var Jaruzelskis modpart gennem det kommende årti, indtil Walesa året efter Berlinmurens fald blev det frie Polens første folkevalgte præsident i 1990. I den periode var USA’s og Ronald Reagans ubetingede politiske støtte til Walesa og Solidaritet afgørende.
Som for 40 år siden i Polen er der i dag i Belarus tale om et østeuropæisk diktatur i social, økonomisk og politisk krise. Ruslands præsident, Vladimir Putin, støtter diktatoren, ligesom Sovjet sad på Polen. Så Moskva er atter modparten – og oppositionen i Belarus tror på USA som frihedens fødselshjælper, ikke Europa.
Men det store spørgsmål er, om Biden vil sætte ord bag handling. Reagan omfavnede kompromisløst Solidaritet og Walesa. Tikhanovskaja har i USA både mødt udenrigsminister Antony Blinken og Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, til længere samtaler, og i denne uge kort før afrejsen fra Washington fik hun 15 afmålte minutter med Biden i Det Hvide Hus og et Twitter-opslag fra præsidenten.
Belarus kan – i hvert fald i europæisk optik – blive lakmusprøven på Bidens demokratidagsorden, og der kan være flere grunde til, at han ikke fuldtonet stiller sig bag Tikhanovskaja.
Centralt står Bidens topmøde med Putin i juni, hvor Bidens ønske var mere forudsigelige relationer til Rusland, og hvor begge præsidenter udvekslede ”røde linjer”, som man ønsker, at modparten ikke krydser. Belarus er helt klart én af Putins røde linjer, digital kritisk infrastruktur var på Bidens liste.
Polen i 1981 var den største skalp i den tids bipolære verdensorden mellem USA og Sovjet, som Reagan kunne høste. Biden står i en multipolær verdensorden, hvor den nye rival er Kina. Rusland er en mindre, men irriterende sten i skoen, og Belarus ikke et land, der geopolitisk har den store vægt. Polen toppede ofte Reagans agenda af logiske grunde, og af lige så logiske grunde kan Belarus aldrig få samme vægt for Biden, der ønsker, at Europa træder i karakter og tager sig af den sag.
Den amerikanske præsidents test står på årsdagen for præsidentvalget i Belarus den 9. august – her kan han følge Tikhanovskajas meget konkrete anbefalinger om økonomiske sanktioner mod Lukasjenko og bekræfte, at han vil garantere Belarus’ selvstændighed, som Tikhanovskaja har krævet. Eller ved et fravær af handling bekræfte, at Washington og Moskva har opdelt Europa i indflydelsessfærer og givet Belarus til Putin. Det vil ikke være første gang, at de to stormager laver den øvelse, men det vil være en tragedie. En europæisk tragedie, for Belarus er Europas ansvar – ikke USA’s.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.