Prøv avisen
Politisk analyse

Kan danskerne håndtere en pivåben statskasse?

Politikerne var enige, da et samlet Folketing natten til torsdag godkendte ny kæmpepakke til et kriseramt erhvervsliv. Mens nogle lande hælder penge på borgerne, har man i Danmark valgt en anden strategi: at åbne statskassen på vid gab, så dem, der mister indtægter og omsætning, selv kan forsyne sig for at overleve. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringen og resten af Folketinget vil gøre alt for at undgå en gentagelse af finanskrisen i 2009. Derfor sættes hele statskassen nu i princippet ind på at redde dansk erhvervsliv. Det stiller enorme krav til danskernes moral

Statskassen står på vid gab.

Et samlet Folketing er natten til torsdag blevet enig om at ”gøre det, der skal til” for at imødegå de økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Helt uhørt i dansk politisk historie stilles en økonomisk støtte i udsigt til virksomheder, medarbejdere, arbejdsløse og studerende uden nogen øvre økonomisk ramme.

Selvstændige, som er hårdt ramte af krisen, kan få lønkompensation. Tvangslukkede virksomheder kan få dækket deres faste udgifter fuldt ud, for eksempel til husleje. Staten vil garantere lån til virksomhederne, der bliver særlig støtte til rejsebranchen, ekstra tre måneders dagpenge til arbejdsløse, lempeligere regler for sygedagpenge, og selv studerende får mulighed for at tage to måneders ekstra SU, Statens Uddannelsesstøtte. Der kommer formentlig flere hjælpepakker senere.

Aftalen blev præsenteret på et pressemøde i Finansministeriet, hvor samtlige partiledere og finansminister Nicolai Wammen (S) var tilstede. Både han og Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen nævnte, at den nye aftale kan komme til at koste endnu mere end de 300 milliarder kroner, som en række ledende økonomer har anbefalet afsat i en fond til at afhjælpe krisen. Der er i princippet intet loft over, hvor mange penge politikerne vil bruge for at komme igennem den.

Socialister og kommunister har glemt, at de ikke bryder sig om erhvervslivet og egentlig gerne vil have, at samfundet overtager produktionsmidlerne. Coronakrisen ligner ellers en pæn chance for den ide. Omvendt har de liberale partier fuldstændig glemt, at de går ind for, at erhvervslivet skal klare sig selv, og at staten ikke bør underminere den frie konkurrence.

Prisen for den brede enighed er, at alle partier stort set har fået deres ønsker opfyldt ved nattens forhandlingsbord. Alle har fået indrømmelser med, de kan flage med over for egne vælgere.

Rationalet er, at alle tror og håber på, at krisen vil være ovre i løbet af få måneder. Til den tid er det altafgørende, at virksomhederne hurtigt kan komme op i gear. Det andet er, at dansk økonomi – ikke mindst takket være de mange ellers populære velfærdsaftaler siden 2006 – er bomstærk. Derfor har Danmark let adgang til at skaffe penge meget billigt, det vil sige til en lav rente. Danske statsobligationer er blandt de sikreste og mest efterspurgte papirer, man kan opdrive i et oprørt finanshav.

Endelig er det forhold, at alle politikere for alt i verden vil undgå en gentagelse af finanskrisen i 2008. Det er det store spøgelse, som man ikke bare i Danmark men i hele den vestlige verden forsøger at fordrive i disse dage.

Nogle lande forsøger sig med såkaldte helikopterpenge, hvor staten hælder penge direkte ud til borgerne i håb om, at de vil bruge dem hurtigst muligt og dermed holde så meget gang i hjulene, som det overhovedet er muligt. Det er blandt tanken bag et udspil fra den amerikanske regering.

Problemet med den strategi er indtil videre, at folk sidder inde i deres boliger og har svært ved at bruge pengene. Så måske vil det ikke virke.

Herhjemme har man altså foreløbig valgt en anden vej, nemlig at åbne statskassen på vid gab, så dem, der mister indtægter og omsætning, selv kan forsyne sig for at overleve.

Allerede på pressemødet i Finansministeriet kom Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl med en bøn til dem, der skal administrere de nye ordninger. Det var en bøn om, at de ville sørge for, at de rigtige får pengene. Det er trods alt ikke længe siden, at svindlere, nogle af dem i udlandet, lænsede den danske statskasse for mindst 12,7 milliarder kroner i den såkaldte udbytteskandale.

Politikernes dilemma er, at hjælpen skal ud med det samme for at virke. Derfor er der ikke tid til at opbygge it-systemer og kontrolforanstaltninger, når man skal afgøre netop det – er det de rigtige, der får støtten? Meget kommer til at hænge på de tro-og-love-erklæringer, man skal underskrive for at få pengene.

Det er unægtelig tillidssamfundet i sin højeste potens. Derfor står spørgsmålet står tilbage: Kan danskerne håndtere en pivåben statskasse?