Amazonas står i flammer. Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, tilbydes 150 millioner kroner af G7-landene til at slukke brandene, men Bolsonaro afslår tilbuddet, fordi han er fortørnet over, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron kaldte ham ”løgner” tidligere på ugen. Skovene i Amazonas må brænde, indtil Bolsonaro har fået sin undskyldning.
Episoden udspillede sig i denne uge, mindre end to uger efter Donald Trump valgte at aflyse et statsbesøg i Danmark, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) havde slået fast, at Grønland ikke er til salg. Den amerikanske præsident forklarede sin pludselige aflysning med, at det ville være spild af tid, samt at han følte sig stødt over, at Mette Frederiksen havde kaldt hans ønske om at købe Grønland ”absurd”.
De seneste eksempler tyder på, at politikernes personlige stolthed spiller en større rolle i storpolitik i dag end tidligere. Men er det en ny tendens, eller har følelser altid fyldt meget i diplomati?
Tidligere formand for Folketinget samt formand for FN’s generalforsamling i New York, Mogens Lykketoft, har stor erfaring med diplomati i og uden for Danmark i rollerne som både udenrigsminister og udenrigsordfører i Socialdemokratiet gennem flere år.
Hvor meget fylder følelser og personlige forhold i diplomati?
”Det betyder meget, at man har en god kemi med dem, man skal forhandle med. Det gælder i Danmark, såvel som på den internationale scene. Det er derfor, at Emmanuel Macron gør alt, hvad han kan for at holde en dialog i gang med Donald Trump, selvom om han sikkert afskyr manden. Det skal man jo også. Diplomatiets primære opgave er at holde verden nogenlunde fredelig. Derfor er man nødt til at kunne tale sammen selvom, man er uenig. Ofte kræver diplomati faktisk, at man taler mest med de politikere, man er uenige med. Det kræver en respekt og særlig omgangstone, som det er svært at se, at Trump og Bolsonaro lever op til.”
Er det nyt, at følelser fylder så meget i diplomati, eller er det bare blevet mere tydeligt med politikere som Trump og Bolsonaro?
”Det personlige forhold har altid fyldt noget, men det er måske begyndt at fylde mere på en negativ måde. Det var jo netop kemien mellem USA’s præsident Ronald Reagan og generalsekretær for Det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen, Mikhail Gorbatjov, der var afgørende for, at den kolde krig sluttede. Men i dag lever vi i en verden, hvor flere af de store statsspillere er nulsums-spillere. De kan kun se, at de vinder, hvis der er nogen andre, der taber. Det er ikke traditionelt diplomati, men handler om, at de bare vil have ret. De er ligeglade med, hvilke konsekvenser det kan have for andre, og det får man jo ikke mange venner af.”
Men hvis verden skal overleve, er det modsatte nødvendigt. De forstår ikke, at politisk interessevaretagelse kan være et plusspil. Hvis man undgår strid, får alle mere ud af et samarbejde. Handelskrigen mellem USA og Kina er et godt eksempel på dette. Trump er nulsums-spiller, Putin er nulsums-spiller, Bolsonaro er nulsums-spiller – det skaber konflikter.”
Er det som politiker muligt ikke at lade personlige følelser og forhold påvirke et politisk samarbejde?
”Det tror jeg ikke, at det er for nogen mennesker. Det kan man ikke i relationer, og politik er jo blot en menneskelig relation. Men derfor kan man godt gøre sig umage med at lytte til folk, også dem man er uenige med eller ikke kan lide. I hvert fald i vores land, hvor så mange skal være enige, før at der sker noget. Her er man også nødt til at huske på, at dem, man forhandler med, også er dem, man møder nede på gadehjørnet, så det kan ikke nytte, man behandler dem dårligt.
Men i virkeligheden er danske politikere virkelig gode til at samarbejde på tværs af partier. Det er måske den store forskel mellem diplomati i Danmark og diplomati på tværs af grænser. Folk i udlandet kan ikke forstå, at vi overhovedet kan være så stærkt et samfund og have løst så mange problemer med så mange forskellige partier. Men i Danmark har det været en nødvendighed at kunne samarbejde over midten.”