Hvad er vigtigst: at forhindre, at børn bliver gjort til handelsvarer og købt og solgt for penge, måske af sårbare kvinder, der stiller deres krop til rådighed for at få en indtægt som såkaldt rugemor? Eller at det konkrete barn, der er kommet til verden ved sådan et arrangement, alligevel kan adopteres af den mor, der har bestilt barnet, hvis det er det bedste for det barn, der nu engang er blevet født?
Det er dilemmaet i en sag om en dansk kvindes ønske om adoption af tvillinger født af en betalt rugemor i Ukraine, som Højesteret traf afgørelse om i mandags.
Aftalen om rugemoderskab var indgået med et dansk par, og børnene blev født i 2013 og umiddelbart efter fødslen overdraget til det danske par. Den danske mand var genetisk far til børnene og blev derfor også i retslig forstand anerkendt som børnenes far i Danmark. Derimod anses den fødende kvinde altid for at være et barns mor ifølge dansk ret. Den danske mor har med sin mand forældremyndighed over børnene, men ønskede altså også at være deres mor i retslig forstand. Derfor søgte hun om at stedbarnsadoptere børnene. Hun fik nej i Ankestyrelsen, i by- og landsret, og hun fik også nej i Højesteret i mandags.
Men rettens syv dommere var splittede: Fire sagde nej, fordi den danske adoptionslovgivning udelukker mulighed for adoption, hvis der er penge involveret i arrangementet, netop for at beskytte kvinder mod udnyttelse og børn mod handel.
Tre sagde ja. En rådgivende udtalelse om adoption i forbindelse med rugemoderarrangementer fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol siger nemlig, at det er ”uforeneligt” med barnets bedste, hvis national lovgivning per automatik udelukker, at relationen mellem et barn født af en surrogatmor i udlandet og den tilsigtede mor kan anerkendes.
Og en enig Højesteret rådede politikerne til at tage adoptionslovens paragraf 15 op til overvejelse for bedre at rumme denne konflikt mellem modstridende hensyn.
Men betyder det, at man skal give forældre den anerkendelse, de ønsker – alene fordi, de har alligevel har udført den handling, som loven vil forhindre? Kristeligt Dagblad har spurgt Janne Rothmar Hermann, professor i sundhedsret ved Københavns Universitet.
”Der er to hensyn i spil i Højesterets afgørelse, som ikke kan forenes. Jeg tilslutter mig det mindretal af højesteretsdommere, som mente, at den danske mor i denne konkrete sag skulle have lov at adoptere, og det gør jeg på grund af menneskerettighedsdomstolens udtalelse om barnets bedste.”
Kan alle ikke bare omgå loven så – hvis de alligevel ender med at få deres vilje, når først barnet er født?
”Nej. Du kan ikke bare rejse afsted og så forvente, at alt falder på plads retligt, også selvom man ændrer adoptionslovens paragraf 15, så der fremover åbnes en dør for, at man trods betaling kan adoptere. Det vil altid være en konkret vurdering. I det konkrete tilfælde her lagde Højesterets mindretal vægt på, at der var gået syv år, hvor den intenderede danske mor havde fungeret fuldstændig som mor for børnene.”
Men sådan er det vel typisk i et surrogatarrangement; at de forældre, der har ønsket barnet, påtager sig forældrerollen. Hvordan opfylder man så lovens intention om at beskytte børn mod handel og kvinder mod udnyttelse?
”Det er også vigtige hensyn. Men det er ikke sikkert, at det kan blive det mest tungtvejende hensyn, som kan trumfe alle andre hensyn, når man står med det konkrete barn, der her og nu kun har én juridisk forælder og mangler den anden. Der må hensynet til det konkrete barn, som lige nu står i en rigtig dårlig situation, vinde.”
Men det er vel forældrene, der har stillet barnet i den situation ved at handle mod lovens intention?
”Ja. Det har barnet ikke selv bedt om, så hvorfor skal det betale prisen for, at forældrene har truffet nogle valg, og at vi som samfund mener, at de her andre beskyttelsesinteresser er mere vigtige? På den måde er det den svageste part, der betaler den fulde pris.”
Hvordan skal en eventuelt ny paragraf 15 så se ud, så alle hensyn balanceres?
”Vi må efter min mening få en regel ind, hvor adoption ikke udelukkes pr. automatik, men beror på en konkret vurdering, der tager udgangspunkt i barnets bedste, men med respekt for, at der er mange forskellige hensyn, og at man har vurderet dem alle. Men der må ikke være automatik i afgørelser om børn, og det er også det signal, Højesteret sender. Det er helt på linje med andre afgørelser, der handler om børn, og hvor man tager udgangspunkt i barnets bedste, for eksempel i samværssager eller sager om sundhedsmæssig behandling af et barn.”