Prøv avisen
Dilemma

Kan teknologi være et godt middel til at få flere børn ud i naturen?

Der findes masser af apps til både mobiltelefon og tablet, der skal understøtte børn i at opholde sig i naturen. For eksempel kan man udendørs spille Pokémon Go, som børnene her på billedet gør. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Når emnet falder på børns skærmtid, fører det ofte til løftede pegefingre. Men ifølge et nyt forskningsprojekt er naturoplevelser og apps på mobiltelefonen ikke nødvendigvis i et modsætningsforhold med hinanden. Psykolog er uenig

I disse uger har mange børn vinterferie, og det er en god anledning til at invitere børn eller børnebørn en tur i skoven. Men hvordan får man børnene med, hvis de hellere vil sidde klistret til mobilen indendørs?

Ifølge et nyt forskningsprojekt kan netop mobiltelefonen være et middel til at få lokket flere børn ud i naturen. Det kan for eksempel være det populære spil Pokémon Go, hvor man i en virtuel verden skal fange pokémons, der befinder sig udenfor. Eller apps, hvor man kan søge informationer om det, man møder i naturen – for eksempel svampe, søer og fugle. Noget, der altså giver børn en oplevelse af, at der et formål med turen ud i det grønne.

Men er det – når nogen vil hævde, at naturen burde være attraktion nok i sig selv – en god idé at bruge teknologien til at få flere børn udenfor?

Ja, mener Theresa Schilhab, biolog, dr.pæd. og lektor ved Aarhus Universitet, som forsker i, hvordan teknologier kan være med til at understøtte, at børn får oplevelser i naturen.

Hvordan kan teknologien få børn ud i naturen?

”Man kan måske sammenligne det med, at børn skal vænnes til – det vil sige lære – at gå på biblioteket. Der trækker de heller ikke Tolstoj, Homers Iliaden eller Bibelen ned fra hylden som det første. Måske sidder de i starten ved et legebord og tegner, men når de har vænnet sig til at være på biblioteket, føler de sig mere trygge og kaster sig ud i nogle nye ting. På samme måde kan teknologien fungere som en billet til naturen, der efterhånden bliver et naturligt sted at opholde sig.”

Er det ikke lidt paradoksalt at bruge en skærm til at vende udviklingen med, at børn bruger for lidt tid i naturen, fordi de bruger for meget tid foran netop skærme?

”Der er en diskurs i samfundet om, at det er teknologiens skyld, at børn kommer mindre ud. Den påstand bliver man nødt til at tage med et gran salt. For der er mange grunde til, at vi ikke kommer ud. Hele den måde, vi i dag lever vores liv på, betyder, at vi ikke har berøring med det naturlige i samme grad som tidligere. Vi kører bil, vi har maskiner til at gøre det hårde arbejde, og børn er institutionaliserede i et omfang, så de slet ikke har tid til at komme ud i naturen. Og så kommer smartteknologien oveni.

Argumentet mod teknologi i naturen lyder ofte, at teknologien stjæler opmærksomheden. Og det er rigtigt langt hen ad vejen. Men det er ikke givet, at den måde, opmærksomheden bliver taget på, ikke samtidig understøtter en opmærksomhed på naturen.”

Hvordan har forholdet til naturen ændret sig?

”Fordi vi ikke længere er nødt til at være i naturen, er det i højere grad sådan, at naturen er et refugium. Derfor tror jeg også, vi har fortællingen om, at når børn er i naturen, skal de lade sig overvælde af naturens pragt – og det synes jeg egentlig også. Min pointe er, at det gør børn bare ikke automatisk. Man kan heller ikke bare sætte et barn ind i en kirke og sige: ’Nu skal du lade dig overvælde!’ Som barn forstår man ikke med et trylleslag, at man er i en position, hvor man skal være modtagelig. Og det kræver, at man over tid kommer der – i kirken, naturen, eller hvor det nu er – så stedet gror ind i én som en vane og bliver et naturligt sted at opholde sig, som man kan dvæle ved.”

Men burde naturen ikke være tiltrækkende nok i sig selv?

”Jo, men det ved du ikke, medmindre du har lært det, fordi du har haft en masse gode oplevelser i den. Det moderne menneske søger belønninger. Og det kunne jo være, at hvis man kom i naturen med teknologien og ad den vej fik en form for belønning, så ville man begynde at få en følelse af, at det er et fedt sted at være.”

Men er det så meningen, at teknologien skal lægges væk, når børnene har lært at holde af naturen?

”Nej, det er jeg ikke sikker på. Måske kan man tale om flere måder at bruge naturen på end blot at fordybe sig. Fordybelsen er vigtig, men vi mangler også viden om, hvad naturen er. I takt med at det går op for os, at vi ikke har fem jordkloder, vi kan bruge af, bliver det i stigende grad vigtigt, at vi ved noget om den natur, vi har. Og her kan teknologien være et redskab til at forstå og lære. Men teknologier kan aldrig erstatte mennesker – for eksempel den naturvejleder, der står ved siden af barnet og hjælper med at fortolke. Jeg mener, at teknologien kan supplere naturvejlederens arbejde.”

Hvilke teknologier vil du anbefale til bedsteforældre eller forældre, der gerne vil have deres skærmglade børn med ud i naturen?

”Det kommer an på, hvad man har lyst til at stimulere. Hvis man har lyst til at stimulere barnets sanser, kunne man for eksempel vælge apps, hvor man kan høre fuglelyde. Hvis man vil forstå skoven fra en matematisk vinkel, er der apps, hvor man skal beregne overfladearealet på søen eller højden på træet. Der er også steder, hvor man er begyndt at arrangere løb og ’eventyrstier’, hvor børn via teknologien kan opleve skuespillere, der fortæller gamle sagn og levn fra lokale steder – for eksempel i Mols Bjerge.”

Nej, mener David Madsen, der er psykolog og stifter af Dansk Behandling for Computerspil- og Onlineafhængighed, Dabeco.

Hvorfor er det ikke en god idé at bruge teknologi til at få flere børn ud i naturen?

”Jeg køber ikke den præmis, at børn og unge ikke længere har interesse for naturen, og at den eneste måde, vi kan få dem derud på, er ved at gøre naturen til en form for computerspil.”

Hvorfor ikke?

"Først og fremmest har børn en helt naturlig interesse i at være udenfor i frisk luft, lege med hinanden og få sved på panden, fordi naturen er et helende sted at være, også for børn. Når vi designer en masse teknologi for at få dem ud i naturen, er det i virkeligheden et misforstået hensyn til børnene. For børnene vil gerne ud i naturen – det er teknologien, der afholder dem fra at komme derud. Og så skal vi pludselig designe ny teknologi, som modarbejder den teknologi, som afholder dem fra at gå ud i naturen? Det strider imod hele den menneskelige natur. Og det strider altså også imod børnenes ønsker.”

Men er det ikke bedre, at børnene tager en skærm med ud i naturen, end at de bare sidder derhjemme?

”Selvfølgelig er det bedre, end hvis de bare sad derhjemme. Men problemet ved at tage skærmen med ud i naturen er, at vi udvander naturens værdi. For så bliver naturen et middel for børnene til også at kunne være på skærmen, fordi man for eksempel skal skaffe point ved at klatre op i et træ. Hvorfor er det ikke værdifuldt i sig selv at klatre op i træet? Både forældre og politikere må tage ansvar for, at det digitale og det fysiske kan adskilles.

Hvad vil dit råd være til bedsteforældre og forældre, der gerne vil have deres skærmglade børn med ud i naturen?

”Jeg hører rigtig mange, som siger til deres børn: ’Hvis I går med ud i naturen i en time, så får I bagefter lov at spille i en time’. Det må man aldrig gøre! For så mister naturen sin egenværdi og bliver et middel til at komme hjem og få noget mere spilletid. I modsætning til mange medieforskere vil jeg sige, at vores største udfordring lige nu er, at det digitale og det fysiske er smeltet sammen. Vi skal løsrive de to ting fra hinanden – og vi voksne må godt sige til vores børn, at nu skal vi ud i naturen. Der er vi trods alt de voksne og har det sidste ord. Men dertil kunne man spørge barnet: ’Hvad har du så lyst til at lave ude i naturen?’, så barnet også føler en form for deltagelse og engagement. Men naturen må aldrig blive et middel til mere skærmtid.”