I nodebogen ved klaveret hjemme hos 53-årige Karin Finnich er der slået op på salmen ”Lysets engel går med glans”. Oven på klaveret står to keramik-englefigurer. Faktisk er der nærmest ikke en overflade eller væg, der ikke er prydet med en engel her i det lille hyggelige hus i Ølby ved Køge. Karin Finnich kalder dem sine englevagter, og det giver hende en tryghed, at de er der for hende.
”Jeg tror på, at der er nogen, der passer på os. Så ja, jeg tror på engle,” siger hun og fortæller, at hun siden sin farmors død har været meget optaget af engle, men at det især var, da hun i 2017 fik at vide, at hun havde brystkræft, at hun begyndte at samle og male engle.
Det hele begyndte med, at Karin Finnich følte sig ”helt mast”, når hun kom hjem fra sit arbejde som folkeskolelærer. Senere opdagede hun noget mistænkeligt i sit bryst. Så hun tog til lægen, der sendte hende til en brystkræftscreening (også kaldet mammografi), og hun fik derefter at vide, at hun havde brystkræft.
Angst og frygt satte sig i hende, for hun havde oplevet på nært hold, hvor farlig denne sygdom kunne være. Karin Finnichs mor døde af brystkræft, og hendes far døde af prostatakræft. Det kan lyde helt utroligt uheldigt, men kræft er faktisk den hyppigste dødsårsag i Danmark. Ifølge rapporten ”Kræft i Danmark 2021” lever 351.000 danskere med eller efter en kræftdiagnose, og brystkræft er den hyppigste kræftsygdom blandt kvinder. En ud af ni kvinder bliver i løbet af deres liv ramt af brystkræft.
Den gode nyhed er, at man er blevet meget bedre til at behandle brystkræft, end dengang Karin Finnichs mor levede med sygdommen. Det fortæller Niels Kroman, der er cheflæge i Kræftens Bekæmpelse og professor i brystkræftkirurgi på Herlev/Gentofte Hospital.
”Sandsynligheden for at blive helbredt for sygdommen i dag er dobbelt så stor, som den var for 25 år siden. Der er blevet indført screening, som gør, at vi diagnosticerer sygdommen tidligere, og så har man fået en bedre medicinsk efterbehandling,” siger han og fortsætter:
”Inden for de sidste 25 år, er der nok ikke sket så store fremskridt, når du ser på den kirurgiske behandling, hvad angår helbredelse. Til gengæld er behandlingen blevet meget mere skånsom: Der er for eksempel ikke nær så mange kvinder, der får fjernet hele brystet, og strålebehandlingen er blevet mere præcis.”
Det er også blevet sådan i Danmark, at når man får stillet en kræftdiagnose, kommer man hurtigst muligt i et såkaldt kræftpakkeforløb, hvor der bliver lavet en plan for undersøgelser og behandling. Karin Finnich fik at vide, at hendes behandlingsforløb med kemo, operation og stråling i første omgang ville stå på i omkring et år, og at hun ikke ville kunne passe sit elskede arbejde i den periode. Hun måtte sætte flere af sine drømme på pause, og det var i det hele taget en meget stor omvæltning for hende – og ikke mindst for hendes to døtre, der dengang var 12 og 18 år gamle.
”Jeg havde meget svært ved at slippe mit job, for jeg var ikke parat til at overgive mig til sygdommen. Og det var meget hårdt for mine piger, der også blev slået helt ud,” siger Karin Finnich og nævner et projekt, to psykologistuderende havde startet – en samtalegruppe for børn af forældre med en nylig kræftdiagnose. Hendes yngste datter kom med i denne gruppe, og det hjalp dem begge utrolig meget.
”Sygdommen blev meget synlig, da jeg begyndte at tabe håret, og jeg havde det rigtig svært med det, for det er på en måde en stor del af ens identitet. Men da jeg fortalte pigerne om det, sagde min yngste datter – forholdsvis upåvirket – at der lige var en i gruppen, som havde fortalt om det,” siger Karin Finnich. Da hårtrimmeren måtte hives op ad skuffen, meldte Karin Finnichs yngste datter sig som frisør, og da hendes mor var blevet karseklippet, sagde hun: Det er faktisk meget smukt, for nu kan man rigtigt se dine øjne.
Karin Finnich fik lavet en paryk, fordi hun bemærkede, at folk omkring hende kiggede meget på hende og hendes skaldede hoved. Men hun følte sig ikke tilpas med den på, så hun fandt i stedet nogle farverige kasketter, der passede mere til hende.
”Man bliver jo også ældre, og det sætter sine spor på udseendet. Men jeg synes stadigvæk, at jeg er en pæn dame,” siger Karin Finnich, der understreger, hvor vigtigt det er, at man kan kende sig selv, selvom man er i en behandling, der sætter sine spor på kroppen. Det har kasketterne hjulpet hende med.
Efter lidt over et år, hvor Karin Finnich havde været i behandling, blev hun erklæret rask. Hun skulle stadig tage forebyggende medicin samt gå til scanninger hver tredje måned. Men hun glædede sig til at komme tilbage til sit gamle liv – dog med særlige ordninger, der skulle gøre hendes arbejde lidt mere overskueligt. Det var vigtigt for hende at tage kontrollen over sit liv tilbage, og hun meldte sig hurtigt rask på arbejdet. Men hun var stadig meget træt, og hun begyndte at glemme ting og mistede nemt overblikket.
”På et tidspunkt sad jeg til et møde med mine kolleger, hvor vi snakkede om pædagogik – noget jeg altid har elsket og virkelig brændt for. Men pludselig kunne jeg ikke følge med i samtalen, og det havde jeg det meget svært med, for jeg har altid været en person med mange bolde i luften. Det var sorgfuldt at mærke, at jeg ikke kunne det samme som før,” fortæller Karin Finnich, der i foråret 2020 fik et nedslående svar fra en kontrolscanning: kræften var vendt tilbage – og denne gang var det kronisk, og hun skulle på livsforlængende medicin.
”Det rev tæppet væk under mig. Jeg havde været så opsat på at vende tilbage til mit normale liv, at håbet havde overbevist mig om, at jeg bare oplevede nogle senfølgersymptomer. Jeg skulle jo være rask,” siger Karin Finnich, der brugte lang tid på at acceptere, at hendes sygdom nu var et livsvilkår. Det skulle lige trænge ind, som hun siger. Det var også en anden situation, hendes døtre nu skulle forholde sig til. Men Karin Finnich havde selv prøvet at være pårørende, så hun vidste godt, at det gjaldt om at kunne snakke åbent om sygdommen. Hun spurgte dem forsigtigt ind til, om det ville være okay nogle gange at tale om det svære – at hun på et tidspunkt skulle bort.
”Det betyder meget for pigerne, at jeg ikke hele tiden dvæler ved sygdommen, selvom den tager så mange af mine kræfter. Jeg klæder mig farvestrålende, jeg går ture, jeg pynter op og holder huset og haven ved lige, så det hele ikke bare går i stå,” siger hun og kigger ud på nogle sten, der ligger på et havebord. På en sten står der med farverige bogstaver: Ud at opleve. Og på en anden: Nyde livet.
”Det er dejligt at være omgivet af nogle ting i sin hverdag, som man sætter pris på. For ens humør svinger, og det er nemt at ryge ned i mørket, der er fyldt med frygt og tanker om fremtiden,” siger Karin Finnich, der også har dyrket sine kreative sider som et form for frirum. I sine malerier opererer hun meget med lys og mørke – og ikke mindst englemotiver.
”Det er vigtigt at lave ting, der gør en glad – som for eksempel at male. Det er noget, man selv kan styre. Men det er også meget vigtigt at indse, at der er noget, man ikke selv kan gøre noget ved. Der er noget, hospitalet kun kan hjælpe mig med, og så er der noget, jeg har måttet lægge op til Gud. Der er noget ved sygdommen, der vejer tungere, end jeg selv kan bære,” siger Karin Finnich, der samtidig er utrolig taknemmelig for den kærlighed, omsorg, støtte og hjælp hun får fra både familie og venner. Karin Finnichs ældste datter løb også et halvmaraton i forbindelse med Kræftens Bekæmpelses tilbagevendende begivenhed ”Stafet for livet”, der sætter fokus på kampen mod kræft samt samler penge ind. Det betød meget – både for mor og datter – at man aktivt kunne gøre noget.
Karin Finnich er også taknemmelig for sin farmor, der selvom hun ikke længere lever, stadig er der for hende.
”Jeg har altid set min farmor som min skytsengel. Og netop salmen ’Lysets engel går med glans’ er en form for trøstesang, som fortæller om det at blive passet på. Ikke kun af min farmor, men også af Jesus. Det er hans lys, jeg prøver at have med i min hverdag, så mørket ikke overtager.”