Prøv avisen

Karl Ove Knausgård: Jeg tror, alle kan gøre onde ting, hvis det var uden konsekvens

For min generation er Bibelen meget nær, fordi vi havde alle bibelhistorierne fra første klasse til og med niende klasse i kristendom, fortæller Karl Ove Knausgård. Foto: Leif Tuxen

Karl Ove Knausgård forbandt kristendommen med borgerlighed, indtil han læste Dante på universitetet. Det fysiske tilstedevær her var en stor oplevelse for ham – alt var gestaltet i det univers med det menneskelige og det guddommelige. "Netop den bog og så Bibelen fra barndommen gav en tiltrækning og interesse i at forstå det religiøse konkret," fortæller han til Ib Ulbæk. Læs et uddrag af interviewet her

Uddrag af interview med Karl Ove Knausgård til Ib Ulbæks bog "Tro og tvivl". (Om tilblivelsen af Knausgårds roman "Alting har en tid").

Ulbæk:Undervejs i forberedelsen til dette interview gik det op for mig, at du skrev romanen, før du arbejdede for Bibelselskabet. Men hvordan fik du så tanken, at du ikke bare ville skrive om engle, men bruge Bibelens historier så direkte?

Knausgård: For min generation er Bibelen meget nær, fordi vi havde alle bibelhistorierne fra første klasse til og med niende klasse i kristendom. Det var Det Ny Testamente, men det var også historierne fra Det Gamle Testamente. De var meget fascinerende. Jeg boede i Kristiansand, som dengang var Norges bibelbælte, og mange var kristne. Jeg husker, da jeg skulle på gymnasiet, der var de sejeste elever dem, der var med i Filadelfiakirken (del af pinsebevægelsen, IU). Jeg var i opposition til dem og dette og var meget aggressiv mod kristendommen. Vi var et par stykker, som var sammen, og vi læste Arnulf Øverland (1889-1968, forfatter og ateist, IU). Vi var kulturradikale, men alt dette skete 40-50 år for sent. Jeg forbandt kristendommen med borgerlighed. Men så læste jeg Dante på universitetet, og det var en utrolig storslået oplevelse. Netop det fysiske tilstedevær – alt var gestaltet i det univers med det menneskelige og det guddommelige. Netop den bog og så Bibelen fra barndommen gav en tiltrækning og interesse i at forstå det religiøse konkret. Efter universitetet mistede jeg forbindelsen til det religiøse, men da det første barn kom til verden, genetableredes forbindelsen til barndommen og til de læseoplevelser, jeg havde dengang. Derfor tror jeg, at det var så let at gå derhen til de billeder. Der er også historien om Josef, men den er meget brugt i litteraturen med Thomas Mann bl.a. Den barnlige glæde over disse fortællinger har jeg haft med mig fra barndommen, hvor jeg også selv læste disse historier. Det eksistentielle og metafysiske har jeg aldrig været draget af. Jeg er draget af det fysiske og det kropslige i fortællingerne.

Ulbæk:Har du en særlig interesse for englene som en mellemkategori mellem det himmelske og det jordiske?

Knausgård: Ja, jeg blev interesseret i dem, netop fordi man aldrig ved, hvor de befinder sig, og det, at de forsvinder. Men jeg har ikke interesseret mig for dem for at forstå, hvad de er, og har ikke tænkt på, at deres forsvinden var knyttet sammen med det guddommeliges forsvinden. Det var noget, der skete i skriveprocessen. Det var ikke planlagt på forhånd, men da jeg skrev, så skete det for dem, at de blev hjemløse. Det er den eneste mulige måde for mig at skrive på, at skrivningen er en undersøgelse, hvor der er opdagelser undervejs. Fx er der i Italien-delen et brændende hjul på en høj inde i en skov. Jeg tænkte, at nu havde romanen bevæget sig herhen, og det var jeg meget glad for, for det var et fantastisk og mærkeligt sted. Der findes en romanlogik, som man ikke behøver at tro på, men som pludselig giver mulighed for hjulets tilstedeværelse.

Ulbæk:Abel er lidt en mellemkategori som englene, fordi han den anden vej er draget fra det menneskelige mod det guddommelige, det evige.

Knausgård: Ja, jeg tænker Abel som klangen i det menneskelige, en konstant, som findes i alle utopier, i alle idealsamfund herunder nazismen, at de visioner for mennesket er en dragen mod noget ophøjet, noget evigt, men i det menneskelige. Jeg ser det også i mig selv, og at adskillelsen i Kain og Abel er forstærket til to ekstremer, men som også er en del af personligheden.

Ulbæk:Kain oplever Abels grusomhed og hans grænseoverskridende væsen, at han ikke er som de andre mennesker. Og det bliver en grund til at dræbe Abel, men hvorfor er det sådan?

Knausgård: Det er netop det, at Abel fjerner sig fra det menneskelige. Det religiøse som overbygning er en fjernelse fra det menneskelige. I al fanatisme ligger begrundelsen for handling et andet sted end i os, i det, som er her, i virkeligheden. Det er en brusende og farlig kraft. Abel er fanatiker, fordi han løftes op og drages mod et andet sted end det, som er her. Som er vigtigt, og som er styrende. Og da kan man gøre grusomme ting, for vi er jo grusomme. Det gælder også på det personlige plan, for er man der, så er man fri, hvis man ikke er bundet af de menneskelige konsekvenser, så er man fri. Det er en god tilstand at være i. Så forpligter man sig til noget andet end det, som er her. Det er det, der sker i verden med dens krige og alt det. Men der er også det ekstatiske, det, som har med kunst at gøre. Det, som er forbundet med noget andet end det, som er småt og pussenuttet. Det er en meget enkel dynamik, men jeg tror, at den er sand, for de elementer findes i os. Men jeg føler mig mere som Kain end som Abel. Abels grusomhed skyldes, at han ikke er forpligtet, ikke er her og nu, men retter sig mod et andet sted. Men jeg tror, at det findes i alle, at vi kunne gøre onde ting, hvis vi fik muligheden, hvis vi vidste, at det var konsekvensløst.

Det fulde interview kan læses i Ib Ulbæks bog "Tro og Tvivl".