Katolik: Den største fare for social kontrol kommer fra mig selv

Jeg oplever en stor frihed og tillid til selvstændigt at forvalte mit liv i overensstemmelse med kirkens lære, men jeg er i fare for at udøve social kontrol over mig selv, hvis jeg kommer til at sammenligne mig med andre, skriver katolik Marguerita Hvid Spangsberg

Den største fare for social kontrol kommer nok fra en selv, fordi man kan komme til at sammenligne sig med andre troende og tænker på, hvad andre tænker, og om man gør det rigtige, fortæller katolik Marguerita Hvid Spangsberg.

Det ville være naivt at tro, at der ikke foregår social kontrol i den katolske kirke i Danmark. Kirken rummer 40.000 medlemmer med mange forskellige nationaliteter og kulturelle baggrunde, så der vil altid være en risiko for, at nogle kigger andre over skulderen eller skaber en norm for, hvordan man er en god katolik.

Det er heller ikke svært at forestille sig - med de forfærdelige pædofilisager i baghovedet - at en præst kan misbruge sin autoritet til at opnå personlig vinding eller fremme en anden dagsorden end kirkens.

Men trods de åbenlyse farer for social kontrol i den katolske kirke så har jeg aldrig selv oplevet det. Hverken fra mine katolske venner, folk i menigheden eller de gejstlige fra forskellige lande, jeg har mødt.

Frihed, tillid og den enkeltes ansvar

Som katolik oplever jeg derimod en stor frihed og tillid til selvstændigt at forvalte mit liv i overensstemmelse med kirkens lære. Min egen teori er, at det skyldes katolicismens sunde forhold til fornuften og samvittigheden, hvor den enkelte har et ansvar overfor Gud og kirkens fællesskab.

Her nytter det ikke noget, hvis man følelsesmæssigt bliver presset af andre til at overholde kirkens lære, uden at man med sit intellekt og hjerte har forstået og accepteret den. Når jeg er sammen med mine katolske venner, så er kulturen heller ikke præget af, at vi skal dele vores personlige trosliv.

I stedet diskuterer vi for eksempel kirkelige emner og spørgsmål, beder og går til messe sammen. Vi forsøger altså at blive oplyst om vores kirke og tro i en fælles trosvandring, hvor vi ikke har til opgave at kontrollere og bestemme over hinanden. Den største fare for social kontrol kommer derfor nok i virkeligheden fra en selv, fordi man kan komme til at sammenligne sig med andre troende og tænker på, hvad andre tænker, og om man gør det rigtige.

Når fokus på den enkeltes personlige trosliv er så lav i katolske fællesskaber, så tror jeg, det også skyldes, at vi tror på og gør brug af forsoningens sakramente, det vil sige skriftemålet. Det er nemlig først og fremmest her, at den enkelte genopretter sin relation til Gud og hinanden i kirken.

Her spiller præsten en særlig rolle til at anvise og rådgive sognebarnet. Det vil nogle nok kalde for negativ social kontrol, men inden for kirkens rammer er det nu engang præstens opgave på en kærlig måde at bringe mennesket tættere på Gud. Det samme gør forældre, når de i kærlighed sætter normer og forventninger til deres børn.

Religiøs social kontrol overfor samfundsmæssig kontrol

I det hele taget kan man spørge sig selv, om ikke begrebet social kontrol i religiøse sammenhænge sommetider overskygger den sociale kontrol, der foregår i hele samfundet. Jeg føler mig for eksempel i langt højere grad underlagt social kontrol, når det forventes, at mine børn skal sendes i daginstitution fra de er ganske små.

Social kontrol lurer med andre ord rundt om hjørnet i alle sociale sammenhænge. Jeg tror, at det bedste, man kan gøre i kirken, er at have en solid trosundervisning, som giver en fælles forståelse af, hvad det vil sige at være katolik. Samtidig skal man have en åben kultur, hvor man tør tale om, hvordan man bedst praktiserer sin tro med respekt for menneskers forskellighed.

Marguerita Hvid Spangsberg er cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur. Hun er optaget i Den Katolske Kirke i 2011.