Prøv avisen
Interview

Dansk biskop: Også misbrug i den katolske kirke i Danmark

Ceslaw Kozon er biskop og leder for de omtrent 35.000 danske katolikker. -- Foto: .

Pædofili har også fundet sted i den katolske kirke i Danmark, men biskoppen afviser at undersøge sagen nærmere

Czeslaw Kozon, kender du til sager om misbrug af børn i den katolske kirke herhjemme?

– Der har været fire-fem sager inden for de sidste 100 år, og ingen af dem har fundet sted, mens jeg har været biskop. De fleste sager ligger så langt tilbage, at jeg kun har hørt om dem indirekte og slet ikke fra ofrene selv. Jeg vil ikke kalde dem rygter, men det er oplysninger, der er kommet frem lang tid efter, at det er sket, og uden anmodning om nogen form for indgriben. Der er tale om almindelige katolikker, der har hørt noget om en præst eller en medarbejder. Det er aldrig noget, der formelt er kommet på bordet som pædofili i strengeste forstand.

LÆS OGSÅ: Paven i søgelyset for fortielse af misbrug

Hvorfor har ofrene ikke bedt kirken gribe ind?

– Ofrene kender vi som regel ikke. Og slet ikke, når det ligger flere årtier tilbage. Jeg har en gang fået en henvendelse fra en mor, hvis datter havde oplevet noget med en præst. Men moderen forlangte ikke, at sagen skulle tages op. Præsten var døende på det tidspunkt, og derfor så hun ingen anledning til at gå videre med sagen. De involverede præster er døde i dag på nær en, og han er ikke længere i aktiv tjeneste. Så det er ikke længere aktuelt.

Hvorfor ikke undersøge sagen om den præst, der stadig er i live?

– Sagen fandt sted i slutningen af 1980?erne, og jeg fik først kendskab til den i 2003. Vi kiggede nøje på den og fandt ud af, at der ikke var grundlag for en politianmeldelse, fordi sagen ifølge dansk retspraksis var forældet.

– Præsten kunne stadig forblive som præst i kirken, men ud fra restriktioner om, at han ikke kunne have med børn og unge at gøre – han kunne for eksempel arbejde som præst på plejehjem. Men han ville ikke underkaste sig restriktionerne og valgte derfor selv at forlade præstegerningen i 2003.

– Ofret var ikke et barn i juridisk forstand, men et yngre menneske. Vi havde kontakt med vedkommende og de pårørende, men vedkommende ønskede ikke vores hjælp på det tidspunkt. Selvfølgelig var vedkommende meget såret, men jeg har ikke indtryk af, at vedkommende var vred på kirken og derfor ikke ville have hjælp.

Der kunne være en vigtig signalværdi i at undersøge de fire-fem sager til bunds. Vil du gøre det?

– Nej, jeg vil hellere koncentrere mig om, hvad der måtte komme af mennesker, der i aktuelle situationer mener at have oplevet noget og ønsker hjælp. Når det drejer sig om døde præster og sager, der ligger årtier tilbage, ville det blive meget vanskeligt at finde ud af, hvad der er foregået.

Hvad gør I for at hindre overgreb på børn eller hjælpe ofre for overgreb i den katolske kirke?

– Nu har vi en beredskabsplan og en folder med oplysninger om, hvor folk kan henvende sig, hvis de har været udsat for overgreb. Her siger vi utvetydigt, at det ikke er vores ønske, at folk skal sidde inde med noget, som piner dem. Men vi kan kun lytte til dem, der måtte henvende sig.

Hvad går den beredskabsplan ud på?

– Vi har udpeget en præst og en psykolog, som folk kan henvende sig til. De vil holde mig underrettet om, hvad de hører. Kommer der en sag, vil vi drøfte den og give den videre til et fagetisk råd bestående af en jurist og en socialrådgiver, som ikke er katolikker, og som vil rådgive os i forhold til, hvad vi videre skal gøre.

Vil I melde en præst til politiet, hvis I bliver rådet til det?

Nej. Det er ofrene eller ofrenes værge, der skal anmelde sager. Vi er ikke forpligtet som kirke til at anmelde, men vi vil selvfølgelig bistå ofrene i enhver form for opklaring.

Hvorfor lavede i en beredskabsplan og en folder?

– På grund af de sager om overgreb, der har været i USA og Irland og andre steder. Vi ville gerne tilkendegive over for eventuelle ofre, at det her er noget, vi tager alvorligt, og at vi vil hjælpe dem bedst muligt.

Kan du afvise, at der finder overgreb sted i den katolske kirke i Danmark?

– Det ved man jo aldrig, før det bliver meldt. Men jeg har ingen grund til at formode, at der foregår noget. Vi har ikke truffet særlige forholdsregler ud over at indhente lovpligtige børneattester.

Så I sørger for at indhente børneattester på de medarbejdere, der har med børn at gøre?

– Ja. Hver gang en præst skal ansættes, indhenter vi børneattest. Det tjekker jeg i den indgående post til kirken. Derfor kan jeg med 100 procents sikkerhed sige, at det for præsternes vedkommende bliver gjort.

Hvad med andre ansatte og frivillige medarbejdere?

– Her er det menighedsrådenes eller de pågældende katolske organisationers ansvar at indhente børneattester. Hvad der foregår på de katolske skoler, har jeg ikke indblik i. Rent kirkeligt er det mit ansvar, men juridisk set sidder de selv med ansvaret.

Vi har hørt om omfattende misbrug af børn i den katolske kirke i USA, Irland, Østrig, Holland og senest Tyskland. Hvorfor mener du, der er så mange sager netop i den katolske kirke?

– Trods det tragiske i, at det foregår i den katolske kirke, skal man huske, at langt de fleste overgreb foregår i ikke-kirkeligt regi og begås af mennesker, som ikke har forpligtet sig til at leve i cølibat. Der har altid været brodne kar i alle menneskelige sammenhænge – kirkelige eller ej.

– Vi skal også huske på, at det ikke er sager, som er foregået inden for de sidste 14 dage, men inden for de sidste årtier. Selvom det gør et voldsomt indtryk, så er det stadig kun en ringe del af de katolske gejstlige, der har gjort sig skyldige i misbrug. Var de her sager taget hen ad vejen, havde de stadig været beklagelige, men de ville ikke have gjort så voldsomt et indtryk. Det er en stor opsamling af sager, der skulle have været tacklet anderledes i fortiden. At det nu kommer på bordet på en gang, betyder ikke, at det kun er særligt slemt i den katolske kirke.

Hvad betyder de mange sager for den katolske kirke i Danmark?

– Sagerne er dybt beskæmmende og beklagelige. Det er ikke sådan, at folk vender kirken ryggen og holder op med at komme i kirken. Men det kan ikke undgå at påvirke folks syn på kirken. Vi skal bruge meget tid på at afgive kommentarer og forklaringer, hvor vi allerhelst ville koncentrere os om vores mission – at forkynde evangeliet og samle folk i kirken.