Prøv avisen

Danske præster værner om tavshedspligt

Danske sognepræster kan selv afgøre, om en forbrydelse, de hører om i forbindelse med deres præstearbejde, skal anmeldes. Det er et problem, mener flere politikere, mens flere præster forsvarer tavshedspligten

I Fyens Stift vil biskop Kresten Drejergaard ikke holde hånden over en præst, der i en sjælesørgerisk samtale betror, at han misbruger børn.

– Så er jeg nødt til at gå til politiet. Jeg er jo også Kirkeministeriets forlængede administrative arm, siger biskoppen.

Det vil også være det rigtige, siger professor i religion, ret og samfund Lisbet Christoffersen, Roskilde Universitet.

– Biskopper, uanset om de er katolske eller lutherske, skyder deres kirke i foden, hvis de gemmer deres præster under dække af tavshedspligt. Biskoppen er ikke alene præstens sjælesørger, biskoppen har også ledelsesansvaret og har dermed meldepligt, siger hun.

Hun fastslår, at præsters tavshedspligt er den mest vidtgående i dansk ret. De kan end ikke pålægges at vidne. Men de har meldepligt.

Præsters tavshedspligt er kommet under pres fra danske politikere på grund af sagen om den katolske kirkes dækken over sexforbrydere blandt præster og på katolske kostskoler.

SF har blandt andet kaldt justits- og kirkeministrene i samråd for at diskutere tavshedspligten og grænserne for den.

Præsters – og biskoppers – tavshedspligt er udvidet. Det slog allerede Christian V. fast, da han i 1683 udstedte den første samlede lov for hele det danske rige. Men tavshedspligten er ifølge dansk lovgivning ikke så omfattende, at der kan dækkes over en forbrydelse mod samfundet eller andres liv og levned. Det gælder både i folkekirken, den katolske kirke og andre trossamfund i Danmark.

Men det er op til den enkelte præst, rabbiner eller imam at afgøre, om det betroede er en engangsfore- teelse, noget, der er sket i fortiden, eller noget, der vil ske igen. I det sidste tilfælde er det en pligt at anmelde sagen til de sociale myndigheder eller politiet.

Kresten Drejergaard understreger, at udgangspunktet for præsternes tavshedspligt er, at man holder mund.

– Også hvis der er begået en forbrydelse. Undtagelsen er, hvis man under samtalen fornemmer, at forbrydelsen vil gentage sig. Så har man også som præst anmeldepligt, men afgørelsen hviler på præstens eget skøn.

Præsteforeningens formand, Per Bucholdt Andreasen, er ked af den politiske debat, der er opstået i kølvandet på sagerne i den katolske kirke.

– Tavshedspligten er et umisteligt gode i sjælesørgeriske samtaler, siger han.

Præsternes formand er ikke i tvivl om, at hans medlemmer kender reglerne for tavshedspligt, og at de også kender dilemmaet, hvis en samtale udvikler sig, så noget tyder på, at der vil blive begået en forbrydelse.

– Men det er nok ikke den slags sjælesørgeriske samtaler, der er flest af. Og for mig er det vigtigt i den forbindelse af understrege, at sjælesorgen er et af de ganske få steder, hvor et menneske kan lette sindet, uden at det registreres nogen steder. En samfundets ventil, om man vil. Den skal vi værne om, siger han.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk