Katrine Marie Guldager: Jeg blev på en måde skubbet ud i at være forfatter

Hun begyndte at skrive, da hendes far døde. I dag spørger Katrine Marie Guldager sig selv, om hun i stedet for at blive forfatter skulle have kastet sig ud i mængden af mennesker

"Når man er ung, er man også bare glad for, at man bliver lagt mærke til, og at man betyder noget og kommer i avisen. Med tiden stiller jeg spørgsmålstegn ved, om jeg egentlig gider være sådan en, der er i medierne og får taget dyre forfatterfotos."
"Når man er ung, er man også bare glad for, at man bliver lagt mærke til, og at man betyder noget og kommer i avisen. Med tiden stiller jeg spørgsmålstegn ved, om jeg egentlig gider være sådan en, der er i medierne og får taget dyre forfatterfotos." Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Jeg har været forfatter i næsten 30 år, og nu oplever jeg for første gang, at der er en slags pause i mit forfatterskab.

Min seneste roman (”Det samme og noget helt andet”, 2021, red.) var vigtig for mig at få skrevet, og den opsummerer alle de ting, jeg har skrevet om før. Både med hensyn til indholdet om familier og de følelser, der hører til, samt den lidt desperate og rytmiske form, som jeg også har brugt tidligere i mine værker.

Jeg blev på en måde skubbet ud i at være forfatter. Da jeg var ung, og min far døde, fik jeg et stort behov for at skrive og få has på mine følelser og bearbejde sorgen.

Nu, hvor jeg føler, at jeg er kommet af med den klump, er der blevet plads til at stoppe op og tænke over, om det egentlig var det bedste for mig at blive forfatter.

Jeg har haft en kæmpe glæde ved at skrive og sælge bøger, men på et dybere personligt plan spørger jeg mig selv, om det egentlig ikke også var en meget ensom vej at gå på et tidspunkt, hvor jeg i forvejen var ensom efter at have mistet min far.

Måske skulle jeg i virkeligheden have kastet mig ud i mængden af mennesker og blandet min sorg med levede liv i stedet for at sidde alene hver dag med smerten som udgangspunktet for mit arbejde.

Når man er ung, er man også bare glad for, at man bliver lagt mærke til, og at man betyder noget og kommer i avisen. Med tiden stiller jeg spørgsmålstegn ved, om jeg egentlig gider være sådan en, der er i medierne og får taget dyre forfatterfotos. Det hele kan også blive meget yderligt, og det kan jeg godt undvære.