Prøv avisen

”Kender man historien, har man ballast til at gå ind i fremtiden”

DMS uddannede og ansatte fra slutningen af 1800-tallet lokale missionærer i Indien. Her er det den danske missionær Carl Marius Hornbech flankeret af Joseph Benjamin (tv.) og Prianadan (th.) i Sydindien. Alligevel var ydre mission frem til Anden Verdenskrig styret af tilrejsende missionærer og deres hovedkontorer hjemme i Europa. Den magtbalance blev ændret, da kolonierne blev selvstændige, hvilket førte til partnerskaber med blandt andre Arcot Lutherske Kirke i Indien. Foto: Danmission

Historien om Det Danske Missionsselskab har flere vigtige brud, som skildres i nyt værk af tidligere generalsekretær Harald Nielsen. Fortiden er god at lære af, nu hvor missionsarbejdet bliver diskuteret i Danmission, siger han op til organisationens årsmøde i weekenden

Et af de mest skelsættende øjeblikke i dansk missionshistorie kom for 130 år siden, hvor en missionær i Indien blev gjort til syndebuk og brik i et kirkeligt magtspil om missionsarbejdet i Danmark. Dengang var Det Danske Missionsselskab (DMS) en relativt lille organisation, der reelt kun bestod af 19 aktive kredsforeninger i landet. Det ændrede sig på et møde i Fredericia i oktober 1889.

En missionær i Indien var blevet taget i at have pyntet på statistikker over omvendte sjæle, og han var tilmed blevet beskyldt for at have handlet ukærligt over for inderne. Det var noget af det værste, man kunne blive beskyldt for, og det skabte stor forargelse i det kirkelige Danmark. Det skriver organisationens forhenværende generalsekretær Harald Nielsen om i den netop udkomne bog om DMS’ historie i to bind: ”Det Danske Missionsselskabs Historie 1821-1985 – Mission i en forandret verden”.

Her lyder det, at forargelsen over missionæren fra Indien, der vendte hjem i 1889, var mere end bare forargelse. Det var også en kærkommen lejlighed for repræsentanter fra Indre Mission til at tippe magtbalancen i DMS og vinde mere indflydelse. Det udnyttede de på mødet i Fredericia, hvilket resulterede i et af de vigtigste brud inden for dansk missionshistorie gennem tiden.

”De missionske kritikere af det daværende DMS fik en anledning til at komme ind og præge arbejdet på grund af skandalen med missionæren i Indien. Det lykkedes på mødet og gav meget hurtigt et stort afkast. Inden mødet i 1889 var der kun 19 aktive kredsforeninger i DMS. 1. marts 1890 var det steget til flere end 430 aktive foreninger, hvor lægfolk i høj grad var involveret. Det skyldtes klart Indre Mission, der på det tidspunkt var en stor bevægelse i vækst, og det ændrede DMS, der blev ved med at vokse helt op til Anden Verdenskrig,” siger han.

Harald Nielsen har drømt om at skrive en bog om den danske missionshistorie, siden han studerede teologi i 1970’erne. Dengang skrev han speciale i kirkehistorie om DMS’ forhold til Indre Mission og bemærkede, at der ikke var lavet et større værk om missionsarbejdet i Danmark siden 1935.

Men adskillige ting kom i vejen. Først blev han sognepræst og så generalsekretær i DMS, der senere blev til Danmission. Da han var fratrådt stillingen, kom Muhammed-krisen, og på det tidspunkt var han islamsekretær i Danmission og fik for travlt med at slukke brande i Mellemøsten til at kunne skrive værket.

Nu er bogen så endelig blevet til. Og måske er timingen bedre end nogensinde. På sidste års repræsentantskabsmøde blev behovet for at kende historien om missionsorganisationen diskuteret. Flere i Danmissions bagland var bekymrede for, at en stigende professionalisering af Danmissions hovedkontor kunne gå ud over opfattelsen af at være en historisk græsrodsorganisation, som altid har været afhængig af frivillige.

Det er imidlertid helt tilfældigt, at bogen kommer netop nu, siger Harald Nielsen.

”Det var en stor diskussion på årsmødet sidste år, men bogen har altså været undervejs i ni år. Dengang var der ikke nogen debat om manglende historisk kendskab. Du kan godt sige, at den kommer på et belejligt tidspunkt, men på den anden side er det altid et belejligt tidspunkt for en organisation at lære om sin historie,” siger han.

I mange år efter det vigtige møde i 1889 voksede organisationen støt og toppede i 1950, hvad angår medlemstal. Det var omkring dette tidspunkt, at et af de andre vigtigste skifter fandt sted.

Her ændrede man opfattelsen af, hvad det vil sige at bedrive mission, hvilket har præget fremgangsmåden for missionsarbejdet op til i dag.

”Anden Verdenskrig ændrede hele forudsætningen for at drive mission. Forstået på den måde, at med Anden Verdenskrig forsvandt legitimiteten – hvis der nogensinde har været nogen – for kolonier. Folkene i kolonilandene krævede selvstændighed, og det samme gjorde kirkerne,” siger han.

Spørgsmålet blev derfor, om missionærerne skulle trække sig helt ud af landet. Men det kom ikke på tale.

”De udenlandske kirker sagde nej. De kunne ikke undvære os, men de ønskede alligevel at være selvstændige. På den måde begyndte det partnerskabsbaserede missionsarbejde, vi stadig fører i dag. Det betød, at kirkerne i udlandet ikke blev styret fra DMS’ kontor i Danmark, men i de lokale kirker. DMS var til gengæld med som rådgivere, og missionærerne begyndte at få en rolle som en slags konsulenter i at optræne kirkeledere blandt andet.”

Har man fulgt med i debatten om Danmission, vil man vide, at man stadig er ved at tilpasse sig denne nye version af missionsarbejdet. Meget af Danmissions arbejde består i dag af fattigdomsbekæmpelse og dialog mellem muslimer og kristne i partnerskabslandene. Der bruges også penge på kirkeudvikling, men den gammeldags forståelse af en missionær, som tager ud i verden og forkynder evangeliet, er svær at finde eksempler på i dag.

De seneste år har der været et fald i gaveindtægter til Danmission. Og på sidste års repræsentantskabsmøde blev der spekuleret i, om dette kunne have en forbindelse til, at folk har sværere ved at se de konkrete resultater af det moderne missionsarbejde med kirkeudvikling og religionsdialog frem for den gammeldags mission, der var baseret på direkte forkyndelse af kristendom. Det kan der være noget om, vurderer Harald Nielsen.

”Den vigtigste opgave for Danmission i dag er det pædagogiske arbejde i at gøre det klart og tydeligt for folk, at missionsarbejdet skaber konkrete resultater, selvom der ikke kommer en missionær hjem med statistik over, hvor mange der er blevet omvendt. Enhver forandring tager tid, og jeg tror på, at Danmission kan overbevise baglandet om, at det partnerskabsbaserede er den rigtige måde at drive mission på i dag,” siger han.

Diskussionen om Danmissions evne til at holde fast i et aktivt bagland er næppe slut. Den vil blive ved, og derfor er det vigtigt at kende historien, tilføjer Harald Nielsen. Kender man historien, vil man vide, at det ikke er første gang, at der er sket et brud i måden, der bliver drevet missionsarbejde på, og at det næppe bliver den sidste. Og kender man historien, vil man være bedre klædt på til de ændringer, der kommer i fremtiden.

”Jeg er meget inspireret af forfatteren Martin A. Hansen, som var i statsradiofonien i 1943 for at tale om blandt andet historie. Han sagde, at historiens opgave er at være vores forlængede erindring. I historien bliver man mindet om visse ulykkelige oplevelser, der nødigt skal gentages, og om andre, der kan danne ramme for, hvordan man i fremtiden kan arbejde. Kender man sin historie, har man ballast til at gå ind i fremtiden. Det gælder i høj grad også for Danmission.”

Harald Nielsen var selv generalsekretær i DMS, der senere blev til Danmission. Han sejler her på Mekong-floden tæt på Ratanakiri sammen med missionær Daniel Wagang i maj 2001. Foto: Danmission