Grundstenen til de unikke israelske fællesskaber, kibbutzerne, blev lagt af zionistiske pionerer for 100 år siden. Siden har de små kollektiver ændret udseende og karakter i takt med udviklingen i samfundet.

De cirka 260 kibbutzer har bevæget sig fra idealet om den kommunistiske planøkonomi og fælles spisesal til små kapitalistiske enheder med den amerikanske drøm som forbillede. Men den grundlæggende solidariske tankegang har gennem tiden tiltrukket cirka 40.000 danskere, som for en periode som volontør ønskede at opleve denne ”rene” kollektivisme”.

I dag er det ikke så populært som tidligere at melde sig som volontør i kibbutz. En af de mest markante ændringer i kibbutzernes rolle i det israelske samfund afspejles i det israelske militær. Mange soldater kom før i tiden fra kibbutzer og medbragte en usædvanlig høj motivation. I dag er de blevet skiftet ud med de nationalreligiøse jøder fra bosætterbevægelsen, der i dag omtales som Israels pionerer.

Ordet zionisme kommer af Zion, der er synonym for byen Jerusalem. Zionisme er en form for jødisk nationalisme, der var med til at bane vejen for oprettelsen af Israel som selvstændig stat i 1948.

Den zionistiske idé blev først officielt præsenteret af journalisten Theodor Herzl på en konference og senere i bogen "Der Judenstaat", der udkom i 1896. Fra 1917 rettede den zionistiske bevægelse for alvor fokus mod oprettelsen af en selvstændig stat i det nuværende Israel som den mest reelle løsning på de mange jødeforfølgelser i Rusland og andre steder i Europa. Et af midlerne var kibbutzer.

I 1975 vedtog FN, at zionisme kan sidestilles med racisme eller racediskriminering.

De fleste israelere, også størstedelen af den israelske fredsfløj, opfatter sig selv som zionister. For dem er zionisme først og fremmest lig med jødernes ret til en selvstændig nationalstat.