Det er knap fem måneder siden, at Kim Jensen og hans to døtre sagde farvel til deres hustru og mor, 37-årige Dianne Jensen, på Gudenå Hospice i Brædstrup i Midtjylland. Her sov hun ind efter at have været syg med en hjernetumor gennem to og et halvt år. Kristeligt Dagblad besøgte parret i deres hjem i Uldum i august 2020, kort tid efter Dianne Jensen var blevet erklæret terminal.
”Da Dianne blev opgivet på Odense Universitetshospital i januar i år, fik jeg tydeligt følelsen af, at hun gav op. Hun satte sig i sofaen og sad mere eller mindre der, til hun kom på hospice i maj. Selv begyndte jeg også der at tage afstand fra Dianne, kan jeg se her bagefter. Det var ikke som sådan en bevidst handling, men jeg var godt klar over, at det skete,” siger Kim Jensen.
Det sidste halve år af Dianne Jensens liv var det en kamp for den lille familie at komme igennem dagene på bedst mulig vis. Det, der fyldte mest for Kim Jensen, var, at parrets to døtre på i dag 11 og 13 år skulle have så normalt et liv som muligt, og der kom derfor aldrig overskud til de dybe samtaler med hustruen.
”Det, jeg er mest ked af i dag, er nok, at Dianne og jeg ikke fik snakket mere sammen den sidste tid. Men der var ikke rigtigt nogen af os, der kunne sætte ord på alt det svære. Jeg tror, at jeg beskyttede mig selv ved at forsøge ikke at gå for meget ind i det, og Dianne gav ikke udtryk for, at hun havde lyst til at snakke og lukkede sig også lidt om sig selv.”
Dette er historien om at tage afsked med en elsket, mens hun stadig er i live, fordi sygdommen forandrer den, hun var engang. Og efterfølgende mærke både livsmod og fremtidshåb i selskab med den dårlige samvittighed, der følger, når man igen ser lyst på tilværelsen.
Jeg sørgede allerede, da hun var i live
I tiden efter Dianne Jensens bisættelse viste familie og venner Kim Jensen og hans døtre stor omsorg. Han kunne imidlertid selv mærke, at han ikke rummede, at folk hele tiden var for tæt på.
”Jeg har nok skubbet familien lidt væk. Jeg har haft et stort behov for at få styr på en masse ting. Det lyder måske forkert, men vi havde gået så mange måneder og ventet på, at det her skulle ske. Nu var det sket, og vi kunne ikke ændre det. Og jeg har og havde et helt enormt behov for at få lov at kigge fremad. Hver gang en ny ting er faldet på plads for os, har jeg fået det bedre,” siger han.
I forhold til sine omgivelser har det været svært for Kim Jensen at italesætte, at han relativt hurtigt følte et behov for at komme videre med sit liv. Han har været bange for, at folk ville tænke, at han var kold og kynisk. Men han føler selv, at det i virkeligheden er lang tid siden, han mistede sin hustru.
”Det er jo ikke fordi, at jeg ikke er ked af det og ikke savner hende. Men jeg savnede hende og sørgede, allerede mens hun stadig var i live. Igennem et par år vidste vi godt, hvilken vej det gik. Ventesorg tror jeg det kaldes. Og nu føler jeg mig klar til, at livet skal gå videre. Men noget af det, der tynger mig mest, er faktisk den dårlige samvittighed. For hvad tænker folk, når de hører, at jeg har det sådan. Synes de, at jeg er et forfærdeligt menneske?” siger Kim Jensen.
Han fortæller, at han hele tiden bliver bedre til at sige til sig selv, at folk må tænke, hvad de vil. Han kan ikke ændre på det. Og han får ikke noget ud af den dårlige samvittighed, der også kan opstå, hvis der går for lang tid, hvor han ikke får besøgt sin afdøde hustrus gravsted.
”Jeg græder ofte, når jeg kommer derom. Men jeg tager ikke derom for at græde. Det er mere en følelse af, at jeg bør tage derom. Pigerne har sjældent lyst til at tage med, når jeg spørger. Det er nok fordi, det stadig er for hårdt. Jeg spørger selvfølgelig mig selv, om jeg burde tvinge dem til det. Hvad nu, når de selv bliver 30 år og får børn, skal de så til psykolog, fordi de aldrig fik bearbejdet deres mors død på den rigtige måde? Men det er jo svært at vide den slags. Så lige nu har jeg besluttet, at de ikke skal med, når de ikke har lyst.”
Kan ikke huske deres mor som rask
For nogle uger siden ryddede Kim Jensen og hans ældste datter, Eva, op i Dianne Jensens tøj. Rigtig meget af det kørte de til genbrug hos Kræftens Bekæmpelse, mens datteren og Dianne Jensens søster også fik det, de gerne ville have. Det er mest i sådanne situationer, at de taler om deres afdøde mor og hustru. Og det er fint, påpeger Kim Jensen. De sætter sig sjældent ned, fordi de har besluttet, at de nu skal tale om hende.
”Det vil blive alt for kunstigt. Men det er nok kommet lidt bag på mig, hvor lidt vi taler om Dianne. Det kan jeg, når jeg tænker på det, også få dårligt samvittighed over. Men jeg tror, at det vil komme mere og mere hen ad vejen. Og enten har processen været så lang, at vi allerede har haft mange af de snakke, man kunne forestille sig, at vi skulle have nu, eller også er det for sårbart for os endnu. For mit eget vedkommende tror jeg, at det er det første, der gælder. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg elskede Dianne til sidst. Hun var ikke længere det menneske, jeg forelskede mig i og levede med i mange år,” siger han.
Døtrene Eva og Emma gav til sidst i deres mors sygdomsforløb udtryk for bekymring over ikke at kunne huske deres mor som rask. Men på hospicet fik de at vide, at det var helt normalt, og at de med tiden, når hun ikke længere var her, ville få de gode minder tilbage.
”Men Dianne var jo heller ikke deres mor det sidste lange stykke tid, fordi hendes sygdom i hjernen ændrede hende så meget. Vores yngste har givet udtryk for, at hvis ikke mor var død, så troede hun, at vi ville være blive skilt. Og det er nok også de færreste, der ville kunne leve i den slags forhold, vi gjorde, hvis ikke det var, fordi man vidste, at den ene var dødssyg. Det var aldrig på tale, at vi skulle skilles, fordi jeg vidste, at vores tid sammen var begrænset. Men hvis det havde varet mange flere år, ved jeg virkelig ikke, hvordan jeg skulle have klaret det. Og jeg er glad for, at jeg ikke skulle stå i et etisk dilemma om, hvorvidt man kan tillade sig at forlade en syg ægtefælle.”
Ensomt at træffe beslutninger selv
Da Kristeligt Dagblad besøgte Kim og Dianne Jensen i august sidste år, lagde de ikke skjul på, at det var hende, der var bedst til at sætte regler og rammer op for børnene. Og selvom parret var enige om dem, kunne døtrene lettere sno deres far om deres lillefinger. Nu står Kim Jensen alene om at skulle opdrage og sætte grænser for pigerne, og han indrømmer, at det er en udfordring.
”Jeg kan og skal ikke holde fast i alt, hvad Dianne og jeg havde bestemt sammen. Men jeg kan mærke, at når rammerne bliver for udviskede, og tingene skrider, så bliver vi alle tre mere sure og triste og begynder at skændes. Så jeg er ved at lære, hvor vigtigt det er, at jeg holder fast og har struktur. Og jeg er da også blevet bedre til at fornemme og tage tingene i opløbet,” siger han.
Kim Jensen mærker savnet af sin hustru på forskellige tidspunkter, men allermest, når han mangler en at vende konkrete problemstillinger med.
”En af de dage, der har ramt mig hårdest, var en søndag, hvor jeg i løbet af weekenden både havde skullet tage stilling til, hvilken ny bil vi skulle købe, havde været ude at se på efterskoler med vores store pige og var blevet indkaldt til en jobsamtale. Da græd jeg, da jeg gik i seng om aftenen. Jeg havde ingen at vende det hele med. Det var måske ikke sorg som sådan, men mere et pres over at skulle stå med alle beslutninger selv.”
I år er julegaverne kun fra far
Kim Jensen lægger ikke skjul på, at hans hustrus lange sygdomsforløb har tæret på ham, og at det er årsagen til, at han har et stort behov for at komme i gang med sit nye liv. Han har derfor også allerede gjort nogle ting, der symboliserer en ny begyndelse. Blandt andet har han skiftet job og er blevet lageransvarlig i en virksomhed, han har bestilt nyt tag til huset, og så har han fået en kæreste.
”Min familie, Diannes forældre og pigerne ved det godt. Det er vigtigt for mig, at Dianne ’gav mig lov’ til at møde en anden. Hun ønskede ikke, at jeg skulle være alene. På et tidspunkt, da hun lå på hospice, sagde vores yngste datter til mig, at hun ikke ville have, at jeg fik en ny kæreste, når mor ikke var her længere. Da måtte jeg sige til hende, at det kunne jeg ikke love hende, og at mor endda havde givet lov til det. Men jeg lovede hende til gengæld, at hvis det skete, så ville det være en, som hun ville blive glad for, for ellers kunne jeg aldrig være kæreste med hende. Og så var hun sådan, ’okay, far, så må du godt alligevel’.”
December og juletiden kan være svær at komme igennem, hvis man har mistet. Kim Jensen har altid syntes, at julen var hyggelig, men også at den fyldte lidt rigeligt. Men i år har han taget den til sig på en anden måde end han plejer.
”Jeg har nok altid været lidt gammelmandssur og har syntes, at folk gik amok i julen. Men i år tog vi den første julepynt op allerede inden 1. december, og vi har også hørt julemusik i november. Jeg prøver at ændre nogle ting og være mere positiv selv. Jeg ved, at juleaften og nytåret godt kan blive hårde at komme igennem, og at der nok vil komme nogle reaktioner. Men jeg vil prøve ikke at lave alt for meget om og undgå at dyrke det triste for meget. Jeg vil ikke fortie det, men der er ingen grund til at gøre det hele ekstra sentimentalt. Men det var da mærkeligt, da jeg forleden sad med pigernes julegaver og skrev til og fra-kort, og der for første gang kun skulle fra far på.”