Mens diplomater fra vestlige lande flokkes om at komme ud af Afghanistan så hurtigt som muligt, skal kineserne ikke nogen steder. De bliver, hvor de er, og kører deres ambassade videre, som om intet var hændt. At kineserne ser frem til samarbejdet med det nye styre blev også understreget på et pressemøde i det kinesiske udenrigsministerium forleden, umiddelbart efter at Taleban var rykket ind i Afghanistans hovedstad, Kabul.
”Kina vil uddybe det i forvejen gode samarbejde med Afghanistan. Og Taleban ser frem til, at Kina bidrager til genopbygningen og udviklingen af Afghanistan,” lød det fra talsperson Hua Chunying i Beijing.
Det er ikke nogen hemmelighed, at USA’s militære tilstedeværelse i Afghanistan længe har været et irritationsmoment for Kina. For kineserne betragter rent geopolitisk Centralasien som deres egen og russernes baghave, og de mener derfor ikke, at amerikanerne har noget at gøre i Afghanistan. På den anden side har det også været bekvemt for kineserne, at amerikanerne har været i det borgerkrigshærgede land siden 2001 og på den måde har været garant for en vis stabilitet. Den situation er nu drastisk ændret, og det er Kina nødt til at forholde sig til.
”Jeg ser det ikke sådan, at nu da USA er rykket ud, så rykker Kina ind for at udnytte det tomrum, der hermed er opstået. For Kina handler det mere om at håndtere det tomrum, USA efterlader sig. Det er ikke stor begejstring, der præger Kinas forhold til en islamistisk bevægelse som Taleban, men eftersom det nu er dem, der sidder på magten, ser Kina sig nødsaget til at sikre et fornuftigt samarbejde med dem for at varetage kinesiske interesser, som først og fremmest er stabilitet i Afghanistan og at undgå en ny borgerkrig og opblomstring af terror, som kan sprede sig i regionen,” forklarer Camilla Nørup Sørensen, der er Kina-ekspert ved Forsvarsakademiet.
Der har da også gennem flere år været dialog mellem Taleban og Kina. I slutningen af juli poserede Kinas udenrigsminister, Wang Yi, i forbindelse med et møde i Tianjin for fotograferne sammen med Talebans næstkommanderende, mullah Abdul Ghani Baradar. Ved den lejlighed lovede Wang at støtte Taleban, mod at den islamistiske bevægelse til gengæld lovede ikke at tillade terrorgrupper at bruge Afghanistan som base for at angribe mål i Kina. Det er nemlig tidligere sket via den såkaldte Wakhan-korridor, hvor Kina og Afghanistan grænser op til hinanden.
”Kinas bekymring handler først og fremmest om ETIM, East Turkestan Islamic Movement, som kineserne ser som den mest militante fraktion af de grupper, der kæmper for selvstændighed i Xinjiang. Og ifølge en FN-rapport fra maj sidste år findes der da også 500 af disse krigere i det nordlige Afghanistan. Selvom det ikke er noget stort antal, så ser Kina dem og andre islamiske grupper som en trussel. Det handler i det hele taget om at undgå, at Afghanistan bliver en terrorrede, som kan true stabiliteten i hele Centralasien, hvor Kina i forvejen er gået sammen med lande som Tadsjikistan og Turkmenistan for at bekæmpe militante islamiske grupperinger,” forklarer Camilla Nørup Sørensen og henviser til et ofte overset, men ikke desto mindre vigtigt regionalt sikkerhedspolitisk samarbejde i Shanghai Corporation Organisation, hvor både Kina, Rusland og Indien er medlemmer.
Afghanistan er allerede inkluderet som observatør i dette samarbejde, og det vil givetvis fortsætte sådan også med Taleban ved magten i Kabul.
Selvom Kina med slet skjult skadefryd har omtalt USA’s tilbagetrækning som en kæmpe fiasko, så har den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, da også hilst Kinas løfte om samarbejde med Taleban-styret velkomment.
”Selvom USA og Kina strides på mange andre områder, har de to stormagter alligevel et interessesammenfald, når det gælder Afghanistan. For nu da det hele er faldet sammen om ørerne på amerikanerne, kan de godt se vigtigheden af, at store nabolande som Kina og for så vidt også Rusland kommer til at spille en større rolle for at forhindre islamisk ekstremisme og generel ustabilitet i at brede sig ud over hele Centralsien,” lyder Camilla Nørup Sørensens vurdering.
Det mineralrige Afghanistan indgår i øvrigt også i Kinas storstilede Silkevejsprojekt, der går ud på at udbygge transportveje både til vands og til lands for at skabe bedre betingelser for handel i hele regionen og ligeledes mellem Europa og Asien. Og her er Afghanistan særdeles interessant, da landet har store uudnyttede ressourcer af eftertragtede metaller som litium, kobber og ligeledes de såkaldte sjældne jordarter, der indgår i produktion af mikrochips. Hidtil har Kina dog holdt igen med investeringer i det borgerkrigshærgede land, men det kan ændre sig nu, hvor en Taleban-regering vil have hårdt brug for venner i regionen samt økonomisk hjælp udefra.