Da bestyrelsen i det folkekirkelige projekt Greater Love i foråret 2018 besluttede sig for at ændre foreningens vedtægter, var der ingen, der havde forestillet sig det forløb, som ventede forude.
Den arabisktalende menighed i Vigerslev i København ville med vedtægtsændringen udvide målgruppen til hele Danmark. Og det virkede umiddelbart ikke særlig kompliceret.
Så da næstformanden for bestyrelsen, pastor emeritus Arne Kappelgaard, sendte de opdaterede vedtægter til Kirkeministeriet, tænkte han, at det formentlig ville tage nogle uger, højst et par måneder, for en jurist i ministeriet at få styr på det.
Men der tog han fejl.
Tre år og fem måneder gik der, før menigheden fik godkendt den endelige vedtægtsændring, så projektet nu kan drives, som foreningen gerne ville have det. En del af ventetiden skyldtes, at formand Arne Kappelgaard brugte en stor del af 2021 på at rette vedtægterne efter ministeriets anvisninger.
Men langt størstedelen af tiden lå sagen tilsyneladende stille i ministeriet. Trods talrige rykkere gik der eksempelvis mere end halvandet år, før Arne Kappelgaard fik det første skriftlige afslag om, at vedtægterne skulle revideres yderligere, før de kunne godkendes. Arne Kappelgaard er i dag forundret over, at det, han opfattede som en formssag, skulle ende med at kræve så meget arbejde for ham og de involverede.
”Jeg er ikke tilfreds. Det er ikke tale en kompliceret ændring af vedtægterne, og der er, så vidt jeg kan se, ikke noget, der retfærdiggør en sagsbehandlingstid på tre og et halvt år,” siger han.
Kirkeministeriet er en flaskehals
Projektet Greater Loves lange kamp for at få ændret sine vedtægter er langtfra det eneste eksempel på, at Kirkeministeriets sagsbehandlingstider skaber frustration i dansk kirkeliv.
Kristeligt Dagblad har været i kontakt med mange kirkefolk på tværs af landet, der har oplevet ventetiderne i Kirkeministeriet som uforholdsmæssigt lange. Derudover viser en aktindsigt, at der i Kirkeministeriet ligger 10 verserende sager fra 2020. Og yderligere to fra 2019, som altså er i proces på tredje år. Sagerne er alle kendetegnet ved, at de er indsendt af sogne, provstier eller stifter, som ønsker at indgå samarbejder på tværs af sognegrænser. For eksempel ved ansættelse af personalekonsulenter eller en daglig leder. I sager som disse er det lovpligtigt at søge dispensation hos Kirkeministeriet, som dog ofte ender med at blive en flaskehals.
Nogle af de involverede parter vil ikke udtale sig, da de ved, at de i fremtiden skal samarbejde med Kirkeministeriet og ikke har lyst til at risikere at sætte forholdet til ministeriet på spil. Andre er af samme grund forbeholdne med, hvad de siger til citat.
Men fælles for dem alle er, at de tegner et billede af en forvaltning, som er svær at få kontakt til, og hvor det kræver store mængder tålmodighed og adskillige rykkere at få de ministerielle stempler, som er påkrævede for at lave nyansættelser eller igangsætte projekter på tværs af sognegrænser.
Føler sig ikke prioritetet
Et sted, som inden for de seneste år har oplevet frustration hele to gange, er Vesterbro Sogn i København. Her har man stået for etablering af et provstisamarbejde om en kirke for mennesker med anden sproglig og kulturel baggrund, herunder en ny engelsksproget menighed i Eliaskirken på Vesterbro Torv.
Derudover har sognet på tværs af flere stifter været med til at ansætte en koordinator for alle folkekirkens farsitalende. I begge sager er der gået 15 måneder fra endelige samarbejdsvedtægter blev indsendt til Kirkeministeriet, til menighedsrådsformanden havde de endelige godkendelser i hænderne.
Det er ikke godt nok, mener menighedsrådsformand Jens Andersen, der selv har henvendt sig flere gange for at rykke juristerne i ministeriet. Han er mildest talt alt andet end begejstret for forløbet.
”Jeg synes, at det virker, som om vores sager ikke har været prioriteret. Vi har gjort fuldstændigt, som ministeriet har anvist. Alligevel lader det til, at man blot har modtaget vores ansøgninger, men lagt dem til side i en bunke og sagt ’det haster ikke.’ Jeg har tidligere i min dialog med Kirkeministeriet oplevet, at man gjorde sig umage med at lytte til og hjælpe os, som i det daglige driver folkekirken. Det indtryk har jeg ikke i dag,” siger Jens Andersen.
I Silkeborg Provsti har man også to eksempler på sager, der har taget længere tid at behandle, end provstiudvalget havde regnet med. Den ene er fra 2013 og var en anmodning om tilladelse til at ansætte en personalekonsulent i provstiet. Selvom ansøgningen blev indsendt i juni 2013, var det først ved udgangen af 2014, efter flere rykkere, at Kirkeministeriet sendte den endelige godkendelse.
Den anden sag begyndte i 2019. Her var Kirkeministeriet et år og to måneder om at godkende en vedtægt om et fælles regnskabskontor i provstiet. Bent Erling Bräuner er provstiudvalgsformand i Silkeborg, og som forhenværende borgmester i den daværende Bryrup Kommune mener han nok at have mødt træge forvaltninger.
”Men at stifte bekendtskab med Kirkeministeriet har alligevel give mig fornyet respekt for, hvor hurtigt det trods alt går i kommunerne,” siger han.
En offentligt kendt hemmelighed
Utilfredsheden er også markant i Provsteforeningen. De lange sagsbehandlingstider er ifølge formand Annette Brounbjerg Bennedsgaard ” en offentligt kendt hemmelighed i hele folkekirken.” Provster har ofte stiftet bekendtskab med problemet, for de tit spiller en central rolle i de provstiudvalg, der varetager mange af den type henvendelser, som trækker i langdrag.
”Jeg tror ikke, der findes et provsti, hvor man ikke har oplevet urimeligt lange svartider ved Kirkeministeriet i en eller anden sammenhæng. Jeg er helt med på, at ting tager tid, fordi de skal gøres grundigt. Sådan skal det være. Men forsinkelser skal være velbegrundede, og at nogle sager trækker ud i op til årevis, uden at man kan gennemskue hvorfor, det er jo simpelthen ikke godt nok,” siger hun og uddyber:
”Det får den uheldige konsekvens, at menighedsråd, provstier og stifter, der gerne vil være smidige og funktionsdygtige og i sync med samtiden, tit og ofte helst vil finde juridiske løsninger, der ikke kræver en godkendelse hos Kirkeministeriet.”
Siger du dermed, at problemet fører til lovløshed i kirken?
”Ikke lovløshed. Men alternative måder at konstruere løsninger på,” siger Annette Brounbjerg Bennedsgaard, der efterlyser mere og bedre kommunikation mellem kirke og Kirkeministerium.
”Jeg kunne godt tænke mig, at der mellem folkekirken og Kirkeministeriet kom et fælles blik for, hvad det er for en opgave, vi som kirke skal løse. At Kirkeministeriets dygtige jurister og økonomer også var med til at vejlede undervejs og ikke kun kommunikerede skriftligt med afslag og godkendelser. Hvis man sender en ansøgning ind, og der går to år, uden at der undervejs er en samtale om, hvor knasterne er, så oplever man den her store frustration,” siger Annette Brounbjerg Bennedsgaard.
Som et Fort Knox
At Kirkeministeriet er svært at få i tale er noget, som flere kilder fordelt udover det kirkelige landskab bekræfter.
Kristeligt Dagblad har blandt andet talt med en medarbejder i en kirkelig institution, som i mange år har samarbejdet med Kirkeministeriet om forskellige arbejdsopgaver. Vedkommende ønsker at være anonym af hensyn til den fremtidige kommunikation, men beskriver Kirkeministeriet som et ”Fort Knox”, der er næsten umuligt at trænge igennem til. Hvor de ansattes kontaktoplysninger før i tiden kunne ses på hjemmesiden, bliver man i dag sendt frem og tilbage mellem omstillinger, når man forsøger at ringe ind på hovednummeret.
Så hvis man endelig får et mobilnummer på en ansat, ”tatoverer man det på sin arm, så man ikke mister det,” lyder det fra medarbejderen.
Når det handler om at besvare anmodninger om aktindsigt og betjene det politiske system, har Kirkeministeriet ellers ingen problemer. Tværtimod har Kirkeministeriet ved flere lejligheder gjort sig bemærket ved at være hurtigere end næsten alle andre ministerier til at svare på aktindsigter og har tilsyneladende heller ingen problemer med at betjene Folketingets politikere og udvalg.
I begge tilfælde er der en klar lovbestemt tidsfrist på henholdsvis syv og seks dage. En lignende tidsramme findes dog ikke for henvendelser fra folkekirken. Derfor er der heller ingen sanktioner, hvis en konkret sag trækker ud i årevis.
Ifølge Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, er det værd at bide mærke i, hvordan ministeriet prioriterer den ene typer sager over den anden.
”Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt Kirkeministeriet besvarer aktindsigter og prioriterer at besvare §20-spørgsmål i Folketinget, når der samtidig er eksempler på meget lange sagsbehandlingstider i andre sager, der vedrører folkekirken. Man prioriterer åbenbart ikke sagsbehandling uden lovbestemte frister eller et forventningspres fra politikerne særligt højt. Men det følger af praksis fra Folketingets Ombudsmand, at alle sager skal behandles inden for rimelig tid, og at de ikke må trække urimeligt ud. Kirkeministeriet er derfor i overhængende fare for at komme i konflikt med reglerne for god forvaltningsskik i nogle af de omtalte sager,” siger han.
Prioriterer politik over sagsopgaver
Hos Landsforeningen af Menighedsråd genkender man også problemstillingen. Formand Søren Abildgaard er bekendt med flere af de sager, som Kristeligt Dagblad har fundet frem til.
”De lange sagsbehandlingstider er et problem, som er velkendt ganske mange steder i folkekirken, og det er også et problem, som jeg løbende har bragt op over for Kirkeministeriets ledelse. Vi taler om årelange sagsbehandlingstider, som er til stor irritation for menighedsrådene, der af den ene eller den anden grund ikke kan komme videre med de spørgsmål, de står med, og hvor de er afhængige af, at Kirkeministeriet forholder sig til sagen,” siger Søren Abildgaard.
Han har ligesom Frederik Waage bidt mærke i Kirkeministeriets prioriteter. Han har også opfattelsen, at Kirkeministeriet bruger mere tid på at forholde sig til de politiske opgaver, der kommer fra regeringen, eksempelvis lovarbejde og besvarelse af spørgsmål fra Folketingets udvalg, end de sagsopgaver, som kommer fra folkekirken og andre trossamfund, hvor det er nødvendigt med Kirkeministeriets eller ministerens underskrift for at komme videre.
”Blandt andet på grund af Covid-19 er der eksempler på sagsbehandlingstider, der ikke er tilfredsstillende. Og det er et politisk og ledelsesmæssigt ansvar, at der bliver prioriteret at rette op på det. Vi er i dialog med ministeriet, og det er mit indtryk, at ministeriet nu vil gøre netop det,” siger han.
Departementschef: Vi vil indhente det forsinkede
Kristeligt Dagblad har forelagt departementschef i Kirkeministeriet Christian Dons Christensen kritikken. Han medgiver, at ministeriet har et problem, når det handler om at behandle sager om samarbejde mellem menighedsråd, men at det helt overvejende skyldes corona, der de seneste to år har lagt stort beslag på ministeriets ressourcer, herunder det begrænsede antal juridiske sagsbehandlere, som ministeriet råder over.
For at afhjælpe problemet har ministeriet i løbet af coronapandemien blandt andet fået hjælp fra folkekirkens 10 stifter til at løfte arbejdsbyrden. Christian Dons Christensen forklarer yderligere, at Kirkeministeriet betragter det som en vigtig opgave at bistå folkekirken, og at det er en “falsk modsætning” at tro, at ministeriet prioriterer politiske sagsopgaver frem for dem, der kommer fra kirkens aktører.
Han understreger desuden, at der arbejdes på at rette op på problemet.
“Vores hensigt er at indhente de her forsinkelser. Det er der ingen tvivl om. Lad mig understrege, at jeg virkelig forstår frustrationen for det enkelte menighedsråd,” siger han.
“Der er tale om en art senfølge af epidemien, og jeg kan ikke love andet, end at vi gør alt, hvad vi kan for at indhente forsinkelserne i sager af denne type,” lyder det fra Christian Dons Christensen.