Normalt er det kirkegængerne i den libanesiske havneby Tripoli, der betaler til, at deres præster kan få løn. Men i løbet af de sidste par år er situationen vendt på hovedet. Landet er sunket ned i en så dyb økonomisk krise, at det i dag er præsterne, der giver penge til de mest trængte i menigheden, så de har mulighed for at købe mad, forklarer Youssef Soueif, ærkebiskop i Tripoli over den maronittiske kirke, Libanons største kristne trossamfund.
”For almindelige kirkegængere er det stort set umuligt at give penge til kirken i dag. Man har simpelthen ikke råd,” siger Youssef Soueif under et nyligt besøg i Danmark.
Han har omkring 120 præster i sit stift. Mange af dem samtidig arbejder som lærere og derved tjener en mindre løn. Men der er også præster, som stort set ikke kan få hverdagen til at hænge sammen, og ærkebiskoppen har derfor arbejdet på at få hjælp fra både organisationer og libanesere i udlandet til at hjælpe med at betale til kirken.
”Jeg opfordrer alle i kirken til at udvise solidaritet. Og heldigvis har vi også en meget stærk solidaritet fra diasporaen. Så vi gør vores bedste for at klare os igennem denne situation, der opleves som at være i en krigstilstand,” siger han.
Over de seneste få år har den libanesiske økonomi oplevet en nedtur, man ifølge Verdensbanken dårligt har set magen til i nyere tid. Libanon var ellers tilbage i 1990’erne et af de økonomisk set mere succesfulde lande i Mellemøsten. Men med ét er værdien af valutaen smuldret, og i dag rækker en almindelig månedsløn ikke til meget mere end en uges madindkøb.
Youssef Soueif forklarer, at de største problemer i dag handler om at få råd til mad og medicin og at få skole- og sundhedssystemet til at fungere.
”Folk er oprigtig bedrøvet og føler sig snydt. Forestil dig, at du har sparet op til pension hele dit liv og endelig skal til at trække dig tilbage. Og pludselig er dine penge ingeting værd. Selv hvis du har en sygesikring, kan du ikke komme på hospitalet, da du typisk skal betale de sidste 10 procent selv. Det har almindelige mennesker ikke længere råd til,” siger han.
Hvad er kirkens rolle i den situation?
”Min vigtigste opgave er at motivere præster og kirkegængere til at holde fast i troen og håbet. For på et tidspunkt kommer vi oven på igen, og situationen vil ændre sig. Dernæst er det vigtigt, at vi som kirke står sammen og gør alt, hvad vi kan for, at ingen går sultne i seng,” siger han.
Hvis der overhoved er noget positivt at sige om den nuværende krise, er det ifølge ærkebiskoppen, at sammenholdet er blevet styrket. Det ser man først og fremmest internt i kirken, men også mellem muslimer og kristne.
”Krisen har bestemt påvirket relationerne på tværs af religioner positivt. Vi taler om en krise, der i sidste ende handler om brød, og brødet forener os. Vi bliver alle ramt, og det giver en god mulighed for at arbejde sammen på tværs af trosretninger. Det er en langsom proces, men i Tripoli oplever jeg, at selvom der er en muslimsk majoritet, bliver vi kristne i stadig højere grad indbudt til at være med til at finde løsninger,” siger han.
Den form for sammentømring er tiltrængt i et land som Libanon, der altid har været religiøst delt mellem både sunni- og shiamuslimer og mellem muslimer og kristne. Over årene har landet været vidne til talrige sekteriske konflikter, hvilket også præger havnebyen Tripoli. Går man tilbage til før den libanesiske borgerkrigs udbrud i 1975, var omkring en fjerdedel af byens befolkning kristne. Men over årene har en blanding af konflikter og økonomiske udfordringer fået kristne til at flytte, så de i dag ikke udgør meget mere end et par procent af indbyggerne i Tripoli.
Derfor er det vigtigt for ærkebiskoppen, at den økonomiske nedtur ikke skubber yderligere til den kristne udvandring.
”Det er helt afgørende for kirken, at vi har en kristen tilstedeværelse i en så vigtig by. For kun ved at være i byen, kan man være et vidne om sin tro. Heldigvis ser vi stadig, at mange kristne vender tilbage til byen om søndagen for at være med i gudstjenesten og dermed fastholde en spirituel tilknytning,” siger han.
Hvordan kan du overbevise unge libanesere til at blive i den nuværende situation?
”Det er en meget svær opgave, og desværre ser vi, at unge rejser væk for at finde jobmuligheder. Når de først er rejst væk, har stiftet familie og fået arbejde, bliver det svært at vende tilbage. Tilknytningen bliver udvandet. Det vigtigste, kirken kan gøre i den situation, er at hjælpe med at skabe jobmuligheder og motivere udenlandske kirker og organisationer til at lave programmer i landet, der kan skabe arbejde,” siger han.
Youssef Soueif erkender dog, det er et dilemma at skulle overbevise unge om at blive for kirkens skyld.
”Det er svært for mig med stor overbevisning i stemmen at sige til unge, at de bør blive, hvis der ikke er noget job til dem. Når nogen siger, at de vil rejse, svarer jeg derfor: Må Gud være med jer, men forlad ikke Libanon mentalt. Opgiv ikke din forpligtelse over for den kristne tilstedeværelse i landet hverken spirituelt, materielt eller økonomisk. Rejs ud, tjen penge, lev godt, men sælg ikke ud af din jord, din lejlighed eller dit hus i Libanon,” siger han.
Kristne udgør i dag cirka en tredjedel af den libanesiske befolkning. Libanon er dermed det land i Mellemøsten, hvor den største andel af befolkningen er kristen. Generelt er kristne flyttet fra regionen de seneste årtier og udgør i dag ikke mere end ganske få procent af den samlede befolkning i Mellemøsten.