Ole Jensen blev begravet en dag, hvor der igen blev meldt om nye rekorder for coronasmitte. Det satte sit præg på afskeden med den markante teolog i Risskov Kirke i Aarhus.
Kirken var langtfra fyldt. Mange havde på forhånd meddelt, at de ikke kom, men hellere ventede til en senere mindehøjtidelighed. Og coronapas var det store samtaleemne ved indgangen.
Indenfor stod den hvide kiste under alterbilledet af den korsfæstede Jesus Kristus. Prædikant var Hanne Marie Houkjær, der har været sognepræst ved Risskov Kirke indtil for få måneder siden.
Hun begyndte gudstjenesten for den centrale klimateolog med at læse op af skabelsesberetningen, der fortæller, at Gud skabte verden og dyr, før han skabte mennesket. Og hun talte om den ”kamp mod menneskets brutalitet i forhold til kloden”, som Ole Jensen var kendt for langt uden for teologiske kredse:
“Han så det moderne menneskes kamp for hele tiden at blive bedre og knytte forhåbninger til fortsat vækst og mere arbejde som en del af årsagerne til den økologiske krise,” lød det om Ole Jensens pionerarbejde med klimateologi.
Ikke bare blev Ole Jensen begravet i en smittetid. Han blev også stedt til hvile på den tid af året, hvor lyset vinder kampen mod mørket.
”Den 22. december er dagen efter solhverv, hvor lyset vender tilbage og trænger mørket bort. To dage før Gudsbarnet blev født ind i den menneskeverden, som ikke går op, og hvor brutaliteten findes ved siden af det gode,” sagde Hanne Marie Houkjær, der stod mellem to store juletræer og under en tændt adventskrans.
Det blev med andre ord en tidlig juleprædiken, de fremmødte fik. Og det håb, som julen bringer bud om, holdt Ole Jensen fast ved, selvom han helt generelt ikke var optimist, når det gjaldt klimakrisen. Han havde bedt sin kone skrive en sidste tanke ned for ham på dødslejet:
”Det, englene synger om julenat, er, at fra nu af er et menneske født, som forvandler verden, hvor lidelse og død ikke får det sidste ord, men derimod gave, glæde og liv, og det som Løgstrup kalder den kosmiske vending,” lød betragtningen om Jesus og om den teologiske professor, som prægede Ole Jensen mere end nogen anden.
K.E. Løgstrup havde ifølge prædikanten ramt Ole Jensen som et ”kølleslag”, da han mødte den store teolog og hørte ham tale om livet som en gave. Den påvirkning fulgte ham gennem årene som højskoleforstander, forsker, domprovst og helt ind i døden.
Over kisten lød budskabet om opstandelse gennem den schweiziske poet Conrad Ferdinand Meyer, som Ole Jensen selv havde citeret, da han stod for begravelsen af forfatteren og vennen Thorkild Bjørnvig:
”Tiden er inde til at glæde sig! Den store ro stunder til! Dér omme bag døden leder et hejretræk ind i den evige vår. De ved, hvorhen der skal drages, de kender deres veje. Hvad, min sjæl, frygter du da?” lød verselinjerne, som Hanne Marie Houkjær læste højt.
Prædikanten havde fået en klar plan fra Ole Jensen om, hvordan han ønskede sin begravelse. Og et af ønskerne var, at prædikenens sidste ord skulle være en sætning fra salmedigteren Iben Krogsdal:
”Decembernat. Engle slår vingerne ind og lander forsigtigt i menneskesind,” lød det med et citat fra salmen, der bærer navnet ”Decembernat”.
Da kirkedørene langsomt blev åbnet, var tonerne fra ”Se, nu stiger solen” af Jakob Knudsen knap døet hen, og de begravelsesgæster, der var mødt frem trods coronarestriktioner og smittefare, bevægede sig ud i det aarhusianske gråvejr, løftede mundbindene og trak vejret frit igen.