Jeg var omkring 20 år og i lære som elektriker. Jeg var lige flyttet til Kibæk, en lille by syd for Herning, ret langt væk fra mine forældre i Timring lidt syd for Vildbjerg. Jeg kendte ikke andre i byen end mine kolleger og lederne til FDF. En dag blev jeg ringet op af en mand, der var i familie med en af mine arbejdskolleger. Han havde hørt, at jeg var kommet til byen, og vidste måske også, at jeg havde baggrund i et kristent miljø præget af FDF. Han præsenterede sig som leder af en kristen ungdomsgruppe under KFUM og KFUK og spurgte, om jeg havde lyst til at komme til et af deres møder. Jeg skulle ikke andet den tirsdag aften, så jeg sagde ja.
Ved mødet deltog 20-30 unge på min egen alder. Vi læste i Bibelen og samledes i små grupper, hvor vi talte om, hvad teksten sagde os i forhold til os selv og vores eget liv. Jeg kunne mærke med det samme, at der var en anden tilgang til troen, end jeg var vokset op med. I mit barndomshjem sang vi til bords, især når vi havde gæster, og mine tre brødre og jeg var i FDF. I de første år af min barndom var mine forældre forstandere på en FDF-efterskole, og senere var min far medlem af menighedsrådet i Bjerringbro. Vi gik også jævnligt i kirke. Men i mit hjem blev der ikke sat ret mange ord på troen. Vi diskuterede ikke religion og politik over middagsbordet eller talte om vores personlige tro.
Min tro er blevet mere elastisk
I gruppen i Kibæk kom mange fra hjem i bibelbæltet omkring Herning, hvor de var vokset op med at læse Bibelen mere bogstaveligt, men også mere personligt. De var mere fortrolige med at sætte ord på troen. I begyndelsen sagde jeg ikke så meget, men efterhånden deltog jeg mere i samtalerne, og jeg kunne mærke, hvordan det at lytte til de andre og selv sætte ord på evangeliets betydning for mig, gjorde min tro meget mere nærværende og vigtig for mig. Det var i det fællesskab, jeg fik min voksentro, og jeg forstod betydningen af trossamtalen.
Det var ikke et markant omvendelsesøjeblik, for jeg har altid haft troen på en levende Gud. Men jeg fandt ud af, at min tro lever og udvikles og udvides i samtalen med andre. Troen blev en mere aktiv del af mig selv. I dag kan jeg se, at den opdagelse har sat sit præg på mit tros- og arbejds- og fritidsliv siden. Min tro er i høj grad en vandring i fællesskaber, og min tro er blevet mere elastisk og kan holde til mere, fordi den er blevet udvidet i mødet med andre. Den har fået større spændvidde, og det kan jeg takke opringningen fra manden i Kibæk for.
Efter nogle år som elektriker flyttede jeg til Aalborg for at læse internationale studier og udviklingsstudier og vendte tilbage til at være frivillig i FDF. Men jeg fandt ikke samme type trosfællesskab, som jeg havde fundet i Kibæk. Det gjorde jeg først igen, da jeg i forbindelse med min kandidat-praktik kom ind i det danske og siden det norske missionærmiljø. Jeg var i et halvt års praktik i Mission Afrika, og det blev afgørende for min videre vej. Da jeg var ved at afslutte studiet, blev jeg opfordret til at søge en stilling i Det Norske Misjonsselskab, og det førte til, at jeg boede fire år i Madagaskar som programrådgiver inden for ledelse og projektstyring.
I Madagaskar oplevede jeg også trossamtalernes betydning både med og blandt de lokale og os missionærer imellem. Vores trosfællesskab var helt nødvendigt for at cope med de oplevelser og realiteter, vi mødte i Madagaskar, som er et meget fattigt land. Vi mødtes til ugentlige missionærsamlinger med andagt og refleksion og til halvårlige missionærsamlinger med alle missionærer på øen, hvor vi havde bibeltime og bibelstudier.
Klare værdier for børn og unge
I mit nuværende arbejde som forenings- og udviklingskonsulent i FDF støtter jeg lokalforeningerne at finde deres værdier og omsætte dem til praksis. Her spiller trossamtaler også en rolle, for vi vil gerne møde børn og unge med klare værdier og give dem et sikkert ståsted. FDF har nok til dels været præget af, at mange bliver født ind i det, og værdierne og troen ligger der som noget underforstået. Men min egen oplevelse af at komme ind i et nyt trosfællesskab i Kibæk – og mine oplevelser i andre trosfællesskaber siden – har gjort mig bevidst om betydningen af at tale om troen og formulere sig om sin egen tro.
Hvad har udfordret din tro?
Min tro er elastisk og kan holde til meget, så jeg oplever ikke, at den bliver udfordret af mødet med mennesker, der tror noget andet end mig. Men min tro bliver udfordret af den indiskutable tro hos mennesker, der ikke er interesseret i en samtale omkring tro, fordi de mener, at de allerede har fundet alle svarene.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
At man skal passe på, hvad man beder om, for man risikerer at få det. Det skal ikke forstås sådan, at vi ikke skal bede. Men hvis vi beder om noget, skal vi være parat til at blive udfordret og forvandlet. Hvis vi beder om at blive forsonet med et andet menneske, må vi også være klar til at lade os forsone. Eller beder vi at få et kald, må vi være parate til den opgave, vi måske pludselig får mulighed for at tage på os.