Analyse: Moskva-kirkens patriark står svagere internationalt

Patriark Kirill af Moskva synes mere og mere isoleret i den ortodokse verden. Hans adfærd har måske banet vejen for større enighed mellem kritikere af Rusland

Den russisk-ortodokse kirkes leder, patriark Kirill af Moskva, synes derfor mere og mere isoleret, da gamle allierede forlader ham både inde og uden for hans kirke.
Den russisk-ortodokse kirkes leder, patriark Kirill af Moskva, synes derfor mere og mere isoleret, da gamle allierede forlader ham både inde og uden for hans kirke. Foto: Sergey Pivovarov/Reuters/Ritzau Scanpix.

I en lille glemt bog fra forfattet kort efter freden i Bosnien-Herzegovina i 1995 skrev den kontroversielle serbiske metropolit Amfilohije, at menneskeheden stadigvæk er fanget i Det Gamle Testamentes verden. En verden, hvor uhyret fra underverdenen kravler op i gennem krigens gru.

Amfilohije mente, at der altid er en konstant kamp i denne verden mellem lys og mørke. Dette dystre ortodokse verdensbillede blev beskrevet efter den bitre erfaring med krigene i Balkan i 1990'erne. Teksten kunne høres som et svagt ekko, da den russiske kirke i Ukraine her i maj meddelte, at den nu ville være uafhængig fra Moskva-patriarkatet.

Ekkoet blev kun forstærket af, at den serbisk-ortodokse kirke ligeledes trådte et skridt væk fra Moskva. Den russisk-ortodokse kirkes leder, patriark Kirill af Moskva, synes derfor mere og mere isoleret, da gamle allierede forlader ham både inde og uden for hans kirke. Tre nøglebegivenheder i maj illustrerer denne tiltagende isolering.

1. Serbere lægger afstand til Moskva

Den serbiske kirke har valgt at afslutte et næsten 70 årigt skisme mellem den selv og den makedonske kirke. Forbrødringen mellem kirkerne var ventet, men hastigheden af omfavnelsen og alliancen bag var overraskende.

Traditionelt har serberne været Ruslands tætteste allierede, særligt i spørgsmålet om Ukraine, da den russiske kirkes forhold til kirkerne i Ukraine spejlede den serbiske kirkes forhold til kirkerne i blandt andet Makedonien og Kosovo.

Den russiske kirkeleder og Putin har også ofte henvist til Serbiens smertelige forhold til disse lande som en pendant til deres eget forhold til Ukraine. Den serbiske forbrødring kom ikke i stand ved russernes mellemkomst, men gennem den økumeniske patriark i Konstantinopel, Bartolomæus, der er den første blandt ligemænd inden for den ortodokse familie af kirker.

Det var en overraskende varm relation mellem Beograd og den økumeniske patriark, der blomstrede her. Serberne har ellers holdt sig tilbage over for den økumeniske patriark, der er i åben strid med russerne om netop Ukraines skæbne. En strid, hvor serberne indtil nu har støttet russerne.

Den nye forbrødring i Makedonien var altså en serbisk alliance med den økumeniske patriark. Det blev en fredelig omfavnelse af broderfolk og kirke, der stod i grel kontrast til den blodige russiske håndtering af en sammenlignelig situation i Ukraine. Moskva stod bovlamt og lettere overrasket på sidelinjen til begivenheden i Makedonien og havde svært ved at finde en grimasse.

2. Kirkemedlemmer vil ikke bede for Kirill

Den anden store begivenhed var mere bredt kendt, for flere medier har rapporteret om, hvordan den russiske ortodokse kirke i Ukraine under Moskva-patriarken afsvor sig selv samme patriarks navn. Det er en kirkelig og liturgisk afstandstagen, som er et markant skridt ned af en vej mod yderligere løsrivelse.

Der er dog flere skridt at tage og det symbolske ved handlingen er, at den er vendt meget specifikt mod patriarken og dermed udstiller den Kirill som person frem for kirken som helhed. Lidt som en afsværgelse af Københavns biskop ikke er det samme som en total afvisning af folkekirken som helhed, trods den tætte forbindelse. Kirill bemærkede derfor overraskende diplomatisk, at han forstod sine biskoppers valg. Underforstået, at han mente at deres situation i Ukraine ikke muliggjorde andre valg, hvis de ukrainske myndigheder ikke skulle gribe ind.

3. Topleder i Rusland mødtes med kritikere

Den sidste skelsættende begivenheder i maj er, at også den russiske kirkes uofficielle kronprins, metropolit Hilarion, har bevæget sig på afstand af patriark Kirill. Metropolit Hilarion er ansvarlig for den russiske kirkes udenlandsanliggender og en aktiv kirkepolitiker globalt.

I den forgange måned har han holdt møder med græske biskopper, som den russiske kirke ellers er i åben strid med over Ukraine. Kort efter disse møder udtalte Kirkernes Verdensråd en fordømmelse af krigen og pointerede det russiske ansvar. Den russiske delegation til mødet protesterede ikke over udtalelsen, der direkte fordømte deres egen patriarks ageren. Lederen af den russiske delegation er ingen anden end metropolit Hilarion.

Hilarions møder og hans manglende opposition til Kirkernes Verdensråds udtalelse blev fulgt op af hans offentlige begrædelse af krigens rædsler. Hilarion tog dermed et meget markant skridt væk fra Kirill, dog uden helt eksplicit at tage afstand fra ham.

Det stiller fremtiden for den russiske kirke i et noget specielt skær. Det lader til, at patriark Kirill mere og mere identificeres som det føromtalte uhyre fra afgrunden. Metaforen er passende for, hvordan mange russiske præster og lægfolk uden for Rusland er begyndt at opfatte ham.

Kirills tætte alliance med Putin regimet ser ud til både at have skubbet samtlige ortodokse kirker i Ukraine væk fra Moskvas magt og måske frem mod enhed og samtidigt havde fået gamle allierede, som serberne, til at søge nye venner og genoverveje deres egen kirkepolitiske situation.

Patriark Kirill har måske banet vej for mere harmoniske kirkerelationer mellem de ortodokse kirker uden for Rusland, der i lyset af krigen har måtte genfinde en ny enhed. Den russiske kirke står måske derfor endnu mere isoleret og decimeret. Det er måske netop denne udsigt, som har fået både metropolit Onufrij og metropolit Hilarion til at lægge luft til patriark Kirill.

Uanset hvordan krigen ender, er det en svær position både indadtil og udadtil for den russiske kirkes ledere. Indadtil skal man forklare isoleringen og tabet af så mange russiske kirker uden for Rusland. Udadtil er vennerne få. En løsning vil være at placere al skylden hos patriark Kirill og fjerne ham fra posten til fordel for en mere moderat position. Mange iagttagere af den russiske kirke kan ikke lade være med at læse metropolit Hilarions opførsel i det lys: Han er ved at skabe en udvej, en moderat position, som han kan bruge uagtet krigens udfald.

Da metropolit Amfilohije skulle ende sin tekst om krigens uhyre fra afgrunden, fremmanede han Guds lam som et lys, der skinnede ind i menneskelivet. Dette lys var for Amfilohije kirken, som i det serbiske tilfælde også formåede at lægge afstand til Milsovic regimet kort efter freden i Bosnien. Dette sikrede, at den serbiske kirke kunne opnå en endnu dybere indflydelse i det serbiske samfund efter Milsovic’s fald fem år senere, da kirken fremstod som den moralske bastion i en kaotisk tid. Det kan se ud som om, metropolit Hilarion er ved at placere sig samme sted. Krigen og Putin regimet kan ikke vare evigt – og så kan det være, at den russiske kirke har brug for en ny patriark. Det bliver måske et sådan scenarie, som mange ortodokse vil bede om deres pinsebønner, når den ortodokse pinse fejres den 5. juni.

Emil Saggau forsker i ortodoks kristendom på Lund Universitet i Sverige.